Inspiration

Ideer, temaer og parafraser

Jeg arbejder stort set hver dag med min inspiration. En del af inspirationen opstår ud af det, jeg maler, og det sker så nogle gange, at jeg kan komme lidt i tvivl om, hvad det egentlig er, jeg gerne vil male.

Der er jo fuldstændig frit slag. Jeg følger inspirationen. Hvis jeg vil male træer, så gør jeg det, hvis det er vand eller hav, der presser sig på, så maler jeg det. Undertiden generer det mig, at det egentlig er ligegyldigt, om jeg maler det ene eller det andet. Det vigtige er selvfølgelig, at jeg maler. Men helt så ligegyldigt er det jo heller ikke, eller det synes jeg i det mindste ikke, at det bør være.

Derfor er det en gave, når nogen kommer med en retning, fx i form af et tema. Jeg har senest arbejdet med et tema i gruppen Det blå Tårn. Det er en gruppe baseret og inspireret af den svenske forfatter Strindbergs værker. Temaet var Inferno, som er titlen på den selvbiografiske roman, Strindberg skrev i 1897, mens han boede i Paris.

Romanen er på mange måder ikke helt almindelig, og det samme kunne man sige om Strindberg selv. Han var en person med mange udfordringer fuldstændig som romanens hovedperson. Hvor tæt personen er på ham selv, ved jeg ikke , men romanfiguren er sindsforvirret og lider af forfølgelsesvanvid. Jeg malede 8 billeder, alle malet med inspiration direkte fra bogens scener.

Det virker nogle gange lidt banalt, når man forklarer sin proces og inspiration frem mod det færdige billede. Lidt af magien forsvinder. Det er ligesom, når man forklarer en tryllekunst, man ødelægger oplevelsen af ”værket”. Men nu gør jeg det altså alligevel. Jeg vil her beskrive to af dem.

Strindberg ville noget Han havde opdaget en sandhed, som han gik mere eller mindre målrettet efter. Han gik i bogstaveligste forstand efter guldet. Han var alkymist og var helt sikker på, at han kunne fremstille guld af bly og havde omdannet sit hotelværelse til et lille laboratorium, hvor han arbejdede med at smelte blyet og bearbejde det på forskellig vis. Det har været rasende giftigt, og måske er hans oplevelser af andres fjendtlighed en hallucination skabt af blyforgiftning … jeg ved det ikke.

Gode råd, Tanker om at male

GENVORDIGHEDER
Henrik Skorá

ALKYMI
Henrik Skorá

Strindberg boede på et lille hotel i Paris, der hed Orfila. På et tidspunkt, mens han eksperimenterer med at finde vejen frem mod at fremstille guldet, havde han det meget dårligt og var ikke i stand til at skrive. Han oplevede, at mange kræfter arbejdede imod ham, og han var overbevist om, at nogle ville ham det ondt. 

Der var, mente han, opstillet store elektriske apparater i de to naboværelser, som strålede vandviddet ind i ham. Han var nødt til at forlade hotellet for at ”overleve”. Jeg har malet denne ret dramatiske situation i dette billede, der hedder ”Genvordigheder”. Det er naturligvis min fortolkning af de genvordigheder, romanens Strindberg oplevede, mens han sad og forsøgte at skrive. 

Jeg ser rummet for mig med den slags stribet tapet, som jeg på andre malerier (fx Degas’) kan se, at hotelværelser fra den tid havde. Jeg har forsøgt at gøre tapetet både parisisk og svensk, og gennem væggene siver kræfter ind til ham, som modarbejder og stækker hans kreativitet. Jeg kan selv ind imellem føle, at min kreativitet er stækket, men jeg tror nu ikke, at min nabo har noget med det at gøre.

Jeg er meget tilfreds med billedet, der giver min vinkel og samtidig fremstår stramt og smukt på en lidt desperat måde, synes jeg.

Billedet er kvadratisk 80×80 cm.

Det andet billede, som jeg vil beskrive her, er billedet ”Alkymi”.  Billedet er opstået mere spontant, idet jeg ikke helt fra starten vidste, hvordan det ville komme til at ende. Det er endt med en rytmisk struktur af Strindbergs mange gentagne forsøg på at ramme succesen.

Jeg ser Strindbergs kaotiske følelser som to retninger, der støder sammen midt i billedet. Der er et pres, der resulterer i en boble, der holder billedets højre og venstre del fra hinanden, men som hvert øjeblik kan briste som en sæbeboble.

Hans forsøg med kul og metal og et spirende håb står frem, mens han måske vil finde frem til det forjættede land i form af guldet, som mest ligger bagerst i billedet øverst til venstre.

Begge billeder var spændende at male og var resultatet af mit bekendtskab med Strindbergs roman Inferno. Havde jeg ikke havde læst den, havde jeg ikke malet disse billeder.

Billedet måler ligeledes 80 x 80 cm.

Parafrasen var en ny og forfriskende inspirationskilde

Henrik SKORÁ

Billedkunstner og forfatter

Jeg ser mig meget omkring og bruger meget tid på at finde inspiration til mine malerier.

Jeg går ture, læser, hører musik, spiller klaver, i det hele taget alt, hvad jeg kan finde på, der vender hjernen lidt. Det er sådan med ideerne, at jeg mener, de kommer, når man står og skal bruge dem. Det er ofte sådan, at jeg kommer til at stå med lidt for mange ideer til at kunne nå at realisere dem alle sammen. Ja, jeg skal bruge dem, og det er godt at have mange ideer, men også lidt skidt, fordi ikke alle ideer har potentialet  til at blive til noget. Noget man egentlig troede på ville ende godt, bliver bare en masse arbejde uden resultat, og det kan være meget frustrerende: Skal man være tålmodig og arbejde videre, selv om det er op ad bakke, eller skal man stoppe, skrotte det arbejde, man har lagt i et billede, male det over og gå videre med noget andet?

Undertiden kan en ide også komme helt færdig til en, og det er forfriskende anderledes.

Det skete for mig til sidste års arrangement Åbne Atelierdøre Guldborgsund. Jeg havde besøg af en dame, der havde arvet et maleri – et billede af en lille gård ved en vej tæt på havet eller en stor sø. Det var malet af en kunstner, der signerede sig som L. Dalbo. Maleriet betød på forskellig vis noget for min gæst, uden at hun dog ønskede at hænge det i sin stue. Hun kunne godt lide min stil og ville gerne kombinere den med sit arvede maleri. Det var en stor kompliment, og jeg var naturligvis meget ivrig efter at påtage mig opgaven.

Det originale L. Dalbo maleri.

HIST HVOR VEJEN …
Henrik Skorá
Parafrasen, som jeg malede over Dalbos maleri.

Det første lidt forsigtige anslag.

Jeg ville gerne have, at det originale maleri skulle kunne genkendes i min parafrase.

Efter den indledende proces sættes de detaljer på, som jeg mener er vigtige.

Jeg havde ikke prøvet det før, selv om jeg på akademiet malede efter billeder og skulpturer på Thorvaldsens Museum eller på Glyptoteket. Det var lidt kedeligt, for vi lavede kopier ikke parafraser.

Parafrasen – den frie bearbejdning af en anden kunstners værk – er noget andet. Det giver et bundet oplæg til et nyt værk. Det er hele ideen, at man skal male billedet en gang til på en måde, der tilføjer det noget nyt. Uden det nye ville værket blive en kopi.

De tre billeder her til højre er eksempler på, hvordan tre af historiens helt store stjerner, Titian, Manet og Picasso, hver har givet sin version af “Frokost i det grønne”.

Jeg tænkte, at når Manet og Picasso kunne male parafraser, så kunne Henrik Skorá også. Så jeg sagde ja til udfordringen og havde et godt og anderledes forløb, mens jeg arbejdede på maleriet. Nu var det ikke ligegyldigt, hvilken retning jeg valgte. Alt måtte tage udgangspunkt i L. Dalbos maleri.

Jeg arbejdede på maleriet i to uger. Jeg havde besluttet, at billedets oprindelige motiv skulle være det bærende element i mit billede. Det oprindelige billede skulle kunne genkendes. Selv om jeg var fristet til at arbejde på et helt abstrakt oplæg, lod jeg være.

Fra starten ville jeg fange den grundlæggende struktur og beslutte, hvad jeg ville lægge vægt på. I sig selv var det inspiration nok til at male flere malerier, og derfor var opgaven også at vælge ud, hvad der skulle med i dette billede.

Inspiration er noget, der opstår på mange måder, og jeg havde en god proces med parafrasen. Man kan ikke sige, den var bedre end fx temaet, men den var anderledes og ny for mig. 

Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg prøver kræfter med det.

BESØG

Henrik SKORÁ
Atelier & udstilling:

Gåbense Strandvej 61 G
DK-4840 Nr. Alslev

City
Hasselvej 15 st. tv.
DK-2830 Virum

www.skora.dk

FØLG MIG PÅ

FÅ MIT NYHEDSBREV

 

© Henrik Skorá