Gode råd, Tanker om at male

ALKYMI
Henrik Skorá

Det andet billede, som jeg vil beskrive her, er billedet ”Alkymi”.  Billedet er opstået mere spontant, idet jeg ikke helt fra starten vidste, hvordan det ville komme til at ende. Det er endt med en rytmisk struktur af Strindbergs mange gentagne forsøg på at ramme succesen.

Jeg ser Strindbergs kaotiske følelser som to retninger, der støder sammen midt i billedet. Der er et pres, der resulterer i en boble, der holder billedets højre og venstre del fra hinanden, men som hvert øjeblik kan briste som en sæbeboble.

Hans forsøg med kul og metal og et spirende håb står frem, mens han måske vil finde frem til det forjættede land i form af guldet, som mest ligger bagerst i billedet øverst til venstre.

Begge billeder var spændende at male og var resultatet af mit bekendtskab med Strindbergs roman Inferno. Havde jeg ikke havde læst den, havde jeg ikke malet disse billeder.

Billedet måler ligeledes 80 x 80 cm.

Jeg ser mig meget omkring og bruger meget tid på at finde inspiration til mine malerier.

Jeg går ture, læser, hører musik, spiller klaver, i det hele taget alt, hvad jeg kan finde på, der vender hjernen lidt. Det er sådan med ideerne, at jeg mener, de kommer, når man står og skal bruge dem. Det er ofte sådan, at jeg kommer til at stå med lidt for mange ideer til at kunne nå at realisere dem alle sammen. Ja, jeg skal bruge dem, og det er godt at have mange ideer, men også lidt skidt, fordi ikke alle ideer har potentialet  til at blive til noget. Noget man egentlig troede på ville ende godt, bliver bare en masse arbejde uden resultat, og det kan være meget frustrerende: Skal man være tålmodig og arbejde videre, selv om det er op ad bakke, eller skal man stoppe, skrotte det arbejde, man har lagt i et billede, male det over og gå videre med noget andet?

Undertiden kan en ide også komme helt færdig til en, og det er forfriskende anderledes.

Det skete for mig til sidste års arrangement Åbne Atelierdøre Guldborgsund. Jeg havde besøg af en dame, der havde arvet et maleri – et billede af en lille gård ved en vej tæt på havet eller en stor sø. Det var malet af en kunstner, der signerede sig som L. Dalbo. Maleriet betød på forskellig vis noget for min gæst, uden at hun dog ønskede at hænge det i sin stue. Hun kunne godt lide min stil og ville gerne kombinere den med sit arvede maleri. Det var en stor kompliment, og jeg var naturligvis meget ivrig efter at påtage mig opgaven.

Efter den indledende proces sættes de detaljer på, som jeg mener er vigtige.

Om abstrakt kunst

Willem de Kooning
Woman 1
1950 -52

Tilbage til min første oplevelse af de abstrakte malerier. Jeg viste maleriet til mine kammerater, og jeg husker, at vi var enige om, at kunstneren nok ikke havde gjort sig særlig umage, for det var slet ikke malet særlig flot, sådan som vi kunne se andre malerier i bøger fra reolen. 

I dag ved jeg, at vi gjorde de Kooning uret. Han var klassisk uddannet og kunne male hvad som helst spot on, så det lignede. Men det var ikke det, der interesserede ham. Det aktuelle maleri er en del af en hel serie de Kooning malede i 1950’erne, og det er angiveligt det første i serien. Det hedder Woman 1, og det er et maleri, som de Kooning kæmpede meget med. Han arbejdede på det i mere end halvandet år.

Han lavede i den sammenhæng et utal af skitser og malede den ene version oven på den anden, skrabede væk, malede ovenpå igen og igen. Måske er han ikke engang blevet helt færdig (sådan kunne det godt se ud). De Kooning stoppede bare: Han kunne ikke tilføje mere til maleriet, og lader det så være op til os, der ser på billedet, om selv at lave en konklusion. Det færdige billede interesserede ham ikke så meget som selve processen med at male det. 

Billedet fremstår ualmindelig stærkt. Det er et ret stort billede 193 x 147 cm, og da jeg så det på MOMA i New York, overvældede det mig, selv om jeg kendte det indgående i forvejen.

Som barn var jeg også fascineret af det klassiske maleri: billeder, som var “flot” malet, og som lignede noget, og det er jeg stadig. Jeg synes dog, at det figurative maleri har sværere ved at røre mig på samme voldsomme måde som det abstrakte.

Malerier som de Koonings er “abstrakte malerier” og for mig og vennerne dengang blev det ensbetydende med masser af farver kastet tilfældigt op på lærredet. Vi malede ”abstrakt” med en intens fryd og aggression. Vi var vist nok også lidt ”uartige”, når vi malede sådan. Oven i det hele havde vi den befriende følelse, der var ved, at ingen kunne komme og sige: ”ja men, det ligner jo ikke noget” … NEJ … det var jo hele ideen.

Jeg husker også, at jeg og vennerne dengang talte om, at selv om vi prøvede igen og igen, så var vi ikke i stand til at male den fornemmelse af gru, som var i de Koonings maleri. Han kunne noget, vi ikke kunne. Han havde i sine abstrakte malerier arbejdet sig frem til noget, der var hans eget og ikke set tidligere.

De andre abstrakte

Senere stiftede jeg bekendtskab med abstrakte malerier af Wassily Kandinsky, Picasso og André Derain, og det blev især disse tre, som spændte min fjeder. Hvad var det for noget, og hvordan kunne man finde på at male sådan?

Jeg undrede mig over, at kunstnerne kunne sætte gang i min fantasi og mine følelser ved at sætte farver og former sammen på bestemte måder, som var helt anderledes end det “der lignede”. WOW … og på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg også ville male sådan. Jeg ville male abstrakte malerier.

Jeg begyndte med det figurative maleri og udviklede mit billedsprog frem mod det, der blev min måde at male abstrakte malerier på, det der senere blev til min arbejdsmetode eller maleproces.  

Jeg bruger mange, mange timer på at male et billede, og det ender meget ofte et helt andet sted, end det jeg egentlig startede med at male hen imod. Det betyder ikke, at det bliver tilfældigt, men at processen er en slags dialog mellem mig og billedet.

Kandinsky – det abstrakte maleris fader – og alle de andre

Selv om Kandinsky havde været død i 8 år, da jeg blev født, er han et af mine helt store idoler. Han måtte virkelig kæmpe for sine abstrakte malerier. Jeg føler en stor respekt over for ham og hans arbejde eller måske snarere en slags taknemmelighed.

Hans måde at male på og de abstrakte malerier, der kom ud af det, har været en forudsætning for min nuværende karriere som billedkunstner. Det har været en stor inspiration for mig at se ind i, hvordan han arbejdede med abstraktionen, og hvordan han i flere omgange kom frem til sine kompositioner og udviklede de abstrakte malerier over flere år.

Det er bl.a. Theo van Doesburg og Piet Mondrian, som ud fra andre forudsætninger og intentioner næsten samtidig malede deres udgave af de abstrakte malerier. Man siger, at succeser har mange fædre, og det gælder også for de abstrakte malerier.

Man elskede og hadede, og ofte forstod man ikke helt de abstrakte malerier. Alligevel er det selve ideen bag de abstrakte malerier, der i starten af 1900-tallet skaber billedkunstnerens muligheder for at arbejde meget frit med stemninger og følelser. Igen lidt på samme måde som musikken gør det. Men man taler fx ikke om “abstrakt musik” eller “naturtro eller realistisk musik”. Musikkens udtryk er i sin natur “abstrakt”. Det er vi vant til og siger fx ikke “ja, men det ligner jo slet ikke”. Musik er musik, og på samme måde er de abstrakte malerier abstrakte.

I min uddannelse som arkitekt på Kunstakademiet fik jeg en grundlæggende uddannelse i tegning og de forskellige discipliner indenfor maleriet. Jeg malede både de figurative eller naturtro og de abstrakte malerier. Jeg blev introduceret for mange teknikker og arbejdsmetoder, som jeg bygger videre på i dag. Især har det at arbejde med at konkretisere en ide været helt grundlæggende for mig … og de abstrakte malerier udtrykker vel om noget ideer.

Henrik Skorá
HAVNEN

Henrik Skorá
LYDEN AF ET KYS

Henrik Skorá
THREE HAND BOOGIE

Selv om jeg maler de abstrakte malerier og ikke de figurative, er de ikke tilfældige. Tingene hænger sammen. Når jeg fx siger, at jeg maler lyden ind i billedet, så er lyden en af forudsætningerne for, at lige det bestemte maleri fik lige det udtryk. Lydbilledet – i sig selv en abstraktion – fortolker og synliggør jeg i mit maleri sammen med alt det andet.

Måske er det dybest set meget individuelt og slet ikke så vigtigt, hvad farve et kys nu har. Men jeg bruger det til at male billedet. Det bliver et “stativ”, et udgangspunkt at hænge billedet op på, som ikke er konkret, men absolut heller ikke tilfældigt. 

At male et abstrakt maleri uden direkte reference til virkeligheden, som vi kender den, er en spændende udfordring, hvor en  del af udfordringen netop er at skabe den reference, og få maleriet til at “pege” ind i den virkelige verden. 

Så mine abstrakte malerier er derfor skabt fx helt stille, larmende, blæsende, varme, kolde, sultne, nysgerrige, forelskede eller noget helt andet. Den, der ser på billedet, behøver ikke at få de samme associationer, som jeg har haft, mens jeg malede, for man skal helst skabe sin egen oplevelse. Det er sådan, det må være.

Så tak til Kandinsky, van Doesburg, Mondrian, de Kooning, Picasso og alle de andre, der har kæmpet og stadig kæmper for at ændre grænserne for, hvad der kan males. De burde have fået Nobelprisen for deres indsats for de abstrakte malerier. De har givet en gave til alle, der beskæftiger sig med kunst på den ene eller den anden måde … og det gør vi vel næsten alle sammen.

Komposition i malerier

Ideer til malerier kommer, når man skal bruge dem

Jeg bliver nogle gange spurgt om, hvor mine ideer til malerier kommer fra. Hvad det er, der inspirerer mig? 

Jeg oplever min proces på den måde, at ideer er noget, der opstår, når jeg har brug for dem. Der er noget, der ikke er, som jeg gerne vil have det. Jeg tænker så på, hvad jeg kan ændre, for at få det, jeg gerne vil have, og så kommer der en ide til det. Jeg tænker ikke specielt på, at nu skal jeg have en ide, men der sker noget, når jeg går igang, når jeg stiller mig foran lærredet, eller gør andre ting – hvad som helst – i min hverdag.

Nogle gange kommer ideerne let til mig, og andre gang er det sværere. Jeg har så nogle “ide-brønde”, som jeg kan gå til, når det kniber for mig. 

Musikken er en stor inspirationskilde, både den jeg lytter til, når jeg maler, og den jeg selv spiller, når jeg holder pause. Musikken giver mig undertiden en oplevelse af abstrakte mønstre og i en vis udstrækning også af farver og former, og når jeg arbejder, veksler jeg gerne mellem maleriet og klaveret. Det er ikke sådan, at det så vælter frem med ideer til malerier, men det giver mig en friskhed i hovedet et nyt udgangspunkt til at fortsætte. 

Naturen er en anden kæmpe stor kilde til inspiration. Man kan finde endeløst mange former og mønstre i en bunke kvas, hvis man kikker efter dem. Jeg tager ofte et foto som en slags notat for bedre at kunne huske, hvad jeg har set. Læs mere om naturen som inspirationskilde her.

Ideerne kan nogle gange fortsætter  med at melde sig helt op til, at maleriet er færdigt og hænger på væggen for at blive solgt. (Se mine malerier til salg her).

Arbejdet med inspiration

Som sagt er det  mest musikken og naturen, der kan sætte mig igang, men når det er sagt, er menneskene en fantastisk inspirationskilde: Det de gør ved hinanden, ved naturen, ved samfundet osv. Eller det kan være den måde, de står på, når de taler sammen, når de danser, når de spiller musik osv. … og så undertiden det, de slet ikke gør. Jeg har en evne til at leve mig ind i andre menneskers personlighed, deres følelser, meninger og baggrund. I det mindste, tror jeg, at jeg har en sådan evne. Måske kan jeg i virkeligheden ikke leve mig ind i noget som helst, og det jeg tror menneskene tænker og føler er helt forkert, men det er sådan set lige meget. Jeg skal bare tro, at jeg kan og gøre det, og så kan det  genererer en masse ideer til malerier.

Ideer til malerier er i sig selv ingenting

En ide får først værdi, når den bearbejdes, afdækkes eller graves frem. Den udvikles ved, at man  kombinerer den med andre ideer og ikke mindst hårdt arbejde. Jeg tror, det er derfor mine maleri ideer oftest kommer, lige når jeg har mulighed for at gøre noget ved dem. I sig selv er en ide ingenting. Man kan få en million fantastiske ideer til malerier, men hvis ikke, man gør noget ved dem, visner de, forsvinder og byder sig måske til hos en anden kunstner. Så er det lige meget, hvor gode og originale de er. Det, at man får en ide om at prøve et eller andet, betyder først noget, når ideen kommer ud af penslen og ud på lærredet som streger eller farveflader, og som regel er det også først her, man kan se, om det er en god eller dårlig ide.

Min proces med ideer til malerier ender selvfølgelig ikke altid godt. Nogle gange kikser jeg et maleri, og det bliver noget skidt. Ideerne var gode, processen var god, jeg arbejdede hårdt, og alligevel endte processen ikke med et godt maleri: fiasko, deprimerende, øv … men jeg er jo ikke en maskine. Sådan er det undertiden, men hvis jeg følger processen, så ender det faktisk ret ofte godt. Det kan også være, at jeg tror, jeg er færdig, men i virkeligheden er jeg stadig midt i processen.

Jeg stoler meget på min arbejdsproces, den fører mig igennem, når et maleri undervejs ikke ser ud til at ville lykkes. Jeg ser sådan på det, at de malerier, der ikke lykkes, er en del af den “store proces” omkring min udvikling. Der er derfor en lys side af fiaskoen, når det ikke lykkes. Den modstand, maleriet giver mig, er med til at skabe udvikling. Det er her jeg kommer på tæerne, stiller spørgsmål til det, jeg foretager mig, og det er godt. Du kan læse et indlæg om modstand her.

Min morale her er: Man skal blive ved med at gøre det, man tror, er det rigtige, så bringer kombinationen af troen og arbejdet mig i mål med et eller andet. Nogle gange viser det sig bagefter, at det, jeg troede på, var forkert. Så må jeg ændre på det, og når jeg  gør det, så  bliver jeg dygtigere. Så kommer de gode malerier før eller senere. Stol på det. Modstand, nederlag, og det jeg må sortere fra, er en vanskelig og undertiden smertefuld del af processen, men uden nederlag ingen sejre.

Ideerne kan ikke styres

Mine ideer giver mig forståelse af noget, jeg egentlig godt vidste. De kommer ikke til mig udefra, de er der i forvejen. De ligger og venter og springer så pludselig frem med afsæt i et eller andet, man har set, hørt eller tænkt på . Det kan være et træ, jeg har set, nogle sten eller et fodspor i sandet. Det er ikke altid, jeg ved, hvad det er, der giver ideen, men altid, at den kommer fra en oplevelse af en slags. Jeg passer på ikke at styre denne proces mere end højst nødvendigt. Jo mere jeg styrer, jo færre ideer til malerier, kommer der. Hvis jeg vil kontrollere en ide, så den udvikler sig på en bestemt måde, er det som om, mit idecenter oppe i øverste etage siger til mig: ”OK, hvis du selv vil bestemme det hele, så må du også klare den selv”, og så lukker de for leverancen. Katastrofe!

Så det kan sammenlignes med en dans på line. Jeg skal ikke tænke for meget på, hvor jeg sætter fødderne, mere at jeg skal over på den anden side. Jeg kan dog godt gå og ”male” lidt på en ide, mens den stadig er inde i hovedet. Uden at styre den kan jeg skubbe den lidt rundt, udvikle den eller rette den til, så den passer til det, jeg skal bruge den til.

Jeg behandler som sagt  mine ideer til malerier ret forsigtigt, for når ideen er kommet til mig i en bestemt form, er der jo en grund til det. Forsigtigheden eller respekten for ideen gør, at jeg får de fleste af dem, præcis når jeg skal bruge dem. Kommer en ide, mens jeg er i gang med at arbejde på en anden, må jeg vælge: enten springe til den nye ide eller blive ved den, jeg var igang med. Måske må jeg ændre noget af det, jeg lige har lavet for at få noget bedre. Jeg kan også lade den nye ide visne, for alle ideer er jo ikke lige gode … men pas lidt på med det. Tag et notat eller en lav en skitse.

Maleprocessen har ikke nogen fortryd-knap

En meget vigtig del af processen er at have modet til at satse, på det, man tror, er vinder-ideer. For der er ikke nogen ”fortryd-knap”. Det, jeg maler over, er væk. Jeg kan ikke bare sige fortryd, fortryd, fortryd … og så komme tilbage til der, hvor jeg begyndte at ødelægge noget, der måske fungerede godt. Man skal turde ofre noget for at vinde noget. Nogen siger ”Kill your darlings” for at få noget bedre. Hvis ikke man tør det, bliver man aldrig bedre.

Mine ideer til malerier starter derfor ofte med, at jeg har oplevet et eller andet. Jeg sætter så en forsigtig skitse af en ide løst af på lærredet og begynder at arbejde, mens jeg venter på, at ideerne skal komme til mig. Jeg bevæger mig fra ide til ide gennem forskellige faser i billedet, mens maleriet bygger sig op på lærredet. Den tråd af ideer, der flyder gennem mit hoved og ud af hånden, ender med at give maleriet en slags ”egen vilje”. Det er som om, et maleri selv ”vil” noget, og det retter jeg mig næsten altid efter. Sådan er det, indtil mine ideer ikke længere udvikler maleriet.

Hvornår er et billede færdigt?

Et andet meget stillet spørgsmål er: Hvornår er et maleri færdigt? Mine malerier er færdige, når maleriet og jeg ikke har mere at sige til hinanden … alt er sagt … nu kigger vi bare hinanden i øjnene.

Inspiration og kreativitet er begge begreber, der hænger sammen med ide-processen. Det er bare en anden måde at se det på. Inspiration er en ting og kreativitet noget andet, men begge er de fuldstændig sammenvævet med vores måde at leve på. Man kan ikke forestille sig et liv uden ideer, inspiration eller kreativitet, men vi oplever dem meget forskelligt. Derfor er der også forskel på, hvordan man anvender disse færdigheder, hvis man fx skal kokkerere et måltid mad, samle en reol fra IKEA, bygge et hus eller søger efter ideer til malerier, så man kan få malet nogle billeder.

Det har jeg faktisk et helt foredrag om, som hedder ”Inspiration og kreativitet”.

Tidens farver

I min barndom var der nogle farver, man godt kunne lide, og så var der andre, man bestemt ikke kunne lide. Det var lidt på samme måde, som at man ikke både kunne være fan af Rolling Stones og Beatles. I dag er det anderledes. Jeg er glad for både Stones og Beatles … og alle farver, og jeg forsøger at bruge dem alle sammen i mine malerier. Ikke dem alle sammen i et og samme maleri, men jeg forsøger at sammensætte grupper af farver, som klæder hinanden og passer til det udtryk, jeg gerne vil give mine malerier. Endelig forsøger jeg hele tiden at gøre noget andet, end jeg plejer, bruge nye farver eller farvekombinationer og søger nye udtryk til mit maleri. Det ligger ikke alene i farverne, men de er uden sammenligning mit væsentligste udtryksmiddel.

Tiderne skifter

Når jeg ser, hvordan farver blev brugt tidligere, og hvordan det er idag, er der meget stor forskel. Ikke mindst på mængden. Vores tid er mere farverig end nogensinde. Der er forsket meget i det psykologiske omkring, hvordan vi opfatter farver. Man ved i dag mere om, hvordan farver mentalt virker på os, end vi vidste for bare 10 år siden. Den viden anvendes benhårdt af de mange, der gerne vil have os til det ene eller andet. Vi har i mange år lavet revolutioner med den røde farve, sagt “se her” med en bestemt gul farve og slappet af i grønne omgivelser. Det kan også betyde alverden for salget af en bestemt dims, hvilke farver den har. Blå mad fx er der ikke så stor rift om.

Det er dog ikke en eksakt videnskab, og det udvikler sig hele tiden. Det er derfor helt sikkert, at de farver, vi synes godt om lige nu fx i tøjmoden, ikke er de samme om få år.

Samtidig er det sådan, at de farver, vi hver især foretrækker, er forskellige fra person til person, også selv om vi i stor udstrækning præges ens af de strømninger og tidsmæssige valg af farver, der er i mode og design. Jeg har malerier til salg, og jeg vil gerne sælge malerierne til nogle, der forhåbentlig bliver glade for at have dem hængende i deres stuer. Alligevel må jeg finde ind til noget,  jeg selv tror er de rigtige farver. Det virker ikke for mig, hvis jeg skal stå og tænke på hvilke farver, der nu passer her eller der, hvikle farver mine kunder over en bred front nu foretrækker eller om farveteorien siger det ene eller der andet.

Jeg husker, hvordan jeg i mit første hjem havde mange brune farver: nougat-brun, palisanderbrun, umbra, beige, æggeskal og andre brune nuancer. Sådan skulle det være dengang. Jeg ser med “farve-rædsel” på de fotografier, der er taget dengang, hvor orange også var også et must i det unge hjem. I dag er de hvide vægge tilbage igen, igen. Det er dejligt, synes jeg, ikke mindst fordi det gør det nemmere at placere et maleri på en væg.

På trods af at individuelle præferencer og følelser er bestemmende for, hvilke farver vi foretrækker, er det muligt at arbejde ret præcist med farver. Når vi vælger farver tager vi udgangspunkt i vores følelser, og omvendt vil de farver, vi ser, vække følelser eller stemninger i os.

Der er tusindvis af farver, og man behøver jo ikke bruge den alle sammen i et maleri. Jeg stræber efter den enkle, men udtryksfulde farvepalet.

Brug af farver udgør et ubevidst sprog

Fordi øjnene tiltrækkes af farver med lys og høj kontrast, vil vores øjne først søge derhen, hvor kontrasten er størst. Det gør det i en vis udstrækning muligt at styre, hvordan beskuerens blik vandrer over et lærred. Det sker fx ved at bruge farver i kontrast til hinanden (kontrastfarver). Selvom kontraster ikke kun hænger sammen med farver, så er farver et visuelt sprog, som folk ser og opfatter, uden de tænker nærmere over det.

Det er i det ubevidste, at vi opfatter farverne og danner vores indtryk af dem. Derfor kan de bruges til at skabe fokus. Det er næsten det samme som at råbe, at dette her er værd at se på. Vores hjerne forsøger konstant at finde en mening med det, den præsenteres for. Det er et konstant bombardement af uendeligt mange indtryk, og for at klare det må hjernen sortere en masse fra. Alt er ikke lige vigtigt, og den går efter det væsentlige, resten forsvinder. Hjernen har over mange år lært sig, at den skal finde det vigtige der, hvor kontrasten er størst. Vi gør det ikke bevidst, og vi kan fx ikke beslutte os for, at vi ikke vil lade os påvirke af farverne i et bestemt billede … det sker bare, hvis vi altså ser på billedet.

Der findes ikke grimme farver

Ingen farver er efter min mening hverken smukke eller grimme. Man kan selvfølgelig sige, at nogle farver ikke passer så godt sammen med andre. Alligevel er der farver, som jeg elsker at arbejde med, fordi “de gør, som jeg siger”. De passer sammen med det, jeg gerne vil i mine billeder. Fx er jeg meget begejstret for farven Indigo (Schmincke PRIMAcryl Indigo Fluid), som jeg anvender i mange af mine billeder.

Farver og det, der sker, når de sættes sammen på forskellig vis, er årsagen til, at jeg begyndte at male. Det er en evigt fascinerende proces for mig, og mine malerier er tunge af farver. Det er ikke det pæne, jeg går efter, men det, der virker. Et maleri skal have noget at sige om et eller andet, det store eller det små, og farverne er en del af det sprog, jeg bruger.

I maleriet MIT TRÆ nedenfor her på siden er de blå og blålige nuancer sat sammen med de brunlige. Min tanke er, at de skal spille sammen om at skabe en lidt kølig og højtidelig stemning af det lys, der kan ligge i skoven en tidlig morgen. Det er en oplevelse, jeg har haft mange gange og gerne vil give videre med farver og former. Jeg vil med andre ord gerne fortælle noget med de farver, der er en del af maleriet. Måske får andre en anden oplevelse ud af mit billede, og det må de gerne. Der er ikke facitlister til mine billeder, og oplevelsen er ens egen.

Jeg har i øvrigt et foredrag, der handler om farver, hvordan vi oplever dem forskelligt til forskellige tider, hvordan vi kan bruge dem, og hvordan vi påvirkes af dem i forskellige situationer. Foredraget hedder “Farverne i vores liv og livet i farverne”. Læs mere om foredraget her.

… om at holde en pause 

Tanker om at male
Maleproces

Jeg har stort udbytte af i kortere tidsrum absolut ikke at foretage mig noget som helst … egentlig bare sidde og glo.

Pause – Ikke at male

Så for mig er pausen blevet en nødvendig del af maleprocessen. Det, som jeg udfylder mine pauser med, kan være mange forskellige ting. Nogle gange foretager jeg mig absolut ingenting. Selv om det lyder som om det nok skulle være til at finde ud af, så er det måske ikke så let alligevel. Jeg tømmer hovedet og sidder nærmest bare og glor. Jeg tror, det er det, mine børn kalder “at stene”, men det er vel en form for meditation. Andre gange går jeg rundt og ser lidt på billedet, jeg er i gang med. Jeg hænger det måske op i min stue, så jeg ser det et andet sted end på staffeliet … laver te og ser igen osv.

Andre gang skal jeg helt væk. Jeg spiser, løber en tur, læser, ser TV, sover … alt muligt andet end at male. Løbeturen er (selv om den er ret tidskrævende) meget velegnet som pause og mental nulstilling. Der sker noget i hovedet, når man løber. Det er ikke noget, jeg ved voldsomt meget om, men rent kemisk sker der ændringer i kroppen, mens man løber, og det påvirker hjernen … i det mindste virker det positivt på min hjerne. Man lufter ud i bogstavelig forstand. Men jeg kan jo hverken løbe eller spise så ofte, jeg holder pause. Derfor er musikken blevet min foretrukne pauseaktivitet.  Musik har bl.a. den fordel, at man hverken bliver træt i benene eller fed af den.

Musik – når man lytter

Det at male passer godt sammen med at lytte til musik, og jeg synes bedst om at male til jazz eller klassisk musik. Det kan man sagtens, for når man lytter, foregår det andre steder i hjernen, end de steder man bruger til at male med.  Jeg koncentrerer mig bedre om at male. Det ansporer mig ligefrem og er en slags “mental væg”, jeg kan læne mig tilbage i. Det er i en vis udstrækning styrbart på den måde, at Miles Davis fører mig andre steder med mit maleri, end fx Beethoven gør det. I sig selv giver musikken mig en oplevelse, og ud over det kan den påvirke andre oplevelser, som jeg kan bruge til at male på. Den skaber følelsesmæssige indtryk. Den skaber stemning og eftertanke og gør i det hele taget meget af det, jeg faktisk gerne selv vil fremkalde hos andre ved at male mine billeder.

Musikken er også god at høre i pauserne. Det er lidt anderledes, end når man maler til den, men det er rart, og man kan lytte mere opmærksomt og opleve den på en anden måde.

Musik – når man selv spiller

Men mest markant indvirker musikken på min hjerne, når jeg selv spiller. Der er nemlig meget stor forskel på at lytte til musik og selv at frembringe den. Når jeg spiller klaver, fylder musikken mit hoved ud … væg til væg. Jeg kan kun det. Jeg kan fx ikke samtidig tænke på at male. Jeg kan ikke engang koncentrere mig om at se på et maleri. Jeg kan heller ikke læse eller føre en samtale.

Jeg kan godt spille sammen med andre og sanse den særlige form for fællesskab, der er, når et orkester ”swinger”. Men min hjerne rummer stadig kun musikken. Det er dog på en underlig ubevidst måde, for meget af det jeg spiller, tænker jeg ikke så meget over. Det kommer bare ud ad fingrene. Det kan muligvis høres på den musik, jeg spiller … men mit hoved har gang i noget, som jeg ikke er helt bevidst om.

Når jeg rejser mig igen fra klaveret, kan jeg ofte umiddelbart starte igen. Forhindringerne er væk. Derfor er det så vigtigt for mig med klaveret i atelieret. Det får det hele til at “spille” lidt bedre.

Når man spille selv, bruger man sin hjerne – faktisk mange dele af den – på en anden måde, end når man maler. Derfor er det godt at spille i sine pauser.

At male akrylmalerier giver mig mange muligheder

Derfor foretrækker jeg at male akrylmalerier

Akrylmalerier var, når sandheden skal frem,  ikke mit første valg, for hvis det skulle være “rigtigt”, skulle man male med olie.

I det hele taget startede jeg for år tilbage med at male akvarel, og det gør jeg sådan set stadigvæk. Det er noget helt andet, men mit maleri på lærred startede med oliefarver. Det var jo det, Eckersberg, Købke, Van Gogh, Kandinsky, Picasso og alle mine andre helte havde gjort. Men efter en periode skiftede jeg malingen og begyndte at male akrylmalerier.

Det var der flere grunde til. Først og fremmest har akryl en kort tørretid, så arbejdsprocessen er væsentlig hurtigere, end når man maler med olie. Man er også hurtig igang. Fx bruger man som udgangspunkt vand direkte fra hanen, dvs. ingen besvær med forskellig malemiddel, terpentin osv. Har man vand, maling, pensel og et lærred, kan man male der ud af uden at tænke på, om man maler “fedt på magert”, for nu at sige det på den måde. Akrylmalerier er altså enklere og hurtigere at gå til, og sådan som jeg maler, passer akrylen  bedre til en abstrakt maleri teknik.

En anden ikke helt uvæsentlig ting er, at hele huset nu ikke længere lugter af oliemaling, hvilket min kone sætter stor pris på. Egentlig synes jeg, at lugten af oliemaling er lidt “hyggelig” sådan lidt harpiksagtig. Men i dag bliver jeg  ikke længere “bims” i hovedet, og jeg døjer ikke mere med hovedpine efter lange arbejdsdage. Det er de vigtigste grunde til, at det i dag er akrylmalerier, jeg først og fremmest arbejder med.

Det, at arbejdsprocessen er hurtigere, passer godt til min måde at arbejde på. Jeg var i starten godt tilfreds med de muligheder, som olien gav mig … især den lange tørretid. Malingen var våd meget længe, så jeg i timevis kunne arbejde med bløde overgange osv.

Med olie er der reelt er der ikke tale om tørring, men om en kemisk reaktion mellem olien og luftens ilt. Den ”hærder” simpelthen, og den proces er meget langsommere, end når vand fordamper, så det opleves, som om oliemalingen ”tørrer” meget langsomt. Det værste er, at det lugter, og hvis man samtidig blander fx terpentin i farven for at tynde den, så lugter det endnu mere. Det fik jeg hovedpine af, og det afgjorde sagen. Alligevel, hvis der er noget jeg savnerefter mit skift til akrylfarverne, så er det oliens lange tørretid, hvor jeg bogstavelig talt i dagevis kunne stå og arbejde med fine overgange tørre overflødig maling væk osv.  Akrylfarven fanger hurtigere lærredet, selv om man i nogen udstrækning kan forlænge akrylmalingens tørretid, ved at  blande den med malemidlet: Retarder eller mit favorit malemiddel: Acrylic Glazin Liquid fra Golden (som er mere end en retarder), kan man få op imod den dobbelte tørretid. Men det er ikke det samme som olie. Der er også kommet akrylfarver fx Golden’s Open serie, som har længere tørretid.

Konklusionen er nok, at hvis det er altafgørende for en, at have meget lang tid, hvor farven er “åben”, så er det oliemaling, man skal vælge. Man må så leve med lugten eller evt. male i det fri – en plein air – som Impressionisterne gjorde … men lang tid var det var ikke afgørende for mig tvært imod.

Akrylmaling er vandbaseret. Det vil derfor tørre relativt hurtigt ved fordampning, og det egner sig godt til de mange lag eller som her til vådt i vådt teknikker

Akrylmalerier er på den anden side fuldstændig lugtfri. Akrylen hærder godt nok også, men afgiver mest vand, når den tørrer, og i det hele taget er teknikken, når man maler med akryl, lidt anderledes og mere “lige ud ad landevejen”. Det synes jeg i det mindste. Jeg ved det ikke, men tror egentlig ikke, at det er sundere at male akrylmalerier. Det afgiver sikkert også stoffer der ikke er så sunde, men jeg får ikke ondt i hovedet … og det er det, der afgør sagen, og så husker jeg at lufte ud i pauserne.

Når man maler akrylmalerier, oplever man at de tørrer som lyn og torden igen i forhold til tilsvarende olie arbejder … især om sommeren går det hurtigt. Det giver en hurtig arbejdsproces, som jeg er kommet til at elske. Akrylen svinder også lidt i tykkelsen og tørrer ret fladt op (hvor en ”olieklat” på lærredet beholder sin form, når den “tørrer”), pigmenterne er sådan set de sammen, men de dækker lidt forskelligt i olie og akryl, og akrylmalerier står – uden efterbehandling – ofte matte, når de er tørre. Det kan jeg også godt lide.

Akrylmaling bliver lidt mørkere når de tørrer

En anden forskel mellem olie- og akrylmalerier er, at mens man arbejder med den våde akryl, virker farverne lidt lysere end når de er tørret op. Det er noget, man vænner sig til når man arbejder med det, og det er fordi, akrylmassen, som er den substans, pigmenterne er rørt op i,  i våd form er hvid eller mælkefarvet, og det lysner farven. Når den er tør, bliver akrylen glasklar, så man kun ser pigmentet. Akrylmalerier er i modsætning til olien også helt fri af linolie, som gulner med tiden.

Malemidler

Malemidler findes både til olie og akryl i et hav af forskellige udgaver. Alle sammen kan de blandes i farverne, og så ændrer det på både oliens og akrylens medfødte egenskaber. Hvis man anvender disse malemidler, når man maler, kan man få akrylmalerier til at opføre sig lidt, som om de var oliemalerier med lang tørretid og omvendt med olie med kort hærdning, men uanset hvad man blander i, opfører olie- og akrylmalerier sig ret forskelligt.

Farveglans i akrylmalerier

Akrylbinderen kan generelt bære en anelse mindre pigment end olie. Det kan man ikke lave om på. Derved er der teoretisk set lidt mere knald på oliefarverne. Men, igen efter min mening, er der tale om ret små nuanceforskelle, og hvis man arbejder rigtigt med det, har akrylmaleriet samme potentiale i farvepragt som olie. Man kan også blande specielle malemidler i eller efterfølgende lakere sine akrylmalerier, så de bliver mere eller mindre blanke og på den måde trække det kulørte frem, hvis man vil det.

Så efter en kort tilvænningsfase faldt jeg fuldstændig for arbejdsmetoden med akrylmalerier. Jeg kom til at elske den korte tørretid, for nu kunne jeg male så mange tynde lag, jeg ville, og have billedet færdigt, inden jeg skulle på pension.

Selv om oliemalerier historisk set har været kunstnernes foretrukne valg, er det mit gæt, at akrylmalerier bliver det i fremtiden. Allerede i dag maler rigtig mange med akryl, og jeg forstår da også, at der sælges langt flere farver og materialer til akrylmalerier også til os, der ikke udelukkende maler for sjov. Forholdet er 80/20 forstår jeg.

Vi får se … men jeg maler akrylmalerier.

Atelieret skal være klar til mig. Penslerne, farverne og alle de praktiske ting skal være klar, så man ikke skal bruge tiden på at gøre rent og rydde op. Det er totalt ødelæggende for den kreative proces. Se mit indlæg om hvordan et atelier kan indrettes.

Den kreative proces forløber meget forskelligt. Nogle gange er processen fuldstændig lige ud ad landevejen og uden hverken problemer eller modstand. Når det sker, kan jeg male et billede færdigt i et langt sug. Det er dejligt, når det sker en gang imellem. Det mest almindelige er dog, at jeg på et tidspunkt løber ind i problemer. Det er billedet, der giver mig modstand. Det frustrerede mig meget i starten. Jeg følte at den kreative proces gik i stå. I dag er jeg klar over, at det først er der, den rigtig går igang.

Dengang jeg underviste, mødte jeg ofte elever, der stoppede, når det begyndte at blive lidt svært. De første penselstrøg på det hvide lærred er ret ufarlige at sætte. Efterhånden kommer der flere og flere, og billedet begynder at tage form. Så bliver det sværere, og når man begynder at skulle fjerne noget, male over og ofre noget, man egentlig er ret godt tilfreds med, så kan det blive svært. Her er det så, at mange stopper, men det er her, hvor  den kreative proces først rigtig går i gang.

Bevares, hvis man har en hobby, forstår jeg godt, at så skal det være hyggeligt, og hvis det er så pokkers svært og frustrerende, hvorfor så bakse med det? Det er måske netop det, man prøver at holde fri fra. Men det er rigtig ærgerligt. Det er her, når man står midt i problemerne, om hvad man skal gøre med et billede, at man kan flytte sig en lille smule, komme videre, blive bedre, lære noget. For det er først, når man arbejder med billedets modstand, at der sker noget i den kreative proces.

Min situation er lidt anderledes. Maleriet er min levevej. Det bliver det ikke mindre frustrerende af, men jeg er nødt til at fortsætte, også når det er rigtig svært.  Den kreative proces, som jeg arbejder med og hele tiden udvikler, skal helst ende i et færdigt billede.

I sidste ende skal jeg kunne sælge det færdige billede, men det skal jeg ikke bekymre mig om, mens jeg står og maler det. Det er min oplevelse at det virker som gift på den kreative proces, hvis jeg først begynder at tænke på, hvad der kan sælge … så dør processen helt for mig. 

Her kan du se mine færdige malerier til slag

Det er ofte let at starte på et billede. Det er, når lærredet fyldes op, at det kan blive svært. Så skal man fortsætte og stole på, at den kreative proces, man har udviklet eller er i gang med at udvikle, vil føre en igennem til det færdige billede

Den kreative proces næres af modstand og problemer

Det er dejligt at køre ned ad bakke, men man bliver ikke stærkere af det. Derfor er det min mening , at den kreative proces fuldstændig afhænger af, at man hele tiden formår at udfordrer sig selv, at gøre det sværere og hele tiden flytter sine mål længere væk. Hvis den kreative proces går hen og en fast måde at gøre tingene på, ender den med ikke at være særlig kreativ. For så maler man i princippet det samme billede igen og igen, og det bliver hurtigt kedeligt … meget kedeligt, også for andre at se på.

 Hvad er det, man vil?

 Jeg mener, at det med at male et billede, kan sammenlignes med at rejse sig i en forsamling for at sige et eller andet. Man er nødt til nogenlunde at vide, hvad man vil sige, inden man rejser sig. Man må have en ide, og har man det, kan man føle sig fri under talen og måske improvisere lidt. Det er lidt på samme måde, når man maler. Den modstand, billedet giver, skyldes, at man ikke helt er klar over, hvad det er, man vil med billedet. Fordelen ved maleriet i forhold til talen er, at man er alene med billedet og kan bruge masser af tid i den kreative proces til at finde ud af, hvad det er man vil sige.

Se mit blog-indlæg om, hvordan man kan arbejde med ideer til malerier.

Hvorfor vil man det?

Når jeg stiller mig foran lærredet, har jeg et eller andet, jeg vil ud med. Jeg ”vil noget” med det billede, som jeg lige om lidt skal i gang med. Måske ved jeg ikke helt præcist, hvad det er, men jeg ved, at det kommer jeg til … for ideer kommer, når man skal bruge dem.

 Det er lidt privat, det der med at male

 Jeg er som regel alene, når jeg maler. Det er ikke, fordi jeg insisterer på ensomhed, men sådan er det. På en måde er det også lidt privat, det der med at male, og derfor har jeg det rigtig godt med, at det kun er mig, der er til stede, når jeg gør det. Ene, men stærk. Inden jeg så står der foran det hvide lærred, ligger en ikke særlig målrettet proces. Jeg har været ude i verden og oplevet alt muligt, været nysgerrig, åben og følsom, været sammen med andre mennesker, talt, hørt, set. Den kreative proces tager udgangspunkt i de indtryk, jeg har suget til mig. Men må have mange indtryk før man kan skabe et udtryk. Så har jeg tænkt mig om … ordnet indtrykkene, og der er så måske noget, som jeg vil byde ind med, vise til andre og sige: ”Se lige engang”. Det kan være alt muligt, og det kan dreje sig om meget store ting, følelser, verdenskriser, kærlighed og død … men det kan også være i det helt små, fx en smuk træstub i skoven, en god kop kaffe, en fugl eller et rådyr, der står på marken, en fuglerede … osv.

Modstanden viser sig i forskellige faser

Så begynder jeg at male fx en fugl. Det er lige meget, om det ligner, men der er noget ved den fugl, der skal fortælles … hvad det er, finder jeg ud af, mens jeg maler. Jeg starter med at sætte nogle streger eller farver på lærredet, og maleriet spiller mig nogle muligheder tilbage, viser mig veje, som jeg kan fortsætte billedet med. De muligheder, jeg kan lide, tager jeg, resten lader jeg ligge. I den kreative proces oplever jeg næsten altid modstand. Jeg holder mange pauser, hvor jeg spiller lidt  på mit klaver. Når jeg starter igen, begynder jeg fra et nyt sted. Måske  gør jeg noget godt, måske noget ikke så godt … en forkert vej, billedet vil noget andet, end jeg vil, et eller andet fungerer ikke så godt.

Modstanden viser sig i forskellige faser, og man overvinder den ved ikke at give op, men utrætteligt at spille tilbage, prøve sig frem med erfaring, dristighed og forhandling … indtil det frydefulde øjeblik, hvor jeg ser helt klart, alle brikkerne begynder at falde på plads, og alle farvefladerne spiller sammen i et hele. Nu ved jeg, hvad det var ved den fugl, som skulle fortælles.

Når man så kommer ud på den anden side, har man gennem sin kreative proces flyttet sig en lille smule … og det er også det, det drejer sig om: Man skal male sine egne billeder, gerne inspireres af andre, men billederne, motiverne skal i sidste ende være ens egne  … og man skal udvikle sin kreative proces … og vokse.