Abstrakt kunst – en verden for sig

Abstrakt kunst og især det abstrakte maleri  suger mig fuldstændig ind. Det kan være som at lytte til et stykke musik, der fylder mit sind helt ud og som rører mig.

Jeg ser med stor fornøjelse på masser af smukke, figurative billeder fx af Rembrandt eller Velázquez eller vores egne guldaldermalere. Selv om disse gamle mestre interesserer mig, så er det ikke dem, der griber mig om hjertet.

Der er ikke noget i vejen med malerier, der ligner noget. Jeg maler selv den slags billeder, fx når jeg er ude at rejse. En fin lille akvarel, der er malet på 2 – 3 timer på stedet, gør, at jeg husker min oplevelse af det sted mere intenst, end hvis jeg bare fotograferede det samme sted eller satte mig for at drikke en kop kaffe.

Når det er sagt, ligger det rigtig spændende og pirrende for mig helt klart i abstrakt kunst, både at se på og selv at male. Det er det abstrakte, der – i det mindste nogle gange – kan række helt ind i min sjæl og lave ravage.

Det er også det abstrakte udtryk, der kan få mig til at genoverveje de store spørgsmål, få mig til at tænke mig om: Skal det være på denne her måde, eller kan vi lave det helt om?

Det er også i det abstrakte udtryk, jeg selv kan krænge sjælen ud på lærredet, “se frygten i øjnene” og træde ud af skyggerne, for nu at sige det på den måde. Jeg bliver nærmest speedet af det, mens jeg er igang.

Det klassiske maleri, der ligner, har i modsætning til abstrakt kunst helt frem til det tyvende århundredes start totalt domineret kunstens historie.

Det er sket på alle mulige forskellige og spændende måder, men abstrakt kunst skabte i starten af 1900 tallet en fuldstændig ny indfaldsvinkel til kunst og kunstnere og fik i øvrigt meget stor betydning også for det maleri, der ligner.

Den russisk-tyske maler Wassily Kandinsky fik tilnavnet ”det abstrakte maleris fader”. Det var ham, der “opfandt” abstrakt kunst. Det siger man i det mindste. Der var faktisk flere andre, som kunne nævnes i forbindelse med abstrakt kunsts opståen (fx Kazimir Malevitj, Kupka, Mondrian og flere andre), der i starten af 1900-tallet arbejdede med abstrakt kunst eller det motivløse eller nonfigurative billede.

De kaldte det heller ikke for “abstrakt kunst”, men uanset om Kandinsky er fader eller ej til begrebet “abstrakt”, så var Kandinsky under alle omstændigheder en nøglefigur, og det er bl.a. hans arbejde, der førte frem til det, vi i dag betegner som abstrakt kunst.

Der er en sjov historie om, hvordan Kandinsky skulle være kommet hjem en sen aften … efter en lang dag i atelieret. Han så ind i sin halvmørke stue, hvor malerierne stod i stakke lænet op ad stuens vægge. Inden han fik tændt lys, faldt blikket på et af dem, og det slog ham, at dette maleris komposition og farvesammensætning virkede næsten magisk på ham. Det havde en særlig glød i farverne, og kompositionen nærmest sprang frem imod ham. Selvom han godt vidste, at det måtte være et af hans egne malerier, kunne han ikke kende det igen. Den særlige skønhed, dette maleri besad, udsprang ikke af noget egentligt motiv. Det var noget, han måske tidligere havde anet, men ikke været tilstrækkelig opmærksom på. I et frydefuldt glimt af indsigt forstod han, at et maleris kraft alene kunne skabes af farver, linjer og former uden sammenhæng med et egentligt motiv. Det blev det, vi senere kom til at kende som abstrakt kunst. Det viste sig, at Kandinskys maleriet vendte forkert … måske stod det på højkant … og det var derfor, at han ikke kendte det igen.

Om historien nu også er helt sand, ved jeg ikke, men det er en god historie, og den har en fin pointe i, at når vi ser noget vi ikke umiddelbart kender, kan vi få nye og store oplevelser ud af det. Det fremmede eller ukendte giver os et frisk syn uden fordomme og forudfattede meninger, og vi spørger som barnet: Hvad er det? Måske er det ligefrem denne historie, der har givet ham æren af at være den første, der så mulighederne i det, vi i dag kender som abstrakt kunst.

“Abstrakt kunst kan række langt ind i sjælen og griber os om følelserne uden, at vi helt kan forklare, hvad det er, den gør ved os”

Næste dag, siger historien, da stuen blev lys igen, kunne han ikke genskabe magien, men Kandinsky blev klar over, at et maleri ikke nødvendigvis skulle have et egentligt motiv. Fra da af arbejdede han med at definere et nyt kunstbegreb. Det hed ikke “abstrakt kunst”, men han skrev en lille bog om sine overvejelser: Über das Geistige in der Kunst (Om det åndelige i kunsten). Bogen udkom i 1912, og i årene der kom efter eksploderede den nye retning nærmest i mange forskellige bud på en abstrakt kunst eller et motivløst maleri: abstrakt ekspressionisme, action painting, konstruktivisme, suprematisme o.m.a.

Alt dette sker i øvrigt samtidig med, at fotografiet vinder mere og mere indpas, og presser maleriet som det foretrukne medie til at registrere fx portrætter, selskaber og møder. Fotografiet blev for mange et brugbart og billigt alternativ til maleriet, der lignede, hvilket uden tvivl også haft betydning for udviklingen af abstrakt kunst og kunst i det hele taget.

Efter mange år med at male figurativt blev abstrakt kunst for mig den mest pirrende og udfordrende både at male og se på, fordi det har mindst en dimension ud over det umiddelbart synlige. Gode malerier og kunst i det hele taget har naturligvis altid dette karakteristika, men abstrakt kunst pirrer mig ved at spille på fx modsætninger mellem fornuft og følelser, det man kender og ikke kender, det man genkender, og det man ikke helt kan se, hvad er, og så alligevel …  dette spil omkring abstrakt kunst fascinerer mig meget.

Man kan selvfølgelig sige, at min tilgang til det motivløse billede er meget lettere end de gamle mestres. Kandinsky skulle virkelig kæmpe op ad bakke for at slå igennem konventioner, der havde manifesteret sig tons tungt i mange århundreder. Det var virkelig et stort skib, der skulle vendes. Jeg har ikke de samme udfordringer, men så har jeg naturligvis nogle andre.

Jeg kan fx som det mest naturlige overveje hvilken farve “sult” har, eller hvordan jeg kan skildre kærlighed, rytme eller bevægelse i et billede. Der er ikke nogen facitliste, men selvom jeg i mit maleri egenhændigt bestemmer sult-farven, er det jo ikke lige meget, hvilken farve jeg så vælger.

BRYDNINGER

Henrik SKORÁ

Endelig er det sådan, at abstrakt kunst er “noget”. Malerierne gribes ikke ud af ingenting. De er ikke bare maling, der er sjasket på et lærred … dekoration. De er noget, de fortæller noget, de vil noget, og er derfor lige så udfordrende for mig at male, som de malerier der ligner.

Derfor var det naturligvis abstrakt kunst, der lå lige for, efter at jeg på Kunstakademiets Arkitektskole i flere år havde malet små fine akvareller af gadebilleder og huse som illustrationer til mine projekter … langt fra abstrakt kunst … nu skulle det være stort og farverigt. De små akvareller har jeg dog stadig stor fornøjelse af, mest når jeg rejser, hvor jeg næsten altid medbringer min lille farveæske, blok og pensel.