At male akrylmalerier giver mig mange muligheder

BLOG

Gode råd
Proces

Derfor foretrækker jeg at male akrylmalerier

Akrylmalerier var ikke mit første valg. Jeg startede egentlig for år tilbage med at male akvarel, og det gør jeg stadigvæk. Men mit maleri på lærred startede jeg med oliefarver. Det var jo det, Eckersberg, Købke, Van Gogh, Kandinsky og mine andre helte havde gjort. Men efter en periode skiftede jeg og begyndte at male akrylmalerier. Det var der flere grunde til. Først og fremmest har akryl en kortere tørretid, og derfor bliver arbejdsprocessen noget hurtigere, end hvis man maler med olie. En anden ikke helt uvæsentlig ting er, at jeg nu ikke længere bliver underligt ør i hovedet, og jeg døjer ikke mere med hovedpine efter lange arbejdsdage. Det er de to vigtigste grunde til, at det er akrylmalerier, jeg først og fremmest arbejder med.

Det, at arbejdsprocessen er hurtigere, passer godt til min måde at arbejde på. Jeg var i starten godt tilfreds med de muligheder, som olien gav mig … især den lange tørretid. Malingen var våd meget længe, så jeg i timevis kunne arbejde med bløde overgange osv. Reelt er der ikke tale om tørring, men om en kemisk reaktion mellem olien og luftens ilt. Den ”hærder” simpelthen, og den proces er meget langsommere, end når vand fordamper, så det opleves, som om oliemalingen ”tørrer” meget langsomt. Det værste er, at det lugter, og hvis man samtidig også blander fx terpentin i farven for at tynde den… så lugter det endnu mere … lidt af harpiks. Det er faktisk en hyggelig lugt, så selv om jeg får hovedpine af den, kan jeg meget godt lide lugten. Men en sidste vigtig ting er dog, at mit atelier ligger i mit hjem, og familiefreden og lugten af oliemaling er ikke en optimal kombination.

 

Akrylmaling er vandbaseret. Det vil derfor tørre relativt hurtigt ved fordampning, og det egner sig godt til de mange lag eller som her til vådt i vådt teknikker

Akrylmalerier er på den anden side fuldstændig lugtfri. Akrylen hærder godt nok også, men afgiver mest vand, når den tørrer, og i det hele taget er teknikken, når man maler med akryl, lidt anderledes og mere bekvem. Det synes jeg i det mindste. Først og fremmest er den hurtig. Jeg ved det ikke, men tror egentlig ikke at det er sundere at male akrylmalerier, men jeg får ikke ondt i hovedet … og det er det, der afgør sagen.

Akrylmalerier lugter ikke, de tørrer hurtigt og jeg får ikke hovedpine af at male dem

Akrylmalerier tørrer som lyn og torden … især om sommeren. Det giver en hurtig arbejdsproces, som jeg er kommet til at elske. Akrylen svinder også lidt i tykkelsen og tørrer ret fladt op (hvor en ”olieklat” på lærredet beholder sin form, når den tørrer), pigmenterne er sådan set de sammen, men de dækker lidt forskelligt i olie og akryl, og akrylmalerier står – uden efterbehandling – ofte matte, når de er tørre. Det kan jeg også godt lide.

En anden forskel mellem olie- og akrylmalerier er, at mens man arbejder med den våde akryl, virker farverne lidt lysere end når de er tørret op. Det er noget man vænner sig til når man arbejder med det, og det er fordi, akrylmassen i våd form er hvid eller mælkefarvet, og det lysner farven. Når den er tør, bliver akrylen glasklar, så man kun ser pigmentet. Akrylmalerier er også helt fri af linolien, som gulner med tiden.

For begge medier findes et hav af forskellige malemidler, som man kan blande i farverne, så det ændrer på både oliens og akrylens medfødte egenskaber. Hvis man anvender disse malemidler, når man maler, kan man få akrylmalerierne til at opføre sig lidt, som om de var oliemalerier med lang tørretid og omvendt olie med kort, men uanset hvad man blander i, opfører olie- og akrylmalerier sig ret forskelligt.

GRENE

HJØRNEHUSET

Henrik SKORÁ

Billedkunstner og foredragsholder

Farveglans i akrylmalerier

Akrylbinderen kan generelt bære en anelse mindre pigment end olie. Det kan man ikke lave om på. Derved er der teoretisk set lidt mere knald på oliefarverne. Men der er tale om ret små nuanceforskelle, og hvis man arbejder rigtigt med det, har akrylmaleriet efter min mening samme potentiale i farvepragt som olie. Man kan også blande specielle malemidler i eller efterfølgende lakere sine akrylmalerier, så de bliver mere eller mindre blanke og på den måde trække det kulørte frem, hvis man vil det.

Så efter en kort tilvænningsfase faldt jeg fuldstændig for arbejdsmetoden med akrylmalerier. Jeg kom til at elske den korte tørretid, for nu kunne jeg male så mange tynde lag, jeg ville, og have billedet færdigt, inden jeg skulle på pension.

Selv om oliemalerier historisk set har været kunstnernes foretrukne valg, er det mit gæt, at akrylmalerier bliver det i fremtiden. Allerede i dag maler rigtig mange med akryl, og jeg forstår da også, at der sælges langt flere farver og materialer til akrylmalerier også til os der ikke udelukkende maler for sjov eller kunstnerne. 80/20 forstår jeg.

Vi får se … men jeg maler akrylmalerier.

VINTERPOPLER

Her er det lidt køligt. Akrylen er i dette billede ikke malet i mange lag, men blå og blålige nuancer giver den lidt kølige stemning

BØLGESLAG

Dette billede udspringer fra en opgave jeg stillede et malerhold jeg havde. Temaet for billedet er HAVET og for at demonstrere, hvordan et billede kan opbygges, malede jeg selv et. De vandrette, det bevægelig op og ned og så bølgeslagenes kaotiske rytme giver mig afsættet til billedet. 

AFTEN OVER ROMS TAGE

Jeg havde et længere ophold i Rom i 2016. Dette maleri er udsprunget af aftenstemningen højt over de romerske tage.

Kontakt Henrik Skorá og få mere information om malerierne og foredragene

Vil du vide mere?

Henrik Skorá

Gåbense Strandvej 61 G
4840 Nørre Alslev

 +45 21 64 16 39
henrik@skora.dk
www.skora.dk

 

© Henrik Skorá

Nyhedsbrev

Følg mig på: