Om abstrakt kunst

Willem de Kooning
Woman 1
1950 -52

Tilbage til min første oplevelse af de abstrakte malerier. Jeg viste maleriet til mine kammerater, og jeg husker, at vi var enige om, at kunstneren nok ikke havde gjort sig særlig umage, for det var slet ikke malet særlig flot, sådan som vi kunne se andre malerier i bøger fra reolen. 

I dag ved jeg, at vi gjorde de Kooning uret. Han var klassisk uddannet og kunne male hvad som helst spot on, så det lignede. Men det var ikke det, der interesserede ham. Det aktuelle maleri er en del af en hel serie de Kooning malede i 1950’erne, og det er angiveligt det første i serien. Det hedder Woman 1, og det er et maleri, som de Kooning kæmpede meget med. Han arbejdede på det i mere end halvandet år.

Han lavede i den sammenhæng et utal af skitser og malede den ene version oven på den anden, skrabede væk, malede ovenpå igen og igen. Måske er han ikke engang blevet helt færdig (sådan kunne det godt se ud). De Kooning stoppede bare: Han kunne ikke tilføje mere til maleriet, og lader det så være op til os, der ser på billedet, om selv at lave en konklusion. Det færdige billede interesserede ham ikke så meget som selve processen med at male det. 

Billedet fremstår ualmindelig stærkt. Det er et ret stort billede 193 x 147 cm, og da jeg så det på MOMA i New York, overvældede det mig, selv om jeg kendte det indgående i forvejen.

Som barn var jeg også fascineret af det klassiske maleri: billeder, som var “flot” malet, og som lignede noget, og det er jeg stadig. Jeg synes dog, at det figurative maleri har sværere ved at røre mig på samme voldsomme måde som det abstrakte.

Malerier som de Koonings er “abstrakte malerier” og for mig og vennerne dengang blev det ensbetydende med masser af farver kastet tilfældigt op på lærredet. Vi malede ”abstrakt” med en intens fryd og aggression. Vi var vist nok også lidt ”uartige”, når vi malede sådan. Oven i det hele havde vi den befriende følelse, der var ved, at ingen kunne komme og sige: ”ja men, det ligner jo ikke noget” … NEJ … det var jo hele ideen.

Jeg husker også, at jeg og vennerne dengang talte om, at selv om vi prøvede igen og igen, så var vi ikke i stand til at male den fornemmelse af gru, som var i de Koonings maleri. Han kunne noget, vi ikke kunne. Han havde i sine abstrakte malerier arbejdet sig frem til noget, der var hans eget og ikke set tidligere.

De andre abstrakte

Senere stiftede jeg bekendtskab med abstrakte malerier af Wassily Kandinsky, Picasso og André Derain, og det blev især disse tre, som spændte min fjeder. Hvad var det for noget, og hvordan kunne man finde på at male sådan?

Jeg undrede mig over, at kunstnerne kunne sætte gang i min fantasi og mine følelser ved at sætte farver og former sammen på bestemte måder, som var helt anderledes end det “der lignede”. WOW … og på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg også ville male sådan. Jeg ville male abstrakte malerier.

Jeg begyndte med det figurative maleri og udviklede mit billedsprog frem mod det, der blev min måde at male abstrakte malerier på, det der senere blev til min arbejdsmetode eller maleproces.  

Jeg bruger mange, mange timer på at male et billede, og det ender meget ofte et helt andet sted, end det jeg egentlig startede med at male hen imod. Det betyder ikke, at det bliver tilfældigt, men at processen er en slags dialog mellem mig og billedet.

Kandinsky – det abstrakte maleris fader – og alle de andre

Selv om Kandinsky havde været død i 8 år, da jeg blev født, er han et af mine helt store idoler. Han måtte virkelig kæmpe for sine abstrakte malerier. Jeg føler en stor respekt over for ham og hans arbejde eller måske snarere en slags taknemmelighed.

Hans måde at male på og de abstrakte malerier, der kom ud af det, har været en forudsætning for min nuværende karriere som billedkunstner. Det har været en stor inspiration for mig at se ind i, hvordan han arbejdede med abstraktionen, og hvordan han i flere omgange kom frem til sine kompositioner og udviklede de abstrakte malerier over flere år.

Det er bl.a. Theo van Doesburg og Piet Mondrian, som ud fra andre forudsætninger og intentioner næsten samtidig malede deres udgave af de abstrakte malerier. Man siger, at succeser har mange fædre, og det gælder også for de abstrakte malerier.

Man elskede og hadede, og ofte forstod man ikke helt de abstrakte malerier. Alligevel er det selve ideen bag de abstrakte malerier, der i starten af 1900-tallet skaber billedkunstnerens muligheder for at arbejde meget frit med stemninger og følelser. Igen lidt på samme måde som musikken gør det. Men man taler fx ikke om “abstrakt musik” eller “naturtro eller realistisk musik”. Musikkens udtryk er i sin natur “abstrakt”. Det er vi vant til og siger fx ikke “ja, men det ligner jo slet ikke”. Musik er musik, og på samme måde er de abstrakte malerier abstrakte.

I min uddannelse som arkitekt på Kunstakademiet fik jeg en grundlæggende uddannelse i tegning og de forskellige discipliner indenfor maleriet. Jeg malede både de figurative eller naturtro og de abstrakte malerier. Jeg blev introduceret for mange teknikker og arbejdsmetoder, som jeg bygger videre på i dag. Især har det at arbejde med at konkretisere en ide været helt grundlæggende for mig … og de abstrakte malerier udtrykker vel om noget ideer.

Henrik Skorá
HAVNEN

Henrik Skorá
LYDEN AF ET KYS

Henrik Skorá
THREE HAND BOOGIE

Selv om jeg maler de abstrakte malerier og ikke de figurative, er de ikke tilfældige. Tingene hænger sammen. Når jeg fx siger, at jeg maler lyden ind i billedet, så er lyden en af forudsætningerne for, at lige det bestemte maleri fik lige det udtryk. Lydbilledet – i sig selv en abstraktion – fortolker og synliggør jeg i mit maleri sammen med alt det andet.

Måske er det dybest set meget individuelt og slet ikke så vigtigt, hvad farve et kys nu har. Men jeg bruger det til at male billedet. Det bliver et “stativ”, et udgangspunkt at hænge billedet op på, som ikke er konkret, men absolut heller ikke tilfældigt. 

At male et abstrakt maleri uden direkte reference til virkeligheden, som vi kender den, er en spændende udfordring, hvor en  del af udfordringen netop er at skabe den reference, og få maleriet til at “pege” ind i den virkelige verden. 

Så mine abstrakte malerier er derfor skabt fx helt stille, larmende, blæsende, varme, kolde, sultne, nysgerrige, forelskede eller noget helt andet. Den, der ser på billedet, behøver ikke at få de samme associationer, som jeg har haft, mens jeg malede, for man skal helst skabe sin egen oplevelse. Det er sådan, det må være.

Så tak til Kandinsky, van Doesburg, Mondrian, de Kooning, Picasso og alle de andre, der har kæmpet og stadig kæmper for at ændre grænserne for, hvad der kan males. De burde have fået Nobelprisen for deres indsats for de abstrakte malerier. De har givet en gave til alle, der beskæftiger sig med kunst på den ene eller den anden måde … og det gør vi vel næsten alle sammen.

Maleriudstilling

En maleriudstilling viser resultaterne og ikke selve processen

Det at udstille sine malerier er en særlig fornøjelig del af det at være billedkunstner. En hvilken som helst maleriudstilling viser resultatet af det arbejde, man har udført nogle gange i en bestemt periode, andre gange om et bestemt tema … men det kan være om hvad som helst.  

En maleriudstilling viser kun de færdige værker og giver derfor kun et overfladisk indtryk, af det, jeg synes, er det mest interessante ved mit job – nemlig arbejdsprocessen. Bevares, det er det en maleriudstilling går ud på, men det er lidt ærgerligt, fordi arbejdsprocessen er så interessant, at jeg også gerne vil give et indblik i den.

For at råde bod på det holder jeg nogle gange et lille foredrag i forbindelse med udstillingen, som regel til ferniseringen af udstillingen. Under tiden giver jeg også en såkaldt “art-talk”, hvor jeg går ind i de enkelte værker og fortælle om, hvordan de er blevet til, og hvad der har formet dem.

En maleriudstilling er en form for forløsning

I det daglige står jeg alene i mit atelier og maler. Man må nok sige, at det er et ensomt job, men jeg arbejder simpelthen bedst, når jeg er alene. Det er ikke sådan, at der er adgang forbudt i atelieret, når jeg arbejder, men det er, synes jeg, ret privat, når jeg arbejder.

Jeg har her på denne hjemmeside et online galleri, som også er en slags maleriudstilling og så har jeg en webshop, hvor man kan se de malerier jeg har til salg.

Det bedste er naturligvis at se malerierne i virkeligheden, og en maleriudstilling er for mig en form for forløsning, hvor jeg fx kan vise et halvt års arbejde frem på én gang side om side. Jeg ser værkerne i en sammenhæng, de ikke er set i før, og selv om en udstilling kan have mange forskellige former, er det altid en fornøjelse . Nogle gange hænger jeg mine billeder op og forlader stedet igen i al stilhed, mens der andre gange arrangeres en fernisering eller åbning, hvor jeg er en del af et festligt øjeblik med taler, drinks og mange mennesker. Det er i de situationer meget dejligt at møde og tale med de interesserede, der er mødt op for at se maleriudstillingen.

De mennesker, der kommer, er interesserede, ellers var de der jo ikke. De ser mine malerier, spørger og kommenterer, og når man i lang tid har stået med et maleri alene, er det en meget intens oplevelse. Jeg holder nemlig meget af at tale om mine malerier, og ind imellem tier jeg også stille så længe, at jeg kan høre, hvad andre mener om dem. Undertiden kan disse kommentarer sætte noget igang og få stor betydning for hvordan de kommende billeder bliver.

Jeg svarer også gerne, når folk spørger mig om, hvordan jeg har løst den eller den detalje. Det at fortælle om arbejdsprocessen er en god ting også for det næste maleri. Der kan komme nye ideer, mens jeg taler med en udstillingsgæst. De spørger jo nogle gange om noget, jeg ikke har tænkt på, eller de ser ting i malerierne, som jeg ikke selv havde været opmærksom på. Det er vel den egentlige bonus ved at deltage i en maleriudstilling … man får også selv noget med hjem.

Undertiden er man så heldig, at man udstillier i en gruppe eller sammen med kunstnere, man ikke kender i forvejen. Det er meget stimulerende. For når man er sammen om noget, er der mere frit slag omkring, hvordan vi hver især gør tingene. Det er jo altid sådan, at vi alle har forskellige indfaldsvinkler, til det vi laver, og det er meget inspirerende at høre, hvordan andre kunstnere arbejder, søger inspiration, hvilke materialer de bruger, og hvor de har været for at udstille sidst.

Jeg er  fast medlem af flere grupper bl.a. DET BLÅ TÅRN, MED MERE og  ART Nordfalster, som jeg har udstillet med flere gange.

Der er meget, man skal huske, og jeg har lavet et indlæg om det med en huskeliste om ting, jeg selv mener, er vigtige at huske, når man går arbejder med det ofte store projekt, det er, at arrangere eller deltage i en maleriudstilling.  Se indlægget her.

Abstrakt kunst og især det abstrakte maleri  suger mig fuldstændig ind. Det kan være som at lytte til et stykke musik, der fylder mit sind helt ud og som rører mig.

Jeg ser med stor fornøjelse på masser af smukke, figurative billeder fx af Rembrandt eller Velázquez eller vores egne guldaldermalere. Selv om disse gamle mestre interesserer mig, så er det ikke dem, der griber mig om hjertet.

Der er ikke noget i vejen med malerier, der ligner noget. Jeg maler selv den slags billeder, fx når jeg er ude at rejse. En fin lille akvarel, der er malet på 2 – 3 timer på stedet, gør, at jeg husker min oplevelse af det sted mere intenst, end hvis jeg bare fotograferede det samme sted eller satte mig for at drikke en kop kaffe.

Når det er sagt, ligger det rigtig spændende og pirrende for mig helt klart i abstrakt kunst, både at se på og selv at male. Det er det abstrakte, der – i det mindste nogle gange – kan række helt ind i min sjæl og lave ravage.

Det er også det abstrakte udtryk, der kan få mig til at genoverveje de store spørgsmål, få mig til at tænke mig om: Skal det være på denne her måde, eller kan vi lave det helt om?

Det er også i det abstrakte udtryk, jeg selv kan krænge sjælen ud på lærredet, “se frygten i øjnene” og træde ud af skyggerne, for nu at sige det på den måde. Jeg bliver nærmest speedet af det, mens jeg er igang.

Det klassiske maleri, der ligner, har i modsætning til abstrakt kunst helt frem til det tyvende århundredes start totalt domineret kunstens historie.

Det er sket på alle mulige forskellige og spændende måder, men abstrakt kunst skabte i starten af 1900 tallet en fuldstændig ny indfaldsvinkel til kunst og kunstnere og fik i øvrigt meget stor betydning også for det maleri, der ligner.

Den russisk-tyske maler Wassily Kandinsky fik tilnavnet ”det abstrakte maleris fader”. Det var ham, der “opfandt” abstrakt kunst. Det siger man i det mindste. Der var faktisk flere andre, som kunne nævnes i forbindelse med abstrakt kunsts opståen (fx Kazimir Malevitj, Kupka, Mondrian og flere andre), der i starten af 1900-tallet arbejdede med abstrakt kunst eller det motivløse eller nonfigurative billede.

De kaldte det heller ikke for “abstrakt kunst”, men uanset om Kandinsky er fader eller ej til begrebet “abstrakt”, så var Kandinsky under alle omstændigheder en nøglefigur, og det er bl.a. hans arbejde, der førte frem til det, vi i dag betegner som abstrakt kunst.

Der er en sjov historie om, hvordan Kandinsky skulle være kommet hjem en sen aften … efter en lang dag i atelieret. Han så ind i sin halvmørke stue, hvor malerierne stod i stakke lænet op ad stuens vægge. Inden han fik tændt lys, faldt blikket på et af dem, og det slog ham, at dette maleris komposition og farvesammensætning virkede næsten magisk på ham. Det havde en særlig glød i farverne, og kompositionen nærmest sprang frem imod ham. Selvom han godt vidste, at det måtte være et af hans egne malerier, kunne han ikke kende det igen. Den særlige skønhed, dette maleri besad, udsprang ikke af noget egentligt motiv. Det var noget, han måske tidligere havde anet, men ikke været tilstrækkelig opmærksom på. I et frydefuldt glimt af indsigt forstod han, at et maleris kraft alene kunne skabes af farver, linjer og former uden sammenhæng med et egentligt motiv. Det blev det, vi senere kom til at kende som abstrakt kunst. Det viste sig, at Kandinskys maleriet vendte forkert … måske stod det på højkant … og det var derfor, at han ikke kendte det igen.

Om historien nu også er helt sand, ved jeg ikke, men det er en god historie, og den har en fin pointe i, at når vi ser noget vi ikke umiddelbart kender, kan vi få nye og store oplevelser ud af det. Det fremmede eller ukendte giver os et frisk syn uden fordomme og forudfattede meninger, og vi spørger som barnet: Hvad er det? Måske er det ligefrem denne historie, der har givet ham æren af at være den første, der så mulighederne i det, vi i dag kender som abstrakt kunst.

Næste dag, siger historien, da stuen blev lys igen, kunne han ikke genskabe magien, men Kandinsky blev klar over, at et maleri ikke nødvendigvis skulle have et egentligt motiv. Fra da af arbejdede han med at definere et nyt kunstbegreb. Det hed ikke “abstrakt kunst”, men han skrev en lille bog om sine overvejelser: Über das Geistige in der Kunst (Om det åndelige i kunsten). Bogen udkom i 1912, og i årene der kom efter eksploderede den nye retning nærmest i mange forskellige bud på en abstrakt kunst eller et motivløst maleri: abstrakt ekspressionisme, action painting, konstruktivisme, suprematisme o.m.a.

Alt dette sker i øvrigt samtidig med, at fotografiet vinder mere og mere indpas, og presser maleriet som det foretrukne medie til at registrere fx portrætter, selskaber og møder. Fotografiet blev for mange et brugbart og billigt alternativ til maleriet, der lignede, hvilket uden tvivl også haft betydning for udviklingen af abstrakt kunst og kunst i det hele taget.

Efter mange år med at male figurativt blev abstrakt kunst for mig den mest pirrende og udfordrende både at male og se på, fordi det har mindst en dimension ud over det umiddelbart synlige. Gode malerier og kunst i det hele taget har naturligvis altid dette karakteristika, men abstrakt kunst pirrer mig ved at spille på fx modsætninger mellem fornuft og følelser, det man kender og ikke kender, det man genkender, og det man ikke helt kan se, hvad er, og så alligevel …  dette spil omkring abstrakt kunst fascinerer mig meget.

Man kan selvfølgelig sige, at min tilgang til det motivløse billede er meget lettere end de gamle mestres. Kandinsky skulle virkelig kæmpe op ad bakke for at slå igennem konventioner, der havde manifesteret sig tons tungt i mange århundreder. Det var virkelig et stort skib, der skulle vendes. Jeg har ikke de samme udfordringer, men så har jeg naturligvis nogle andre.

Jeg kan fx som det mest naturlige overveje hvilken farve “sult” har, eller hvordan jeg kan skildre kærlighed, rytme eller bevægelse i et billede. Der er ikke nogen facitliste, men selvom jeg i mit maleri egenhændigt bestemmer sult-farven, er det jo ikke lige meget, hvilken farve jeg så vælger.

Derfor var det naturligvis abstrakt kunst, der lå lige for, efter at jeg på Kunstakademiets Arkitektskole i flere år havde malet små fine akvareller af gadebilleder og huse som illustrationer til mine projekter … langt fra abstrakt kunst … nu skulle det være stort og farverigt. De små akvareller har jeg dog stadig stor fornøjelse af, mest når jeg rejser, hvor jeg næsten altid medbringer min lille farveæske, blok og pensel.

Kunst i hjemmet 

Den kunst i hjemmet, vi havde i min barndom, var først og fremmest reproduktioner. Jeg havde en fin Monet hængende overfor min seng. Det er den her: Valmuemark nær Argenteuil fra 1873. Det billede startede jeg dagen med hver morgen i mange år. Jeg lå og kiggede på det billede i en 5 minutters tid og tænkte på, hvad det mon var, de to par i billedet skulle. Jeg fandt også mærkelige væsner i træernes linjer og fortrukne ansigter i marken med valmuer, og jeg så andet i billedet, end det, det egentlig forestillede. Jeg tænkte aldrig over, om det var ”pænt”.

Vi havde også malerier. De hang i stuen og var ”pæne”. Men det var ikke noget vi købte … det var noget, vi arvede. Det var malerier i guldalder- og Skagen-stil fra mormors hedengangne stuer. Hverken min far eller mor købte nogensinde et maleri. Jeg tror ikke engang de nogensinde overvejede at gøre det.

Sådan var det sikkert i mange familier. Men i dag er kunst i hjemmet blevet noget andet, og der er mange – også helt unge familier, der køber malerier. De køber ikke med investering for øje. De køber, fordi de godt kan lide et billede, synes farverne er smukke, eller de falder for et bestemt motiv.

Jeg kommer ofte i forskellige hjem og hænger et af mine malerier op, så man kan prøve, hvordan det passer sammen med de ting og mennesker, der bor her.

Det er som regel en vældig positiv oplevelse. Først og fremmest er der jo en grund til, at en familie har valgt en ”prøveophængning” af lige netop et bestemt maleri. Selv om maleriet ikke har en egentlig praktisk funktion i stuen, som en sofa fx har det, så kan et maleri sætte lidt mere fut i en stue, end den samme sofa, en stol eller en lampe kan … heldigvis.

Når jeg maler mine malerier, er ambitionen ikke at fremstille noget, der skal passe til puderne og gardinerne i et hjem. Det ville blive for kedeligt for mig. Men det gør jo ikke noget, hvis farverne i et hjem passer til et af malerierne … selvfølgelig ikke. Den der bor i stuen bestemmer jo, hvad der skal hænge på væggene.

Hvis man er glad for nogle bestemte farver, og at disse farver tilfældigvis findes i et af mine malerier, så er det  da dejligt. Jeg er uanset grunden glad for, når nogen kan kan lide mine billeder, og hvis de synes, de er pæne nok til, at de vil have dem hængende i deres stue, så er det da endnu bedre.

Jeg arbejder i mange timer med en stemning, en lille historie, et udsagn eller hvad det nu er, der har tricket noget i mig. Om det er  ”pænt” er ikke relevant for mig, mens jeg arbejder på maleriet. Men når maleriet er malet, og der kommer mennesker og ser på det, så er det en anden sag. Jeg ved jo godt at, hvis jeg har malet et smukt maleri, er chancerne for, at billedet kommer til at hænge i et hjem meget højere, end hvis jeg har malet et billede med stor gru eller uro. Jeg maler naturligvis også de mørke motiver … men de kommer så til at hænge nogle andre steder.

Kunst i hjemmet skal være en del af en helhed, og en familie vil selvfølgelig undgå billeder, der fx skræmmer livet at familiens mindste medlemmer. Død og ødelæggelse er jo heller ikke noget, der fremmer hyggen omkring spisebordet … derfor kommer de heller ikke til at hænge i spisestuen, med mindre der er tale om en meget “fin” kunstner.

Alle mine malerier har noget at byde på, har noget på spil, hver gang man ser på dem. Måske ser man nye ting i billedet, nye vinkler og historier, eller måske giver billedet nogle gode samtaler. Selvfølgelig passer et vilkårligt billede ikke ind i ethvert hjem, nogen bryder sig måske ikke om farverne … ”Jeg hader gult”, er der nogen, der siger, eller ”jeg synes, billedet er for mørkt til stuen”, og det er selvfølgelig helt OK.

Med kunst i hjemmet siger jeg, sådant lidt spøgefuldt, at hvis man forelsker sig i et af mine malerier, og det ikke passer ind i det hjem, man har, så må man enten ændre lidt på hjemmet … eller finde sig en anden kæreste.