Komposition i malerier

BLOG

Gode råd

Komposition i malerier

Emnet “Komposition i malerier” er stort og handler om alt, hvad der foregår på billedfladen. Det kan være fordeling af  farver, brug af kontraster, opbygning af felter eller flader i et billede. I dette indlæg behandler jeg linjerne i et billede. Det gør jeg, fordi den måde, linjerne løber i et billede, er en helt grundlæggende og meget vigtig del af et maleris komposition. 

Jeg har struktureret indlægget på denne måde:

  • Intro om komposition i malerier
  • Reglen om det gyldne snit
  • Reglen om tredjedele
  • Reglen om sammenhæng
  • Centralperspektivet
  • Diagonalerne
  • Dynamisk symmetri

Komposition

Da jeg begyndte at se efter de regler, der beskrev principperne for komposition i malerier og billeder i det hele taget, viste det sig, at der faktisk var mange af dem.

Ordet “komposition” anvendes i flere sammenhænge bl.a. inden for litteratur og musik. Det handler om, hvordan et værk er opbygget og har afgørende betydning for, hvordan værket opbygges, opleves og fortolkes. Når jeg taler om komposition i malerier, mener jeg den måde, de forskellige dele i et maleri er placeret i forhold til hinanden på lærredet (eller hvad man nu har malet på).

Kunstneren har valgt en opdeling, der passer til billedet, eller som ser ”rigtigt” ud, og leder beskuerens øjne rundt på billedfladen på en bestemt måde.

Hvis principperne for komposition i malerier bruges rigtigt, skulle malerier med en “god” komposition give beskueren en bedre, større eller mere intens oplevelse … og hvem vil ikke gerne have eller give det?

Da jeg begyndte at male, må jeg indrømme, at principper og regler om komposition i malerier ikke interesserede mig særlig meget. Jeg kunne jo selv, og det var svært nok i forvejen. Så hvem havde brug for en masse regler, der bare ville gøre det endnu mere vanskeligt at male et godt maleri? Men efterhånden som jeg fik arbejdet mig igennem mange malerier, gik det op for mig, at det at vide noget om komposition af et maleri er en hjælp snarere end en hæmsko.

Det er dog vigtigt for mig at sige, at alle regler og principper om komposition i malerier –  både mine og andres – er observationer og gode råd, som man kan følge eller lade være. Dette indlæg er ikke tænkt som en spændetrøje af regler, der bare gør maleprocessen mere besværlig … snarere det modsatte … det hele skulle gerne blive lettere og sjovere.

Jeg bruger reglerne, når jeg træder det berømte skridt tilbage og ser, hvad jeg har malet. Jeg tænker ikke på dem hele tiden. Når jeg maler følger jeg min intuition, og for mange tanker hæmmer mig. Så når jeg er i gang med at male, og processen kører godt for mig, skænker jeg ikke reglerne en tanke. Det er, når jeg går i stå, og billedet giver mig modstand, at jeg får glæde af min viden om komposition i malerier, farvelære eller andre måder at gøre tingene på.

Reglerne om komposition i malerier hjælper mig og viser mig nye valgmuligheder og ideer til mit billede.

Det gyldne snit og tredjedelene

Der er to regler, som minder meget om hinanden.  

Reglen om Det gyldne Snit

Den mest berømte regel af dem alle er nok reglen om det gyldne snit. Jeg bed selv mærke i denne regels meget flotte navn. Ifølge reglen er det gyldne snit et særlig smukt eller harmonisk forhold mellem to linjestykker, og det giver os mulighed for at finde det bedste sted at lægge vigtige billedelementer.

Jeg vil forklare reglen her, og det bliver måske lidt teknisk, men hold fast, det går nok: Reglen illustreres i første tegning ovenfor, og handler om et bestemt forhold mellem længden på to linjestykker.

Det gyldne snit: Linjestykket a forholder sig til linjestykket b, som linjestykket b forholder sig til linjestykket a+b. Altså det lille linjestykke i forhold til det store er det samme som det store i forhold til længden af begge linjestykker: a : b = b : a+b.

Bruger man reglen på et maleris sider, kan man forbinde de punkter der kommer ud af det og trække fire linjer gennem et rektangulært billede: to vandrette og to lodrette. Disse linjer skærer hinanden fire steder. Disse skæringspunkter (øjne) er særlig vigtige steder i billedet.

Reglen går så ud på, at man med fordel kan lægge de vigtigste dele af billedet enten i de linjer eller øjne, som det gyldne snit danner, eller i nærheden af disse linjer. Det kan fx være en horisont, en vigtig retning vist af en arm, der peger, eller en lanse, der skæbnesvangert gennemborer billedets hovedperson.

Jeg mener, at man især i det abstrakte billede kan have stor glæde af denne regel. Den holder lidt sammen på det hele, når der tilsyneladende ikke er andet, der gør det, fx en historie eller noget, man kan se, hvad er.

 

Reglen om tredjedele

En regel, der minder meget om Det gyldne Snit, er Reglen om tredjedele. Denne regel har i de seneste 30 år fået stor udbredelse og er måske i dag mere anvendt end det gyldne snit. Den er mere lige til. Hvis man deler en linje i tredjedele, ligger snittene dog ret tæt på det gyldne snit.

Jeg tror, tredjedelsreglens popularitet er skabt af fotografiets store udbredelse. I praksis er det den regel, man anvender i dag, når man komponerer et fotografi.

Når du ser ind i søgeren på et kamera, ser du ofte et gitter, der opdeler søgeren i 9 lige store felter skabt af linjer i tredjedelspunkterne. Du får den sammen opdeling, hvis du skal “croppe” (beskære) et billede i næsten et hvilket som helst billedbehandlingsprogram. Det er simpelthen en del af crop-værktøjet.

Reglen om tredjedele er så udbredt, at det vel de facto er blevet vor tids gyldne snit, selv om det rigtige gyldne snit ligger lidt anderledes.

Du må selv afgøre, om du vil følge mange hundrede års tradition eller en regel, der nok er små 30 år gammel. Det er dog som om, det gyldne snit har fået et come back her de seneste år. Nogen mener, at tredjedelsreglen er for åbenbar, og at man især, hvis man taler om landskabsbilleder, får en mere harmonisk opdeling, hvis horisonten lægges i det gyldne snit.

 

 

Reglen om det gyldne snit er i vores del af verden den gennem tiderne mest anvendte regel overhovedet.

Info om det gyldne snit

Det er usikkert, hvorfor det hedder ”det gyldne snit”. Vi ved, at den tyske matematiker Martin Ohm begyndte at bruge navnet i 1835. Længe inden da under Renæssancen havde den samme regel et endnu finere navn. Den blev kaldt ”den guddommelige orden”, bl.a. fordi man fandt forholdet mange steder i naturen, fx i den menneskelige anatomi, sneglehuset (se tegning ovenfor) og mønstret i en solsikke … princippet dukkede op overalt, hvor man søgte.

Før Renæssancen var reglen almindelig kendt og blev ofte anvendt i antikkens bygningsværker. Man mener, at den egentlige opdager af dette specielle forhold er den græske tænker og matematiker Eudoxus, som foretog en undersøgelse. Han spurgte en masse mennesker, hvor det efter deres mening var smukkest at dele et linjestykke i to. Det mest almindelige svar var angiveligt det forhold, vi i dag kalder “det gyldne snit”.

Jeg forestiller mig, at det sikket har haft betydning for reglens popularitet i dag, at vi i vores del af verden har betragtet antikken som ”fin” eller ”ren”.

Der findes også en anden sammenhæng i det, man kalder Fibonaccis talrække (hvor hvert tal fremkommer ved at lægge de to foregående tal sammen: 0, 1, 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21 … ) Tallene fx forholdet 3:5 er tæt på “det gyldne”:  Altså 3 forholder sig til 5 som 5 forholder sig til 8 … næsten.

5:8 er lettere at arbejde med, og når jeg i praksis skal bruge det gyldne snit i et billede, ganger jeg enten med 0,625 eller dividerer  med 1,6. (Det er det samme: 8 divideret med 5 eller omvendt).

Det vil for eksempel sige, at har jeg et lærred på 60 x 80 cm, vil snittet i stående format ligge ca. 50 cm fra bunden eller toppen (80 x 0,625), og ca. 37 cm (60 x 0,625) hvis det er et liggende format ligeledes fra bunden eller toppen. 

 

Hvorfor er der to snit?

Det er selvfølgelig helt op til dig selv, hvilket af de to snit du vil bruge, eller om du overhovedet ikke vil bruge nogle af dem.

Begge de to ovenstående regler har, om vi bryder os om dem eller ej, i stor udstrækning præget den måde, vi har komponeret vores billeder i mange år. Jeg mener, at de er brugt langt ud over, hvad de egentlig burde. Jeg skrev i starten, at jeg betragter reglerne som gode råd, og som alle andre gode råd anvendes de bedst, når de kombineres med ens egen vurdering og fornemmelse. Der er jo ikke en facitliste om komposition i malerier, så man skal gøre det, man selv finder, er rigtigst.

Begge regler skulle angiveligt kunne frembringe et visuelt behageligt og velkomponeret billede, men der er ikke nogen garanti og nogle gange fungerer de bare ikke. Når du bruger en af disse to regler, er der, synes jeg, en risiko for, at billedet kommer lidt ud af balance, og nogle gange er midten i et billede egentlig slet ikke så tosset. Reglerne løser under alle omstændigheder ikke alle problemer i en komposition … hvis der da er nogle.

En god måde at skabe et visuelt behageligt billede at se på får man, når man  maler et billede, hvor der ikke er tvivl om, hvad billedet drejer sig om. Der er ingen forstyrrende elementer, og billedet kan let aflæses af den, der ser på det. Det kan man godt opnå uden brug af det gyldne snit og tredjedelsreglen.

Jeg bruger faktisk begge regler i mine billeder, dog nok mest det gyldne snit, men jeg er forsigtig med det. Endelig: jo større et billede er, jo større virker forskellen mellem de to regler. Husk hele tiden på, at reglerne skal hjælpe dig og ikke gøre det hele sværere.

 

.

Sammenhæng

Reglen om sammenhæng er et anden godt og let anvendeligt kompositionsredskab. Reglen går groft sagt ud på, at få ting til at flugte, ligge lige over eller i forlængelse af hinanden. Når elementerne i et billede tilsyneladende hænger sammen vil  beskuerens øjne blive ledt rundt på en måde, som, hvis man er lykkedes med det,  opleves behagelig og naturlig.

Alle linjer kan bruges, men meget anvendt er “arabesquen”, som er en s-form eller en anden blød, svungen form, som opleves behagelig at se på.

I maleriet her har den italienske barokmaler Caravaggio malet Paulus, som får hjælp eller inspiration af en engel, der hvisker ham i øret, hvad han skal skrive. Arabesque’en understreger den sammenhæng, der er mellem det, der kommer ud af englens mund, og det der ender nede i Paulus’ pen. Kompositionen hjælper med at fortælle, hvad der sker i billedet: “historien”, som man siger.

Krøyer – Sommerdag paa Skagen Sønderstrand – 1884

Henrik Skorá – Three Hand Boogie – 2010

Diagonalerne

Diagonalerne er de linjer, der løber fra hjørne til hjørne i et billede. Vi oplever den ene som gående opad og den anden som gående nedad.

Megen forskning og videnskabelige undersøgelser viser, at når vi læser et billede, vil vi – i det mindste i vores del af verden – se på det i læseretningen altså fra venstre mod højre. Vi ser det nederste først, og så bevæger øjet sig diagonalt opad i billedet. Vi oplever det nederste som tættest på, og jo højere øjet når i billedet, jo længere væk opleves genstande i billedet. 

Denne oplevelse af dybde kaldes også ”japansk perspektiv”. Altså for neden i billedet = tæt på, for oven i billedet = langt væk. Det svarer til den måde, vi typisk oplever vores virkelighed, men selvfølgelig  ikke altid.

Den diagonal, der starter i nederste venstre hjørne og slutter øverst i højre hjørne, er ifølge teorien, den behagelige, glade og gode diagonal, der fx kan anvendes til at vise tryghed, storhed og styrke. Det hedder den ”Barokke diagonal”, og anvendes i billedet af Krøyer “Sommerdag paa Skagen Sønderstrand” fra 1884 (bemærk i øvrigt her, at Krøyer har lagt horisontlinjen ret højt og således tilsyneladende valgt ikke at anvende det gyldne snit).

Omvendt med den anden diagonal, som starter øverst venstre og slutter nederst i højre hjørne. Den er ubekvem eller kejtet. Denne diagonal kaldes ”Sinister diagonalen”, og den anvendes traditionelt til at skildre noget usikkert eller farligt, noget der er ved at gå galt eller måske, at en person er utiltrækkende.

Jeg har arbejdet med begge diagonaler i mit billede “Three Hand Boogie”. Tangenterne og hændernes bevægelse  følger minister diagonalen, men selve retningen for musikken ligger i den barokke diagonal. Jeg har på den måde forsøgt at  give billedet et element af foranderlighed og “gang i den”.

Under alle omstændigheder er diagonalerne vigtige linjer i et billede, og det betaler sig altid for mig at se efter dem og bruge dem i de billeder, jeg maler. Igen … alt med måde.

C.W. Eckersberg – Korsgang –1824

Henrik SKORÁ

Billedkunstner og foredragsholder

Centralperspektivet

Det centrale perspektiv bygger på, at alle parallelle linjer i et billede vil pege imod et og samme punkt. Det er, når man konstruerer perspektivet, muligt ret præcist at udregne forkortelser og placeringer på billedfladen, så indtrykket af rumlighed eller dybde er meget virkelighedstro. Basalt set er det en geometrisk konstruktion.

Allerede i antikken frembragte græske og senere romerske kunstnere billeder med imponerende illusion af rumlighed. Det er dog først i renæssancen i begyndelsen af 1400-tallet, at man grundlæggende forstår reglerne og den geometriske konstruktion bag det, vi i dag kender som centralperspektivet.

Dette konstruktionsprincip blev efterfølgende anvendt massivt i al billedkunst helt frem til vore dage. Det blev muligt for enhver kunstner ganske præcist at konstruere en meget overbevisende illusion af rumlighed i de todimensionale billeder.

Vores egen konge af Guldalderen, C. W. Eckersberg, brugte det flittigt og skrev afhandlinger om dets anvendelighed i uddannelsen på Kunstakademiet. I billedet Korsgang fra 1824 har han brugt centralperspektivet og i øvrigt også andre regler fx det gyldne snit. 

Jeg er jo arkitekt og har lært at konstruere et sådant perspektiv. Jeg husker den åbenbaring, det var for mig at forstå principperne, og den fryd, det var at kunne konstruere naturtro tegninger af de rum, jeg forestillede mig og arbejdede med i mine studieprojekter. 

Jeg tror, at alle kunstnerne gennem tiden: da Vinci, Rubens, Rembrandt, Vermeer og alle de andre må have haft den samme aha-oplevelse, da de første gang så tegningen tage form, og rummene vokse frem på lærredet.

Sandro Botticelli –  Venus’ fødsel – 1485,

Leonardo da Vinci
Bebudelsen – 1472-1480

Dynamisk symmetri

En for mig lidt nyere måde at se på kompositionsprincipper er den dynamiske symmetri, som tager udgangspunkt i diagonalerne i et billede. Herefter trækkes linjer vinkelret på diagonalerne til hjørnerne (man kalder disse linjer for de “reciprokke” linjer).

Reglen om dynamisk symmetri går ud på, at billedets linjer med fordel kan lægges parallelt med eller tæt på diagonalerne eller de reciprokke linjer, og vigtige dele af billedet kan ligge i eller tæt på det, man kalder for “øjnene” (se nedenfor).

De steder, hvor linjerne krydser hinanden, og der hvor de rammer kanten af billedet, kaldes for ”øjne”.  Igennem disse øjne kan man yderligere trække linjer, faktisk så mange og forskellige man vil … se Leonardos Bebudelsen her til venstre, hvor Leonardo tilsyneladende kombinerer reglen om det gyldne snit med dynamisk symmetri og rigtig mange linjer gennem “øjnene”.

Et godt råd er “keep it simple”. Mange linjer gennem øjnene udvander princippet, som ellers kan give en  komposition, der teoretisk set fremstår harmonisk og i balance. Der er dog heller ikke her nogen garanti.

Jeg bruger selv dette princip ret ofte i mine billeder. Hvis jeg synes, der er brug for det, lægger jeg flere linjer parallelt med linjerne i diagrammet, som det ses på billederne ovenfor, hvor Botticelli i sit Venus-billede tilsyneladende også her har anvendt dette princip. Bemærk også horisontlinjen, som ligger i i det gyldne snit.

Princippet giver Botticelli (og alle os andre) rig mulighed for at skabe såkaldte ”tilfældigheder”, som reelt overhovedet ikke er tilfældige. Det er, når to linjer eller punkter ligger i forlængelse af hinanden, fx når en bordkant i billedets forgrund flugter med en vindueskarm i billedets baggrund.

Som med alle andre regler bruger jeg reglen om dynamisk symmetri sammen med min fornemmelse for billedet. Jeg synes, at dette princip er et godt værktøj at arbejde med. Er man fx i problemer med et lidt rodet billede, der stritter i alle retninger, kan det være en god måde at ”rydde op”på.

 

 Alle reglerne udspringer af to grundlæggende ønsker:
at vise noget smukt og harmonisk
eller at styre den måde, vi ser på et billede.

Alle de andre regler

Jeg har ovenfor skildret nogle af de principper og regler, jeg kender og anvender i mine egne billeder. Disse regler handler mest om de linjer, der er i et billede. Men der er jo virkelig mange andre ting, der har betydning, når man taler billeder.

Jeg har her ikke beskrevet de kompositionsmuligheder, der ligger i brugen af farver, og ej heller enhver brug af kontraster. Begge dele er meget store og meget interessante emner, der giver meget effektive måder at lede beskuerens opmærksomhed rundt på billedfladen. Dem vil jeg vende tilbage til i senere indlæg.

 

Det sidste gode råd er at blive ved

Tænk på, at det er let nok at begynde at male, det svære er at blive ved med det, når det driller. For som med alt andet bliver man bedre til det, man øver sig på … uden undtagelse.

Når man begynder at gå til klaver, starter man jo heller ikke med at spille lige så godt som Oscar Peterson.

Af en eller anden grund tror mange, at enten kan man tegne eller også kan man ikke, men sådan er det ikke. Det skal læres lige som alt mulig andet.

Så for den, der bliver ved trods modgang, venter uendelig mange gode oplevelser foran lærredet … så held og lykke med billederne.

MØDE

Denne komposition tager udgangspunkt i et møde. Måske har det fundet sted, måske skal det ske om lidt. Bemærk den barokke diagonal og træets placering i det gyldne snit.

DAGGRY

Måden vi oplever en morgen i skoven er meget forskellig. Det er en dejlig stund. Diagonalen og billedets mange linjer opdeler fladen i harmoniske og tilsyneladende tilfældige brikker, og sådan er det jo i en skov om morgenen … eller hvad? 

Kontakt Henrik Skorá og få mere information om malerierne og foredragene

Vil du vide mere?

Henrik Skorá
Gåbense Strandvej 61 G
4840 Nørre Alslev

+45 21 64 16 39
henrik@skora.dk
www.skora.dk

© 2016 Henrik Skorá

Nyhedsbrev

Følg mig på: