Gode råd, Tanker om at male

ALKYMI
Henrik Skorá

Det andet billede, som jeg vil beskrive her, er billedet ”Alkymi”.  Billedet er opstået mere spontant, idet jeg ikke helt fra starten vidste, hvordan det ville komme til at ende. Det er endt med en rytmisk struktur af Strindbergs mange gentagne forsøg på at ramme succesen.

Jeg ser Strindbergs kaotiske følelser som to retninger, der støder sammen midt i billedet. Der er et pres, der resulterer i en boble, der holder billedets højre og venstre del fra hinanden, men som hvert øjeblik kan briste som en sæbeboble.

Hans forsøg med kul og metal og et spirende håb står frem, mens han måske vil finde frem til det forjættede land i form af guldet, som mest ligger bagerst i billedet øverst til venstre.

Begge billeder var spændende at male og var resultatet af mit bekendtskab med Strindbergs roman Inferno. Havde jeg ikke havde læst den, havde jeg ikke malet disse billeder.

Billedet måler ligeledes 80 x 80 cm.

Jeg ser mig meget omkring og bruger meget tid på at finde inspiration til mine malerier.

Jeg går ture, læser, hører musik, spiller klaver, i det hele taget alt, hvad jeg kan finde på, der vender hjernen lidt. Det er sådan med ideerne, at jeg mener, de kommer, når man står og skal bruge dem. Det er ofte sådan, at jeg kommer til at stå med lidt for mange ideer til at kunne nå at realisere dem alle sammen. Ja, jeg skal bruge dem, og det er godt at have mange ideer, men også lidt skidt, fordi ikke alle ideer har potentialet  til at blive til noget. Noget man egentlig troede på ville ende godt, bliver bare en masse arbejde uden resultat, og det kan være meget frustrerende: Skal man være tålmodig og arbejde videre, selv om det er op ad bakke, eller skal man stoppe, skrotte det arbejde, man har lagt i et billede, male det over og gå videre med noget andet?

Undertiden kan en ide også komme helt færdig til en, og det er forfriskende anderledes.

Det skete for mig til sidste års arrangement Åbne Atelierdøre Guldborgsund. Jeg havde besøg af en dame, der havde arvet et maleri – et billede af en lille gård ved en vej tæt på havet eller en stor sø. Det var malet af en kunstner, der signerede sig som L. Dalbo. Maleriet betød på forskellig vis noget for min gæst, uden at hun dog ønskede at hænge det i sin stue. Hun kunne godt lide min stil og ville gerne kombinere den med sit arvede maleri. Det var en stor kompliment, og jeg var naturligvis meget ivrig efter at påtage mig opgaven.

Efter den indledende proces sættes de detaljer på, som jeg mener er vigtige.

Om abstrakt kunst

Willem de Kooning
Woman 1
1950 -52

Tilbage til min første oplevelse af de abstrakte malerier. Jeg viste maleriet til mine kammerater, og jeg husker, at vi var enige om, at kunstneren nok ikke havde gjort sig særlig umage, for det var slet ikke malet særlig flot, sådan som vi kunne se andre malerier i bøger fra reolen. 

I dag ved jeg, at vi gjorde de Kooning uret. Han var klassisk uddannet og kunne male hvad som helst spot on, så det lignede. Men det var ikke det, der interesserede ham. Det aktuelle maleri er en del af en hel serie de Kooning malede i 1950’erne, og det er angiveligt det første i serien. Det hedder Woman 1, og det er et maleri, som de Kooning kæmpede meget med. Han arbejdede på det i mere end halvandet år.

Han lavede i den sammenhæng et utal af skitser og malede den ene version oven på den anden, skrabede væk, malede ovenpå igen og igen. Måske er han ikke engang blevet helt færdig (sådan kunne det godt se ud). De Kooning stoppede bare: Han kunne ikke tilføje mere til maleriet, og lader det så være op til os, der ser på billedet, om selv at lave en konklusion. Det færdige billede interesserede ham ikke så meget som selve processen med at male det. 

Billedet fremstår ualmindelig stærkt. Det er et ret stort billede 193 x 147 cm, og da jeg så det på MOMA i New York, overvældede det mig, selv om jeg kendte det indgående i forvejen.

Som barn var jeg også fascineret af det klassiske maleri: billeder, som var “flot” malet, og som lignede noget, og det er jeg stadig. Jeg synes dog, at det figurative maleri har sværere ved at røre mig på samme voldsomme måde som det abstrakte.

Malerier som de Koonings er “abstrakte malerier” og for mig og vennerne dengang blev det ensbetydende med masser af farver kastet tilfældigt op på lærredet. Vi malede ”abstrakt” med en intens fryd og aggression. Vi var vist nok også lidt ”uartige”, når vi malede sådan. Oven i det hele havde vi den befriende følelse, der var ved, at ingen kunne komme og sige: ”ja men, det ligner jo ikke noget” … NEJ … det var jo hele ideen.

Jeg husker også, at jeg og vennerne dengang talte om, at selv om vi prøvede igen og igen, så var vi ikke i stand til at male den fornemmelse af gru, som var i de Koonings maleri. Han kunne noget, vi ikke kunne. Han havde i sine abstrakte malerier arbejdet sig frem til noget, der var hans eget og ikke set tidligere.

De andre abstrakte

Senere stiftede jeg bekendtskab med abstrakte malerier af Wassily Kandinsky, Picasso og André Derain, og det blev især disse tre, som spændte min fjeder. Hvad var det for noget, og hvordan kunne man finde på at male sådan?

Jeg undrede mig over, at kunstnerne kunne sætte gang i min fantasi og mine følelser ved at sætte farver og former sammen på bestemte måder, som var helt anderledes end det “der lignede”. WOW … og på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg også ville male sådan. Jeg ville male abstrakte malerier.

Jeg begyndte med det figurative maleri og udviklede mit billedsprog frem mod det, der blev min måde at male abstrakte malerier på, det der senere blev til min arbejdsmetode eller maleproces.  

Jeg bruger mange, mange timer på at male et billede, og det ender meget ofte et helt andet sted, end det jeg egentlig startede med at male hen imod. Det betyder ikke, at det bliver tilfældigt, men at processen er en slags dialog mellem mig og billedet.

Kandinsky – det abstrakte maleris fader – og alle de andre

Selv om Kandinsky havde været død i 8 år, da jeg blev født, er han et af mine helt store idoler. Han måtte virkelig kæmpe for sine abstrakte malerier. Jeg føler en stor respekt over for ham og hans arbejde eller måske snarere en slags taknemmelighed.

Hans måde at male på og de abstrakte malerier, der kom ud af det, har været en forudsætning for min nuværende karriere som billedkunstner. Det har været en stor inspiration for mig at se ind i, hvordan han arbejdede med abstraktionen, og hvordan han i flere omgange kom frem til sine kompositioner og udviklede de abstrakte malerier over flere år.

Det er bl.a. Theo van Doesburg og Piet Mondrian, som ud fra andre forudsætninger og intentioner næsten samtidig malede deres udgave af de abstrakte malerier. Man siger, at succeser har mange fædre, og det gælder også for de abstrakte malerier.

Man elskede og hadede, og ofte forstod man ikke helt de abstrakte malerier. Alligevel er det selve ideen bag de abstrakte malerier, der i starten af 1900-tallet skaber billedkunstnerens muligheder for at arbejde meget frit med stemninger og følelser. Igen lidt på samme måde som musikken gør det. Men man taler fx ikke om “abstrakt musik” eller “naturtro eller realistisk musik”. Musikkens udtryk er i sin natur “abstrakt”. Det er vi vant til og siger fx ikke “ja, men det ligner jo slet ikke”. Musik er musik, og på samme måde er de abstrakte malerier abstrakte.

I min uddannelse som arkitekt på Kunstakademiet fik jeg en grundlæggende uddannelse i tegning og de forskellige discipliner indenfor maleriet. Jeg malede både de figurative eller naturtro og de abstrakte malerier. Jeg blev introduceret for mange teknikker og arbejdsmetoder, som jeg bygger videre på i dag. Især har det at arbejde med at konkretisere en ide været helt grundlæggende for mig … og de abstrakte malerier udtrykker vel om noget ideer.

Henrik Skorá
HAVNEN

Henrik Skorá
LYDEN AF ET KYS

Henrik Skorá
THREE HAND BOOGIE

Selv om jeg maler de abstrakte malerier og ikke de figurative, er de ikke tilfældige. Tingene hænger sammen. Når jeg fx siger, at jeg maler lyden ind i billedet, så er lyden en af forudsætningerne for, at lige det bestemte maleri fik lige det udtryk. Lydbilledet – i sig selv en abstraktion – fortolker og synliggør jeg i mit maleri sammen med alt det andet.

Måske er det dybest set meget individuelt og slet ikke så vigtigt, hvad farve et kys nu har. Men jeg bruger det til at male billedet. Det bliver et “stativ”, et udgangspunkt at hænge billedet op på, som ikke er konkret, men absolut heller ikke tilfældigt. 

At male et abstrakt maleri uden direkte reference til virkeligheden, som vi kender den, er en spændende udfordring, hvor en  del af udfordringen netop er at skabe den reference, og få maleriet til at “pege” ind i den virkelige verden. 

Så mine abstrakte malerier er derfor skabt fx helt stille, larmende, blæsende, varme, kolde, sultne, nysgerrige, forelskede eller noget helt andet. Den, der ser på billedet, behøver ikke at få de samme associationer, som jeg har haft, mens jeg malede, for man skal helst skabe sin egen oplevelse. Det er sådan, det må være.

Så tak til Kandinsky, van Doesburg, Mondrian, de Kooning, Picasso og alle de andre, der har kæmpet og stadig kæmper for at ændre grænserne for, hvad der kan males. De burde have fået Nobelprisen for deres indsats for de abstrakte malerier. De har givet en gave til alle, der beskæftiger sig med kunst på den ene eller den anden måde … og det gør vi vel næsten alle sammen.

Ideer til malerier kommer, når man skal bruge dem

Jeg bliver nogle gange spurgt om, hvor mine ideer til malerier kommer fra. Hvad det er, der inspirerer mig? 

Jeg oplever min proces på den måde, at ideer er noget, der opstår, når jeg har brug for dem. Der er noget, der ikke er, som jeg gerne vil have det. Jeg tænker så på, hvad jeg kan ændre, for at få det, jeg gerne vil have, og så kommer der en ide til det. Jeg tænker ikke specielt på, at nu skal jeg have en ide, men der sker noget, når jeg går igang, når jeg stiller mig foran lærredet, eller gør andre ting – hvad som helst – i min hverdag.

Nogle gange kommer ideerne let til mig, og andre gang er det sværere. Jeg har så nogle “ide-brønde”, som jeg kan gå til, når det kniber for mig. 

Musikken er en stor inspirationskilde, både den jeg lytter til, når jeg maler, og den jeg selv spiller, når jeg holder pause. Musikken giver mig undertiden en oplevelse af abstrakte mønstre og i en vis udstrækning også af farver og former, og når jeg arbejder, veksler jeg gerne mellem maleriet og klaveret. Det er ikke sådan, at det så vælter frem med ideer til malerier, men det giver mig en friskhed i hovedet et nyt udgangspunkt til at fortsætte. 

Naturen er en anden kæmpe stor kilde til inspiration. Man kan finde endeløst mange former og mønstre i en bunke kvas, hvis man kikker efter dem. Jeg tager ofte et foto som en slags notat for bedre at kunne huske, hvad jeg har set. Læs mere om naturen som inspirationskilde her.

Ideerne kan nogle gange fortsætter  med at melde sig helt op til, at maleriet er færdigt og hænger på væggen for at blive solgt. (Se mine malerier til salg her).

Arbejdet med inspiration

Som sagt er det  mest musikken og naturen, der kan sætte mig igang, men når det er sagt, er menneskene en fantastisk inspirationskilde: Det de gør ved hinanden, ved naturen, ved samfundet osv. Eller det kan være den måde, de står på, når de taler sammen, når de danser, når de spiller musik osv. … og så undertiden det, de slet ikke gør. Jeg har en evne til at leve mig ind i andre menneskers personlighed, deres følelser, meninger og baggrund. I det mindste, tror jeg, at jeg har en sådan evne. Måske kan jeg i virkeligheden ikke leve mig ind i noget som helst, og det jeg tror menneskene tænker og føler er helt forkert, men det er sådan set lige meget. Jeg skal bare tro, at jeg kan og gøre det, og så kan det  genererer en masse ideer til malerier.

Ideer til malerier er i sig selv ingenting

En ide får først værdi, når den bearbejdes, afdækkes eller graves frem. Den udvikles ved, at man  kombinerer den med andre ideer og ikke mindst hårdt arbejde. Jeg tror, det er derfor mine maleri ideer oftest kommer, lige når jeg har mulighed for at gøre noget ved dem. I sig selv er en ide ingenting. Man kan få en million fantastiske ideer til malerier, men hvis ikke, man gør noget ved dem, visner de, forsvinder og byder sig måske til hos en anden kunstner. Så er det lige meget, hvor gode og originale de er. Det, at man får en ide om at prøve et eller andet, betyder først noget, når ideen kommer ud af penslen og ud på lærredet som streger eller farveflader, og som regel er det også først her, man kan se, om det er en god eller dårlig ide.

Min proces med ideer til malerier ender selvfølgelig ikke altid godt. Nogle gange kikser jeg et maleri, og det bliver noget skidt. Ideerne var gode, processen var god, jeg arbejdede hårdt, og alligevel endte processen ikke med et godt maleri: fiasko, deprimerende, øv … men jeg er jo ikke en maskine. Sådan er det undertiden, men hvis jeg følger processen, så ender det faktisk ret ofte godt. Det kan også være, at jeg tror, jeg er færdig, men i virkeligheden er jeg stadig midt i processen.

Jeg stoler meget på min arbejdsproces, den fører mig igennem, når et maleri undervejs ikke ser ud til at ville lykkes. Jeg ser sådan på det, at de malerier, der ikke lykkes, er en del af den “store proces” omkring min udvikling. Der er derfor en lys side af fiaskoen, når det ikke lykkes. Den modstand, maleriet giver mig, er med til at skabe udvikling. Det er her jeg kommer på tæerne, stiller spørgsmål til det, jeg foretager mig, og det er godt. Du kan læse et indlæg om modstand her.

Min morale her er: Man skal blive ved med at gøre det, man tror, er det rigtige, så bringer kombinationen af troen og arbejdet mig i mål med et eller andet. Nogle gange viser det sig bagefter, at det, jeg troede på, var forkert. Så må jeg ændre på det, og når jeg  gør det, så  bliver jeg dygtigere. Så kommer de gode malerier før eller senere. Stol på det. Modstand, nederlag, og det jeg må sortere fra, er en vanskelig og undertiden smertefuld del af processen, men uden nederlag ingen sejre.

Ideerne kan ikke styres

Mine ideer giver mig forståelse af noget, jeg egentlig godt vidste. De kommer ikke til mig udefra, de er der i forvejen. De ligger og venter og springer så pludselig frem med afsæt i et eller andet, man har set, hørt eller tænkt på . Det kan være et træ, jeg har set, nogle sten eller et fodspor i sandet. Det er ikke altid, jeg ved, hvad det er, der giver ideen, men altid, at den kommer fra en oplevelse af en slags. Jeg passer på ikke at styre denne proces mere end højst nødvendigt. Jo mere jeg styrer, jo færre ideer til malerier, kommer der. Hvis jeg vil kontrollere en ide, så den udvikler sig på en bestemt måde, er det som om, mit idecenter oppe i øverste etage siger til mig: ”OK, hvis du selv vil bestemme det hele, så må du også klare den selv”, og så lukker de for leverancen. Katastrofe!

Så det kan sammenlignes med en dans på line. Jeg skal ikke tænke for meget på, hvor jeg sætter fødderne, mere at jeg skal over på den anden side. Jeg kan dog godt gå og ”male” lidt på en ide, mens den stadig er inde i hovedet. Uden at styre den kan jeg skubbe den lidt rundt, udvikle den eller rette den til, så den passer til det, jeg skal bruge den til.

Jeg behandler som sagt  mine ideer til malerier ret forsigtigt, for når ideen er kommet til mig i en bestemt form, er der jo en grund til det. Forsigtigheden eller respekten for ideen gør, at jeg får de fleste af dem, præcis når jeg skal bruge dem. Kommer en ide, mens jeg er i gang med at arbejde på en anden, må jeg vælge: enten springe til den nye ide eller blive ved den, jeg var igang med. Måske må jeg ændre noget af det, jeg lige har lavet for at få noget bedre. Jeg kan også lade den nye ide visne, for alle ideer er jo ikke lige gode … men pas lidt på med det. Tag et notat eller en lav en skitse.

Maleprocessen har ikke nogen fortryd-knap

En meget vigtig del af processen er at have modet til at satse, på det, man tror, er vinder-ideer. For der er ikke nogen ”fortryd-knap”. Det, jeg maler over, er væk. Jeg kan ikke bare sige fortryd, fortryd, fortryd … og så komme tilbage til der, hvor jeg begyndte at ødelægge noget, der måske fungerede godt. Man skal turde ofre noget for at vinde noget. Nogen siger ”Kill your darlings” for at få noget bedre. Hvis ikke man tør det, bliver man aldrig bedre.

Mine ideer til malerier starter derfor ofte med, at jeg har oplevet et eller andet. Jeg sætter så en forsigtig skitse af en ide løst af på lærredet og begynder at arbejde, mens jeg venter på, at ideerne skal komme til mig. Jeg bevæger mig fra ide til ide gennem forskellige faser i billedet, mens maleriet bygger sig op på lærredet. Den tråd af ideer, der flyder gennem mit hoved og ud af hånden, ender med at give maleriet en slags ”egen vilje”. Det er som om, et maleri selv ”vil” noget, og det retter jeg mig næsten altid efter. Sådan er det, indtil mine ideer ikke længere udvikler maleriet.

Hvornår er et billede færdigt?

Et andet meget stillet spørgsmål er: Hvornår er et maleri færdigt? Mine malerier er færdige, når maleriet og jeg ikke har mere at sige til hinanden … alt er sagt … nu kigger vi bare hinanden i øjnene.

Inspiration og kreativitet er begge begreber, der hænger sammen med ide-processen. Det er bare en anden måde at se det på. Inspiration er en ting og kreativitet noget andet, men begge er de fuldstændig sammenvævet med vores måde at leve på. Man kan ikke forestille sig et liv uden ideer, inspiration eller kreativitet, men vi oplever dem meget forskelligt. Derfor er der også forskel på, hvordan man anvender disse færdigheder, hvis man fx skal kokkerere et måltid mad, samle en reol fra IKEA, bygge et hus eller søger efter ideer til malerier, så man kan få malet nogle billeder.

Det har jeg faktisk et helt foredrag om, som hedder ”Inspiration og kreativitet”.

Tidens farver

I min barndom var der nogle farver, man godt kunne lide, og så var der andre, man bestemt ikke kunne lide. Det var lidt på samme måde, som at man ikke både kunne være fan af Rolling Stones og Beatles. I dag er det anderledes. Jeg er glad for både Stones og Beatles … og alle farver, og jeg forsøger at bruge dem alle sammen i mine malerier. Ikke dem alle sammen i et og samme maleri, men jeg forsøger at sammensætte grupper af farver, som klæder hinanden og passer til det udtryk, jeg gerne vil give mine malerier. Endelig forsøger jeg hele tiden at gøre noget andet, end jeg plejer, bruge nye farver eller farvekombinationer og søger nye udtryk til mit maleri. Det ligger ikke alene i farverne, men de er uden sammenligning mit væsentligste udtryksmiddel.

Tiderne skifter

Når jeg ser, hvordan farver blev brugt tidligere, og hvordan det er idag, er der meget stor forskel. Ikke mindst på mængden. Vores tid er mere farverig end nogensinde. Der er forsket meget i det psykologiske omkring, hvordan vi opfatter farver. Man ved i dag mere om, hvordan farver mentalt virker på os, end vi vidste for bare 10 år siden. Den viden anvendes benhårdt af de mange, der gerne vil have os til det ene eller andet. Vi har i mange år lavet revolutioner med den røde farve, sagt “se her” med en bestemt gul farve og slappet af i grønne omgivelser. Det kan også betyde alverden for salget af en bestemt dims, hvilke farver den har. Blå mad fx er der ikke så stor rift om.

Det er dog ikke en eksakt videnskab, og det udvikler sig hele tiden. Det er derfor helt sikkert, at de farver, vi synes godt om lige nu fx i tøjmoden, ikke er de samme om få år.

Samtidig er det sådan, at de farver, vi hver især foretrækker, er forskellige fra person til person, også selv om vi i stor udstrækning præges ens af de strømninger og tidsmæssige valg af farver, der er i mode og design. Jeg har malerier til salg, og jeg vil gerne sælge malerierne til nogle, der forhåbentlig bliver glade for at have dem hængende i deres stuer. Alligevel må jeg finde ind til noget,  jeg selv tror er de rigtige farver. Det virker ikke for mig, hvis jeg skal stå og tænke på hvilke farver, der nu passer her eller der, hvikle farver mine kunder over en bred front nu foretrækker eller om farveteorien siger det ene eller der andet.

Jeg husker, hvordan jeg i mit første hjem havde mange brune farver: nougat-brun, palisanderbrun, umbra, beige, æggeskal og andre brune nuancer. Sådan skulle det være dengang. Jeg ser med “farve-rædsel” på de fotografier, der er taget dengang, hvor orange også var også et must i det unge hjem. I dag er de hvide vægge tilbage igen, igen. Det er dejligt, synes jeg, ikke mindst fordi det gør det nemmere at placere et maleri på en væg.

På trods af at individuelle præferencer og følelser er bestemmende for, hvilke farver vi foretrækker, er det muligt at arbejde ret præcist med farver. Når vi vælger farver tager vi udgangspunkt i vores følelser, og omvendt vil de farver, vi ser, vække følelser eller stemninger i os.

Der er tusindvis af farver, og man behøver jo ikke bruge den alle sammen i et maleri. Jeg stræber efter den enkle, men udtryksfulde farvepalet.

Brug af farver udgør et ubevidst sprog

Fordi øjnene tiltrækkes af farver med lys og høj kontrast, vil vores øjne først søge derhen, hvor kontrasten er størst. Det gør det i en vis udstrækning muligt at styre, hvordan beskuerens blik vandrer over et lærred. Det sker fx ved at bruge farver i kontrast til hinanden (kontrastfarver). Selvom kontraster ikke kun hænger sammen med farver, så er farver et visuelt sprog, som folk ser og opfatter, uden de tænker nærmere over det.

Det er i det ubevidste, at vi opfatter farverne og danner vores indtryk af dem. Derfor kan de bruges til at skabe fokus. Det er næsten det samme som at råbe, at dette her er værd at se på. Vores hjerne forsøger konstant at finde en mening med det, den præsenteres for. Det er et konstant bombardement af uendeligt mange indtryk, og for at klare det må hjernen sortere en masse fra. Alt er ikke lige vigtigt, og den går efter det væsentlige, resten forsvinder. Hjernen har over mange år lært sig, at den skal finde det vigtige der, hvor kontrasten er størst. Vi gør det ikke bevidst, og vi kan fx ikke beslutte os for, at vi ikke vil lade os påvirke af farverne i et bestemt billede … det sker bare, hvis vi altså ser på billedet.

Der findes ikke grimme farver

Ingen farver er efter min mening hverken smukke eller grimme. Man kan selvfølgelig sige, at nogle farver ikke passer så godt sammen med andre. Alligevel er der farver, som jeg elsker at arbejde med, fordi “de gør, som jeg siger”. De passer sammen med det, jeg gerne vil i mine billeder. Fx er jeg meget begejstret for farven Indigo (Schmincke PRIMAcryl Indigo Fluid), som jeg anvender i mange af mine billeder.

Farver og det, der sker, når de sættes sammen på forskellig vis, er årsagen til, at jeg begyndte at male. Det er en evigt fascinerende proces for mig, og mine malerier er tunge af farver. Det er ikke det pæne, jeg går efter, men det, der virker. Et maleri skal have noget at sige om et eller andet, det store eller det små, og farverne er en del af det sprog, jeg bruger.

I maleriet MIT TRÆ nedenfor her på siden er de blå og blålige nuancer sat sammen med de brunlige. Min tanke er, at de skal spille sammen om at skabe en lidt kølig og højtidelig stemning af det lys, der kan ligge i skoven en tidlig morgen. Det er en oplevelse, jeg har haft mange gange og gerne vil give videre med farver og former. Jeg vil med andre ord gerne fortælle noget med de farver, der er en del af maleriet. Måske får andre en anden oplevelse ud af mit billede, og det må de gerne. Der er ikke facitlister til mine billeder, og oplevelsen er ens egen.

Jeg har i øvrigt et foredrag, der handler om farver, hvordan vi oplever dem forskelligt til forskellige tider, hvordan vi kan bruge dem, og hvordan vi påvirkes af dem i forskellige situationer. Foredraget hedder “Farverne i vores liv og livet i farverne”. Læs mere om foredraget her.

Billedkunst sætter ild i mig

Billedkunst … jeg havde ikke råd til at lade den være

Gratis adgang til billedkunst

Det er lidt flovt at indrømme, at min interesse for billedkunst måske startede, fordi jeg var meget sparsommelig i min studietid. Jeg fik et studiekort på arkitektskolen, der samtidig gav mig GRATIS adgang til en række museer. Ordet “gratis” havde især dengang en magisk tiltrækningskraft på mig, og jeg følte mig på en måde presset til at udnytte denne mulighed. Ellers ville jeg jo spilde de penge, jeg kunne spare på entréen. Sådan har vi nok alle sammen forskellige indgangsvinkler til billedkunst.

Jeg kom meget på Charlottenborg, der dengang havde mange og meget varierede udstillinger med billedkunst. Det var fedt at komme der, og de havde en glimrende cafe, hvor man kunne købe en sandwich ret billigt … ikke gratis desværre, men billigt.

At få en “smag”

Senere bidrog besøg på Statens Museum for Kunst (SMK), Den Hirschsprungske Samling, Louisiana og andre af vores fremragende museer til, at jeg fik et egentlig forhold til billedkunst: Noget sagde mig mere end andet. Noget kunne jeg særligt godt lide, og noget brød jeg mig ikke om. Jeg fik en ”smag”, tror jeg, man kan kalde det.

Det blev også vigtigt for mig at vide noget om de kunstnere, der frembragte billedkunst og om billedkunst i det hele taget. Hele den side af billedkunsten var naturligvis ikke helt så spændende som selve værkerne, men når man vidste noget om historien bag det hele, blev værkerne faktisk mere spændende. Fx var Guldalderen pludselig ikke længere en for mig lidt støvet periode i dansk kunsthistorie. Det var en periode, der udsprang af særlige vilkår i datidens samfund. Historien om de udøvende kunstnere viste sig at være en spændende skildring af en gruppe menneskers svære og næsten heltemodige kamp for at få kunstnertilværelsen og en produktion af billedkunst til at hænge sammen i datidens overbefolkede København. Så værkernes historie viste sig at være næsten lige så interessante som selve værkerne. Jeg fik på den måde et meget spændende indblik i det at male. Mit eget maleri udviklede sig, og Guldalderens billedkunst kom til at fylde mere i min bevidsthed.

Det kan være, at man hænger et maleri op i sit hjem, som løfter stemningen betydeligt i stuen. Sådan er det faktisk, uanset om værket nu også er stor kunst. De fleste af os har ikke midler til at erhverve stor eller dyr billedkunst, og mindre kan også gøre det. Det vigtige er, at man hænger noget op, der gør noget ved en. Der bliver ligesom mere plads i hovedet på en.

Billedkunst opleves bedst foran et billede. Virkelighedens udgave af et maleri – originalen – er altid langt bedre end selv det bedste foto af det.

Det har vi her i landet ret gode muligheder for fx med Guldalderen. Især måske hvis man bor i København. Her findes nemlig rigtig mange værker fra perioden på bl.a. SMK og Den Hirschsprungske Samling  Men der er så uendelig meget mere billedkunst end Guldaldermalerierne, og det vil være umuligt at komme rundt i verden og se det hele. Fx så jeg selv for første gang Leonardo da Vincis ”Den sidste nadver” under et besøg i Milano i foråret 2016. Det var på alle måder en stor oplevelse, selv om det faktisk var ret besværligt at komme til at se den.

Tidligere kunne man købe sig fattig i flotte bøger om billedkunst. Det kan man sådan set stadigvæk. Men i dag er internettet en fantastisk let måde at komme til at se billedkunst fra hele verden hjemme fra sin egen sofa. Det er ikke det samme som at se originalerne. Men  det er på mange måder rigtig udmærket og kan give en god fornemmelse af et værk. Selv om jeg kendte ”Den sidste Nadver” ret indgående, inden jeg så billedet i virkeligheden, blev jeg fuldstændig slået omkuld. Da jeg endelig stod foran Leonardos verdensberømte maleri i munkenes spisesal under klosterkirken Santa Maria delle Grazie i Milano, blev jeg helt rørt. Det var fantastisk på en måde, jeg ikke havde forudset, mens jeg studerede billedets detaljer på nettet. Leonardo rakte via sin billedkunst gennem mange århundreder og slog en klo i mig.

Selv om jeg finder mange kunstformer interessante (fx musik og teater), er det billedkunst, der rigtig har fået tag i mig. Det væsentlige er selvfølgelig, at man får nogle spændende oplevelser ud af kunsten. Om de er store eller små, det er ikke så vigtigt, bare man ind imellem ser eller hører noget, der pirrer ens interesse og fantasi. Måske er det rart, måske er det lidt foruroligende eller tankevækkende. Det er følelser, man allerede bærer i sig, men som kunsten formår at vækker i en og gøre vores verden større.

Oplevelserne kan være mange. Måske hører man et godt stykke musik eller ser en god udstilling. Måske er man sammen med nogle venner, så man er fælles om oplevelsen og får noget mere at være fælles om.

… om at holde en pause 

Tanker om at male
Maleproces

Jeg har stort udbytte af i kortere tidsrum absolut ikke at foretage mig noget som helst … egentlig bare sidde og glo.

Pause – Ikke at male

Så for mig er pausen blevet en nødvendig del af maleprocessen. Det, som jeg udfylder mine pauser med, kan være mange forskellige ting. Nogle gange foretager jeg mig absolut ingenting. Selv om det lyder som om det nok skulle være til at finde ud af, så er det måske ikke så let alligevel. Jeg tømmer hovedet og sidder nærmest bare og glor. Jeg tror, det er det, mine børn kalder “at stene”, men det er vel en form for meditation. Andre gange går jeg rundt og ser lidt på billedet, jeg er i gang med. Jeg hænger det måske op i min stue, så jeg ser det et andet sted end på staffeliet … laver te og ser igen osv.

Andre gang skal jeg helt væk. Jeg spiser, løber en tur, læser, ser TV, sover … alt muligt andet end at male. Løbeturen er (selv om den er ret tidskrævende) meget velegnet som pause og mental nulstilling. Der sker noget i hovedet, når man løber. Det er ikke noget, jeg ved voldsomt meget om, men rent kemisk sker der ændringer i kroppen, mens man løber, og det påvirker hjernen … i det mindste virker det positivt på min hjerne. Man lufter ud i bogstavelig forstand. Men jeg kan jo hverken løbe eller spise så ofte, jeg holder pause. Derfor er musikken blevet min foretrukne pauseaktivitet.  Musik har bl.a. den fordel, at man hverken bliver træt i benene eller fed af den.

Musik – når man lytter

Det at male passer godt sammen med at lytte til musik, og jeg synes bedst om at male til jazz eller klassisk musik. Det kan man sagtens, for når man lytter, foregår det andre steder i hjernen, end de steder man bruger til at male med.  Jeg koncentrerer mig bedre om at male. Det ansporer mig ligefrem og er en slags “mental væg”, jeg kan læne mig tilbage i. Det er i en vis udstrækning styrbart på den måde, at Miles Davis fører mig andre steder med mit maleri, end fx Beethoven gør det. I sig selv giver musikken mig en oplevelse, og ud over det kan den påvirke andre oplevelser, som jeg kan bruge til at male på. Den skaber følelsesmæssige indtryk. Den skaber stemning og eftertanke og gør i det hele taget meget af det, jeg faktisk gerne selv vil fremkalde hos andre ved at male mine billeder.

Musikken er også god at høre i pauserne. Det er lidt anderledes, end når man maler til den, men det er rart, og man kan lytte mere opmærksomt og opleve den på en anden måde.

Musik – når man selv spiller

Men mest markant indvirker musikken på min hjerne, når jeg selv spiller. Der er nemlig meget stor forskel på at lytte til musik og selv at frembringe den. Når jeg spiller klaver, fylder musikken mit hoved ud … væg til væg. Jeg kan kun det. Jeg kan fx ikke samtidig tænke på at male. Jeg kan ikke engang koncentrere mig om at se på et maleri. Jeg kan heller ikke læse eller føre en samtale.

Jeg kan godt spille sammen med andre og sanse den særlige form for fællesskab, der er, når et orkester ”swinger”. Men min hjerne rummer stadig kun musikken. Det er dog på en underlig ubevidst måde, for meget af det jeg spiller, tænker jeg ikke så meget over. Det kommer bare ud ad fingrene. Det kan muligvis høres på den musik, jeg spiller … men mit hoved har gang i noget, som jeg ikke er helt bevidst om.

Når jeg rejser mig igen fra klaveret, kan jeg ofte umiddelbart starte igen. Forhindringerne er væk. Derfor er det så vigtigt for mig med klaveret i atelieret. Det får det hele til at “spille” lidt bedre.

Når man spille selv, bruger man sin hjerne – faktisk mange dele af den – på en anden måde, end når man maler. Derfor er det godt at spille i sine pauser.

Abstrakt kunst og især det abstrakte maleri  suger mig fuldstændig ind. Det kan være som at lytte til et stykke musik, der fylder mit sind helt ud og som rører mig.

Jeg ser med stor fornøjelse på masser af smukke, figurative billeder fx af Rembrandt eller Velázquez eller vores egne guldaldermalere. Selv om disse gamle mestre interesserer mig, så er det ikke dem, der griber mig om hjertet.

Der er ikke noget i vejen med malerier, der ligner noget. Jeg maler selv den slags billeder, fx når jeg er ude at rejse. En fin lille akvarel, der er malet på 2 – 3 timer på stedet, gør, at jeg husker min oplevelse af det sted mere intenst, end hvis jeg bare fotograferede det samme sted eller satte mig for at drikke en kop kaffe.

Når det er sagt, ligger det rigtig spændende og pirrende for mig helt klart i abstrakt kunst, både at se på og selv at male. Det er det abstrakte, der – i det mindste nogle gange – kan række helt ind i min sjæl og lave ravage.

Det er også det abstrakte udtryk, der kan få mig til at genoverveje de store spørgsmål, få mig til at tænke mig om: Skal det være på denne her måde, eller kan vi lave det helt om?

Det er også i det abstrakte udtryk, jeg selv kan krænge sjælen ud på lærredet, “se frygten i øjnene” og træde ud af skyggerne, for nu at sige det på den måde. Jeg bliver nærmest speedet af det, mens jeg er igang.

Det klassiske maleri, der ligner, har i modsætning til abstrakt kunst helt frem til det tyvende århundredes start totalt domineret kunstens historie.

Det er sket på alle mulige forskellige og spændende måder, men abstrakt kunst skabte i starten af 1900 tallet en fuldstændig ny indfaldsvinkel til kunst og kunstnere og fik i øvrigt meget stor betydning også for det maleri, der ligner.

Den russisk-tyske maler Wassily Kandinsky fik tilnavnet ”det abstrakte maleris fader”. Det var ham, der “opfandt” abstrakt kunst. Det siger man i det mindste. Der var faktisk flere andre, som kunne nævnes i forbindelse med abstrakt kunsts opståen (fx Kazimir Malevitj, Kupka, Mondrian og flere andre), der i starten af 1900-tallet arbejdede med abstrakt kunst eller det motivløse eller nonfigurative billede.

De kaldte det heller ikke for “abstrakt kunst”, men uanset om Kandinsky er fader eller ej til begrebet “abstrakt”, så var Kandinsky under alle omstændigheder en nøglefigur, og det er bl.a. hans arbejde, der førte frem til det, vi i dag betegner som abstrakt kunst.

Der er en sjov historie om, hvordan Kandinsky skulle være kommet hjem en sen aften … efter en lang dag i atelieret. Han så ind i sin halvmørke stue, hvor malerierne stod i stakke lænet op ad stuens vægge. Inden han fik tændt lys, faldt blikket på et af dem, og det slog ham, at dette maleris komposition og farvesammensætning virkede næsten magisk på ham. Det havde en særlig glød i farverne, og kompositionen nærmest sprang frem imod ham. Selvom han godt vidste, at det måtte være et af hans egne malerier, kunne han ikke kende det igen. Den særlige skønhed, dette maleri besad, udsprang ikke af noget egentligt motiv. Det var noget, han måske tidligere havde anet, men ikke været tilstrækkelig opmærksom på. I et frydefuldt glimt af indsigt forstod han, at et maleris kraft alene kunne skabes af farver, linjer og former uden sammenhæng med et egentligt motiv. Det blev det, vi senere kom til at kende som abstrakt kunst. Det viste sig, at Kandinskys maleriet vendte forkert … måske stod det på højkant … og det var derfor, at han ikke kendte det igen.

Om historien nu også er helt sand, ved jeg ikke, men det er en god historie, og den har en fin pointe i, at når vi ser noget vi ikke umiddelbart kender, kan vi få nye og store oplevelser ud af det. Det fremmede eller ukendte giver os et frisk syn uden fordomme og forudfattede meninger, og vi spørger som barnet: Hvad er det? Måske er det ligefrem denne historie, der har givet ham æren af at være den første, der så mulighederne i det, vi i dag kender som abstrakt kunst.

Næste dag, siger historien, da stuen blev lys igen, kunne han ikke genskabe magien, men Kandinsky blev klar over, at et maleri ikke nødvendigvis skulle have et egentligt motiv. Fra da af arbejdede han med at definere et nyt kunstbegreb. Det hed ikke “abstrakt kunst”, men han skrev en lille bog om sine overvejelser: Über das Geistige in der Kunst (Om det åndelige i kunsten). Bogen udkom i 1912, og i årene der kom efter eksploderede den nye retning nærmest i mange forskellige bud på en abstrakt kunst eller et motivløst maleri: abstrakt ekspressionisme, action painting, konstruktivisme, suprematisme o.m.a.

Alt dette sker i øvrigt samtidig med, at fotografiet vinder mere og mere indpas, og presser maleriet som det foretrukne medie til at registrere fx portrætter, selskaber og møder. Fotografiet blev for mange et brugbart og billigt alternativ til maleriet, der lignede, hvilket uden tvivl også haft betydning for udviklingen af abstrakt kunst og kunst i det hele taget.

Efter mange år med at male figurativt blev abstrakt kunst for mig den mest pirrende og udfordrende både at male og se på, fordi det har mindst en dimension ud over det umiddelbart synlige. Gode malerier og kunst i det hele taget har naturligvis altid dette karakteristika, men abstrakt kunst pirrer mig ved at spille på fx modsætninger mellem fornuft og følelser, det man kender og ikke kender, det man genkender, og det man ikke helt kan se, hvad er, og så alligevel …  dette spil omkring abstrakt kunst fascinerer mig meget.

Man kan selvfølgelig sige, at min tilgang til det motivløse billede er meget lettere end de gamle mestres. Kandinsky skulle virkelig kæmpe op ad bakke for at slå igennem konventioner, der havde manifesteret sig tons tungt i mange århundreder. Det var virkelig et stort skib, der skulle vendes. Jeg har ikke de samme udfordringer, men så har jeg naturligvis nogle andre.

Jeg kan fx som det mest naturlige overveje hvilken farve “sult” har, eller hvordan jeg kan skildre kærlighed, rytme eller bevægelse i et billede. Der er ikke nogen facitliste, men selvom jeg i mit maleri egenhændigt bestemmer sult-farven, er det jo ikke lige meget, hvilken farve jeg så vælger.

Derfor var det naturligvis abstrakt kunst, der lå lige for, efter at jeg på Kunstakademiets Arkitektskole i flere år havde malet små fine akvareller af gadebilleder og huse som illustrationer til mine projekter … langt fra abstrakt kunst … nu skulle det være stort og farverigt. De små akvareller har jeg dog stadig stor fornøjelse af, mest når jeg rejser, hvor jeg næsten altid medbringer min lille farveæske, blok og pensel.

Atelieret skal være klar til mig. Penslerne, farverne og alle de praktiske ting skal være klar, så man ikke skal bruge tiden på at gøre rent og rydde op. Det er totalt ødelæggende for den kreative proces. Se mit indlæg om hvordan et atelier kan indrettes.

Den kreative proces forløber meget forskelligt. Nogle gange er processen fuldstændig lige ud ad landevejen og uden hverken problemer eller modstand. Når det sker, kan jeg male et billede færdigt i et langt sug. Det er dejligt, når det sker en gang imellem. Det mest almindelige er dog, at jeg på et tidspunkt løber ind i problemer. Det er billedet, der giver mig modstand. Det frustrerede mig meget i starten. Jeg følte at den kreative proces gik i stå. I dag er jeg klar over, at det først er der, den rigtig går igang.

Dengang jeg underviste, mødte jeg ofte elever, der stoppede, når det begyndte at blive lidt svært. De første penselstrøg på det hvide lærred er ret ufarlige at sætte. Efterhånden kommer der flere og flere, og billedet begynder at tage form. Så bliver det sværere, og når man begynder at skulle fjerne noget, male over og ofre noget, man egentlig er ret godt tilfreds med, så kan det blive svært. Her er det så, at mange stopper, men det er her, hvor  den kreative proces først rigtig går i gang.

Bevares, hvis man har en hobby, forstår jeg godt, at så skal det være hyggeligt, og hvis det er så pokkers svært og frustrerende, hvorfor så bakse med det? Det er måske netop det, man prøver at holde fri fra. Men det er rigtig ærgerligt. Det er her, når man står midt i problemerne, om hvad man skal gøre med et billede, at man kan flytte sig en lille smule, komme videre, blive bedre, lære noget. For det er først, når man arbejder med billedets modstand, at der sker noget i den kreative proces.

Min situation er lidt anderledes. Maleriet er min levevej. Det bliver det ikke mindre frustrerende af, men jeg er nødt til at fortsætte, også når det er rigtig svært.  Den kreative proces, som jeg arbejder med og hele tiden udvikler, skal helst ende i et færdigt billede.

I sidste ende skal jeg kunne sælge det færdige billede, men det skal jeg ikke bekymre mig om, mens jeg står og maler det. Det er min oplevelse at det virker som gift på den kreative proces, hvis jeg først begynder at tænke på, hvad der kan sælge … så dør processen helt for mig. 

Her kan du se mine færdige malerier til slag

Det er ofte let at starte på et billede. Det er, når lærredet fyldes op, at det kan blive svært. Så skal man fortsætte og stole på, at den kreative proces, man har udviklet eller er i gang med at udvikle, vil føre en igennem til det færdige billede

Den kreative proces næres af modstand og problemer

Det er dejligt at køre ned ad bakke, men man bliver ikke stærkere af det. Derfor er det min mening , at den kreative proces fuldstændig afhænger af, at man hele tiden formår at udfordrer sig selv, at gøre det sværere og hele tiden flytter sine mål længere væk. Hvis den kreative proces går hen og en fast måde at gøre tingene på, ender den med ikke at være særlig kreativ. For så maler man i princippet det samme billede igen og igen, og det bliver hurtigt kedeligt … meget kedeligt, også for andre at se på.

 Hvad er det, man vil?

 Jeg mener, at det med at male et billede, kan sammenlignes med at rejse sig i en forsamling for at sige et eller andet. Man er nødt til nogenlunde at vide, hvad man vil sige, inden man rejser sig. Man må have en ide, og har man det, kan man føle sig fri under talen og måske improvisere lidt. Det er lidt på samme måde, når man maler. Den modstand, billedet giver, skyldes, at man ikke helt er klar over, hvad det er, man vil med billedet. Fordelen ved maleriet i forhold til talen er, at man er alene med billedet og kan bruge masser af tid i den kreative proces til at finde ud af, hvad det er man vil sige.

Se mit blog-indlæg om, hvordan man kan arbejde med ideer til malerier.

Hvorfor vil man det?

Når jeg stiller mig foran lærredet, har jeg et eller andet, jeg vil ud med. Jeg ”vil noget” med det billede, som jeg lige om lidt skal i gang med. Måske ved jeg ikke helt præcist, hvad det er, men jeg ved, at det kommer jeg til … for ideer kommer, når man skal bruge dem.

 Det er lidt privat, det der med at male

 Jeg er som regel alene, når jeg maler. Det er ikke, fordi jeg insisterer på ensomhed, men sådan er det. På en måde er det også lidt privat, det der med at male, og derfor har jeg det rigtig godt med, at det kun er mig, der er til stede, når jeg gør det. Ene, men stærk. Inden jeg så står der foran det hvide lærred, ligger en ikke særlig målrettet proces. Jeg har været ude i verden og oplevet alt muligt, været nysgerrig, åben og følsom, været sammen med andre mennesker, talt, hørt, set. Den kreative proces tager udgangspunkt i de indtryk, jeg har suget til mig. Men må have mange indtryk før man kan skabe et udtryk. Så har jeg tænkt mig om … ordnet indtrykkene, og der er så måske noget, som jeg vil byde ind med, vise til andre og sige: ”Se lige engang”. Det kan være alt muligt, og det kan dreje sig om meget store ting, følelser, verdenskriser, kærlighed og død … men det kan også være i det helt små, fx en smuk træstub i skoven, en god kop kaffe, en fugl eller et rådyr, der står på marken, en fuglerede … osv.

Modstanden viser sig i forskellige faser

Så begynder jeg at male fx en fugl. Det er lige meget, om det ligner, men der er noget ved den fugl, der skal fortælles … hvad det er, finder jeg ud af, mens jeg maler. Jeg starter med at sætte nogle streger eller farver på lærredet, og maleriet spiller mig nogle muligheder tilbage, viser mig veje, som jeg kan fortsætte billedet med. De muligheder, jeg kan lide, tager jeg, resten lader jeg ligge. I den kreative proces oplever jeg næsten altid modstand. Jeg holder mange pauser, hvor jeg spiller lidt  på mit klaver. Når jeg starter igen, begynder jeg fra et nyt sted. Måske  gør jeg noget godt, måske noget ikke så godt … en forkert vej, billedet vil noget andet, end jeg vil, et eller andet fungerer ikke så godt.

Modstanden viser sig i forskellige faser, og man overvinder den ved ikke at give op, men utrætteligt at spille tilbage, prøve sig frem med erfaring, dristighed og forhandling … indtil det frydefulde øjeblik, hvor jeg ser helt klart, alle brikkerne begynder at falde på plads, og alle farvefladerne spiller sammen i et hele. Nu ved jeg, hvad det var ved den fugl, som skulle fortælles.

Når man så kommer ud på den anden side, har man gennem sin kreative proces flyttet sig en lille smule … og det er også det, det drejer sig om: Man skal male sine egne billeder, gerne inspireres af andre, men billederne, motiverne skal i sidste ende være ens egne  … og man skal udvikle sin kreative proces … og vokse.