Abstrakte malerier 

Rejsen mod de abstrakte malerier

De abstrakte malerier slog helt fra starten af benene væk under mig. Første gang jeg som barn så et abstrakt maleri, var i en bog, vi havde hjemme i reolen. Det var et foto af et maleri af den hollandsk-amerikanske maler Willem de Kooning.

De Koonings abstrakte kvinde

Maleriet forestillede en kvinde og var malet på en for mig underlig måde. Det fascinerede og sugede mig anderledes ind, end jeg tidligere havde oplevet malerier gøre. Jeg var både lidt skræmt af det og meget nysgerrig, for jeg kendte faktisk den dame. Hun var skrap og arbejdede nede i min børnehave. 

Jeg var lidt bange for den levende udgave af de Kooning kvinden. Når jeg efterrationaliserer lidt og tænker tilbage på min oplevelse dengang, så tror jeg, at det, at maleriet rakte ind i min virkelighed og forestillede noget, som jeg kendte fra min hverdag, var med til at fascinere mig. Det var noget ved tænderne, tror jeg, og blikket. De Kooning har sikkert også været lidt bange for hende, for hun ville os nok ikke  noget godt. 

Selv om abstrakte malerier ikke behøver at forestille noget som helst, kan de gribe os, på samme måde som musikken kan gøre det. Musikken er lettere tilgængelig for de fleste, mens det kan være sværere med et maleri. Men det er det samme, der sker: Man bliver rørt, skræmt, glad, aggressiv eller noget helt andet, og man ved ikke helt, hvad det er, der sker. 

Prøv fx at lytte til dette stykke musik. Det virker stærkt på mig, og se så bagefter på de Koonings maleri … ikke helt det samme vel … og så måske? 

Gode råd

Willem de Kooning
Woman 1
1950 -52

Oplevelsen af musik er lidt det samme som oplevelsen af abstrakte malerier

Skitse til Woman-serien
Willem 
de Kooning 

Skitse til Woman-serien
Willem 
de Kooning 

Men tilbage til malerierne. Jeg viste maleriet til mine kammerater, og jeg husker, at vi var enige om, at kunstneren nok ikke havde gjort sig særlig umage, for det var slet ikke malet særlig flot, sådan som vi kunne se andre malerier i bøger fra reolen. 

I dag ved jeg, at vi gjorde de Kooning uret. Han var klassisk uddannet og kunne male hvad som helst spot on, så det lignede. Men det var ikke det, der interesserede ham. Det aktuelle maleri er en del af en hel serie de Kooning malede i 1950’erne, og det er angiveligt det første i serien. Det hedder Woman 1, og det er et maleri, som de Kooning kæmpede meget med. Han arbejdede på det i mere end halvandet år.

Han lavede i den sammenhæng et utal af skitser og malede den ene version oven på den anden, skrabede væk, malede ovenpå igen og igen. Måske er han ikke engang blevet helt færdig (sådan kunne det godt se ud). De Kooning stoppede bare: Han kunne ikke tilføje mere til maleriet, og lader det så være op til os, der ser på billedet, om selv at lave en konklusion. Det færdige billede interesserede ham ikke så meget som selve processen med at male det. 

Billedet fremstår ualmindelig stærkt. Det er et ret stort billede 193 x 147 cm, og da jeg så det på MOMA i New York, overvældede det mig, selv om jeg kendte det indgående i forvejen.

Som barn var jeg også fascineret af det klassiske maleri: billeder, som var “flot” malet, og som lignede noget, og det er jeg stadig. Jeg synes dog, at det figurative maleri har sværere ved at røre mig på samme voldsomme måde som det abstrakte.

Malerier som de Koonings er “abstrakte malerier” og for mig og vennerne dengang blev det ensbetydende med masser af farver kastet tilfældigt op på lærredet. Vi malede ”abstrakt” med en intens fryd og aggression. Vi var vist nok også lidt ”uartige”, når vi malede sådan. Oven i det hele havde vi den befriende følelse, der var ved, at ingen kunne komme og sige: ”ja men, det ligner jo ikke noget” … NEJ … det var jo hele ideen.

Jeg husker også, at jeg og vennerne dengang talte om, at selv om vi prøvede igen og igen, så var vi ikke i stand til at male den fornemmelse af gru, som var i de Koonings maleri. Han kunne noget, vi ikke kunne. Han havde i sine abstrakte malerier arbejdet sig frem til noget, der var hans eget og ikke set tidligere.

De andre abstrakte

Senere stiftede jeg bekendtskab med abstrakte malerier af Wassily Kandinsky, Picasso og André Derain, og det blev især disse tre, som pirrede min nysgerrighed. Hvad var det for noget, og hvordan kunne man finde på at male sådan?

Jeg undrede mig over, at kunstnerne kunne sætte gang i min fantasi og mine følelser ved at sætte farver og former sammen på bestemte måder, som var helt anderledes end det “der lignede”. WOW … og det gik op for mig, at jeg også ville male sådan. Jeg ville male abstrakte malerier.

Jeg begyndte med det figurative maleri og udviklede mit billedsprog frem mod det, der blev min måde at male abstrakte malerier på, det der senere blev til min arbejdsmetode eller maleproces.  

Jeg bruger mange, mange timer på at male et billede, og det ender meget ofte et helt andet sted, end det jeg egentlig startede med at male hen imod. Det betyder ikke, at det bliver tilfældigt, men at processen er en slags dialog mellem mig og billedet.

Kandinsky – det abstrakte maleris fader – og alle de andre

Kandinskis første abstraktion. Dette er, siger nogen, det første egentlig motivløse eller abstrakte billede.

Selv om Kandinsky havde været død i 8 år, da jeg blev født, er han et af mine helt store idoler. Han måtte virkelig kæmpe for sine abstrakte malerier. Jeg føler en stor respekt over for ham og hans arbejde eller måske snarere en slags taknemmelighed.

Hans måde at male på og de abstrakte malerier, der kom ud af det, har været en forudsætning for min nuværende karriere som billedkunstner. Det har været en stor inspiration for mig at se ind i, hvordan han arbejdede med abstraktionen, og hvordan han i flere omgange kom frem til sine kompositioner og udviklede de abstrakte malerier over flere år.

Det var gennem hans malerier, jeg forstod, at det abstrakte udtryk faktisk var “noget”. Det lignede ikke det, jeg forventede at se, men noget på et andet plan fx en følelse af glæde, friskhed eller ømhed. Jeg blev rørt og mentalt væltet omkuld af alle mulige følelser og oplevelser. Derfor er det forkert at sige, at abstrakte malerier ikke ligner noget, for det gør de.

Klik her, hvis du er interesseret i  information om mit foredrag: Wassily Kandinsky – det abstrakte maleris fader.

De tanker, der i sin tid førte frem til det, vi i dag kender som abstrakte malerier, har godt hundrede år på bagen. Det er altså længe siden, at Kandinsky, som meget ærefuldt er udnævnt til det abstrakte maleris fader, i 1910 begyndte at male nonfigurative eller abstrakte malerier … uden et traditionelt motiv. 

Han havde taget et langt tilløb, inden han kom i gang. Der var faktisk flere, der malede abstrakte malerier, og som med samme ret kunne bejle til titlen som far til de abstrakte malerier.

Det er bl.a. Theo van Doesburg og Piet Mondrian, som ud fra andre forudsætninger og intentioner næsten samtidig malede deres udgave af de abstrakte malerier. Man siger, at succeser har mange fædre, og det gælder også for de abstrakte malerier.

Man elskede og hadede, og ofte forstod man ikke helt de abstrakte malerier. Alligevel er det selve ideen bag de abstrakte malerier, der i starten af 1900-tallet skaber billedkunstnerens muligheder for at arbejde meget frit med stemninger og følelser. Igen lidt på samme måde som musikken gør det. Men man taler fx ikke om “abstrakt musik” eller “naturtro eller realistisk musik”. Musikkens udtryk er i sin natur “abstrakt”. Det er vi vant til og siger fx ikke “ja, men det ligner jo slet ikke”. Musik er musik, og på samme måde er de abstrakte malerier abstrakte.

Jeg arbejder mig frem til et meget præcist udtryk gennem en proces, der er meget løs.

I min uddannelse som arkitekt på Kunstakademiet fik jeg en grundlæggende uddannelse i tegning og de forskellige discipliner indenfor maleriet. Jeg malede både de figurative eller naturtro og de abstrakte malerier. Jeg blev introduceret for mange teknikker og arbejdsmetoder, som jeg bygger videre på i dag. Især har det at arbejde med at konkretisere en ide været helt grundlæggende for mig … og de abstrakte malerier udtrykker vel om noget ideer.

Henrik Skorá
FORSONING

Henrik Skorá
ALKYMI

Henrik Skorá
HAVNEN

Det, der i sær gør mine abstrakte malerier “abstrakte”, er, at jeg altid arbejder med mere end synssansen. Selv om mine malerier rummer direkte referencer til noget figurativt fx et træ, er det ikke det, der alene bærer billedet. De andre sanser fx dufte, temperatur eller et bestemt lydbillede indgår i den proces, der skaber mine abstrakte malerier. På samme måde inkluderer jeg følelser i billederne fx følelserne sult, utålmodighed, lyst og glæde eller det modsatte.

For nu at tage et eksempel: Det abstrakte billede her til højre hedder LYDEN AF ET KYS . Lyden befinder sig i sagens natur  i en anden verden end maleriet (selv om begreber som rytme, forløb, klang, (lyd)billede m.fl. anvendes fuldstændig i flæng i de to verdener), og den verden bliver farvesat i mine abstrakte malerier. Et kys siger noget, det smager og det pirrer flere af ens sanser, men der er ingen farver eller former, i det mindste ikke fra naturens side. Alligevel prøver jeg at give kysset netop den dimension. Det giver et mentalt udgangspunkt, som jeg anvender i mine abstrakte malerier, og som gør det interessant og udfordrende for mig at beskæftige mig med. Derfor er fx lyd en del af processen, når jeg arbejder med mine malerier.

På den måde arbejder jeg bevidst med at visualisere sanser, der ikke er visuelle, og det bliver i sagens natur abstrakt. Det kan være lyd, som i dette tilfælde eller andre ting, fx hvilke farver og former, glæde, sult eller det at være træt kunne have.

Jeg har et eksempel, hvor jeg skildrer musik: Three Hand Boogie. Det bliver altid lidt banalt, når jeg forklarer et billede, men alligevel: Kølige overvejelser og videnskab ligger bag vores musikteori. Den er skildret blå forneden i venstre hjørne. Når denne videnskab løber gennem vores fingre og ned på klaverets tangenter, eksploderer den lidt tørre og eksakte teori til eventyrlige oplevelser langt fra det teoretiske. Det skildrer jeg med tangenter og primært røde farver øverst til højre. 

 

 

 

Henrik Skorá
LYDEN AF ET KYS

Henrik Skorá
THREE HAND BOOGIE

Det abstrakte kan virke tilfældigt, men er det ikke. Det udtrykker bare mere end det visuelle.

Selv om jeg maler de abstrakte malerier og ikke de figurative, er de ikke tilfældige. Tingene hænger sammen. Når jeg fx siger, at jeg maler lyden ind i billedet, så er lyden en af forudsætningerne for, at lige det bestemte maleri fik lige det udtryk. Lydbilledet – i sig selv en abstraktion – fortolker og synliggør jeg i mit maleri sammen med alt det andet.

Måske er det dybest set meget individuelt og slet ikke så vigtigt, hvad farve et kys nu har. Men jeg bruger det til at male billedet. Det bliver et “stativ”, et udgangspunkt at hænge billedet op på, som ikke er konkret, men absolut heller ikke tilfældigt. 

At male et abstrakt maleri uden direkte reference til virkeligheden, som vi kender den, er en spændende udfordring, hvor en  del af udfordringen netop er at skabe den reference, og få maleriet til at “pege” ind i den virkelige verden. 

Så mine abstrakte malerier er derfor skabt fx helt stille, larmende, blæsende, varme, kolde, sultne, nysgerrige, forelskede eller noget helt andet. Den, der ser på billedet, behøver ikke at få de samme associationer, som jeg har haft, mens jeg malede, for man skal helst skabe sin egen oplevelse. Det er sådan, det må være.

 

Så tak til Kandinsky, van Doesburg, Mondrian, de Kooning, Picasso og alle de andre, der har kæmpet og stadig kæmper for at ændre grænserne for, hvad der kan males. De burde have fået Nobelprisen for deres indsats for de abstrakte malerier. De har givet en gave til alle, der beskæftiger sig med kunst på den ene eller den anden måde … og det gør vi vel næsten alle sammen.

Henrik SKORÁ

Billedkunstner og foredragsholder

BESØG

Henrik SKORÁ
Atelier & udstilling:

Gåbense Strandvej 61 G
DK-4840 Nr. Alslev

City
Hasselvej 15 st. tv.
DK-2830 Virum

www.skora.dk

FØLG MIG PÅ

FÅ MIT NYHEDSBREV

 

© Henrik Skorá