Maleriudstilling

BLOG

Tanker om at male

En maleriudstilling viser resultaterne og ikke selve processen

Det at udstille sine malerier er en særlig fornøjelig del af det at være billedkunstner. En hvilken som helst maleriudstilling viser resultatet af det arbejde, man har udført nogle gange i en bestemt periode, andre gange om et bestemt tema … men det kan være om hvad som helst.  

En maleriudstilling viser kun de færdige værker og giver derfor kun et overfladisk indtryk, af det, jeg synes, er det mest interessante ved mit job – nemlig arbejdsprocessen. Bevares, det er det en maleriudstilling går ud på, men det er lidt ærgerligt, fordi arbejdsprocessen er så interessant, at jeg også gerne vil give et indblik i den.

For at råde bod på det holder jeg nogle gange et lille foredrag i forbindelse med udstillingen, som regel til ferniseringen af udstillingen. Under tiden giver jeg også en såkaldt “art-talk”, hvor jeg går ind i de enkelte værker og fortælle om, hvordan de er blevet til, og hvad der har formet dem.

Udstillingen passes til i samarbejde med udstillingstedet..

“Det at deltage i en maleriudstilling er en særlig fornøjelig del af at være billedkunstner”

En maleriudstilling er en form for forløsning

I det daglige står jeg alene i mit atelier og maler. Man må nok sige, at det er et ensomt job, men jeg arbejder simpelthen bedst, når jeg er alene. Det er ikke sådan, at der er adgang forbudt i atelieret, når jeg arbejder, men det er, synes jeg, ret privat, når jeg arbejder.

Jeg har her på denne hjemmeside et online galleri, som også er en slags maleriudstilling og så har jeg en webshop, hvor man kan se de malerier jeg har til salg.

Det bedste er naturligvis at se malerierne i virkeligheden, og en maleriudstilling er for mig en form for forløsning, hvor jeg fx kan vise et halvt års arbejde frem på én gang side om side. Jeg ser værkerne i en sammenhæng, de ikke er set i før, og selv om en udstilling kan have mange forskellige former, er det altid en fornøjelse . Nogle gange hænger jeg mine billeder op og forlader stedet igen i al stilhed, mens der andre gange arrangeres en fernisering eller åbning, hvor jeg er en del af et festligt øjeblik med taler, drinks og mange mennesker. Det er i de situationer meget dejligt at møde og tale med de interesserede, der er mødt op for at se maleriudstillingen.

De mennesker, der kommer, er interesserede, ellers var de der jo ikke. De ser mine malerier, spørger og kommenterer, og når man i lang tid har stået med et maleri alene, er det en meget intens oplevelse. Jeg holder nemlig meget af at tale om mine malerier, og ind imellem tier jeg også stille så længe, at jeg kan høre, hvad andre mener om dem. Undertiden kan disse kommentarer sætte noget igang og få stor betydning for hvordan de kommende billeder bliver.

Jeg svarer også gerne, når folk spørger mig om, hvordan jeg har løst den eller den detalje. Det at fortælle om arbejdsprocessen er en god ting også for det næste maleri. Der kan komme nye ideer, mens jeg taler med en udstillingsgæst. De spørger jo nogle gange om noget, jeg ikke har tænkt på, eller de ser ting i malerierne, som jeg ikke selv havde været opmærksom på. Det er vel den egentlige bonus ved at deltage i en maleriudstilling … man får også selv noget med hjem.

Undertiden ser udstillingsgæsterne ting i mene malerier jeg ikke selv har været opmærksom på. Det er meget inspirerende, når det sker.

Udstilling i Vandtårnet 2015 med gruppen MED MERE

Henrik SKORÁ
Billedkunstner og foredragsholder

Undertiden er man så heldig, at man udstillier i en gruppe eller sammen med kunstnere, man ikke kender i forvejen. Det er meget stimulerende. For når man er sammen om noget, er der mere frit slag omkring, hvordan vi hver især gør tingene. Det er jo altid sådan, at vi alle har forskellige indfaldsvinkler, til det vi laver, og det er meget inspirerende at høre, hvordan andre kunstnere arbejder, søger inspiration, hvilke materialer de bruger, og hvor de har været for at udstille sidst.

Jeg er  fast medlem af flere grupper bl.a. DET BLÅ TÅRN, MED MERE og  ART Nordfalster, som jeg har udstillet med flere gange.

Der er meget, man skal huske, og jeg har lavet et indlæg om det med en huskeliste om ting, jeg selv mener, er vigtige at huske, når man går arbejder med det ofte store projekt, det er, at arrangere eller deltage i en maleriudstilling.  Se indlægget her.

 

KONTAKT 

+45 21 64 16 39

henrik@skora.dk

 

BESØG

Henrik SKORÁ
Atelier & Udstilling:

Gåbense Strandvej 61 G
DK-4840 Nr. Alslev

City
Sankt Nikolaj Vej 15, 1.sal th.
DK-1953 Frederiksberg C

www.skora.dk

FØLG MIG PÅ