Naturens farver og former – en indre orden i kaos

Naturens farver og former optræder i en nærmest absurd og kaotisk orden. Nogen ville måske mene, at kaos netop er et fravær af orden … ellers ville det ikke være kaos. Men der er et system i det hele … en orden eller en kraft. Det er den samme form for orden eller et bagvedliggende system, jeg søger, når jeg maler et abstrakt maleri. Sådan et system, som styrer sammenhængene i naturens farver og former er umiddelbart brugbart. Hvis man ser efter det eller dem, skulle jeg måske sige, for der er flere, dukker der mange systemer og mønstre op overal, fx i cirkler, spiraler, bølger osv. Naturens farver og former er, som de er, fordi det har været det mest velfungerende for plantens trivsel. Ellers ville de have set anderledes ud. Små, enkle og meget lokale påvirkninger har hele tiden formet udviklingen: Survival of the fittest.

Så naturens farver og former er opstået af sig selv over uendeligt mange år, og nogle af de principper, der ligger til grund for fx en trækrones forgrenede krone, og de linjer blæsten og vandet trækker i sandet, er vi først nu og kun næsten ved at kunne forklare rent videnskabeligt. Det ser tilfældigt ud, men er det ikke. Alt styres af et system af kræfter og påvirkninger, og de systemer styres af naturen selv.

Man kan efter min mening trække en meget smuk parallel mellem udviklingen af naturens farver og former til det at male et abstrakt billede … sådan i det små i hvert fald . Det går noget hurtigere at male et billede, men også her opstår farverne og formerne i en fuldstændig indre sammenhæng. Der er et system, en indre logik i et billede, som gennem maleprocessen hele tiden bestemmer, hvordan og hvorfor alle elementer i billedet bliver, som de gør. Måske ligner naturens farver i et maleri ikke helt de farver, naturen har i virkeligheden. Men i netop dette maleris verden er naturens farver lige præcis sådan, som de er på grund af den orden, der hersker her. Derfor kan en skov godt være rød eller  blå, fordi det giver billedet mening.

Et af de mest brugte af naturens systemer er Det gyldne snit. Det drejer sig om harmoniske proportioner og er, ifølge den romerske arkitekt Vitruvius, en særlig harmonisk måde at dele et linjestykke over i to. Forholdet mellem de to mindre stykker  (det lille forholder sig til det store, som det store til hele linjestykket) er ca. 5:8 eller 1 : 1,6. Dette forhold virker naturligt for os, måske fordi det simpelthen findes i naturen uendeligt mange steder fx i sneglehusets konstruktion, i planter i vækst og i iskrystaller og ikke mindst i menneskekroppen. Læs evt. mere om snittet her.

Leonardo da Vinci anskueliggjorde – med udgangspunkt i Vitruvius’ tal og opmålinger – princippet i en tegning: Den vitruvianske mand. Han skabte i renæssancen en slags moderne forståelse for det gyldne snit. Det er menneskets konstruktion, som er i centrum af det hele og tæt forbundet med andre levende organismers geometriske konstruktioner. På den måde blev det en guddommelig orden med os – mennesket –  i centrum, og selv om vi måske ser lidt anderledes på det i dag, så er det gyldne snit massivt tilstede alle vegne i naturen og i kunsten, hvor kunstnere har brugt snittet i mange hundrede år.

Mine systemer har rod i naturen. Når jeg inspireres af naturens farver og former fx de lodrette mørke stammer i en bøgeskov, eller når man ser op mod himlen gennem grene og bladhang, og den måde bladene sidder på grenene, så ser jeg på et meget fint, velfungerende mønster, skabt af den naturlige selektion. Jeg opfatter det som meget smukt, og min opgave som kunstner er her  at finde en måde at få i det mindste noget af denne skønhed til at optræde i mine billeder.