Gode råd, Tanker om at male

ALKYMI
Henrik Skorá

Det andet billede, som jeg vil beskrive her, er billedet ”Alkymi”.  Billedet er opstået mere spontant, idet jeg ikke helt fra starten vidste, hvordan det ville komme til at ende. Det er endt med en rytmisk struktur af Strindbergs mange gentagne forsøg på at ramme succesen.

Jeg ser Strindbergs kaotiske følelser som to retninger, der støder sammen midt i billedet. Der er et pres, der resulterer i en boble, der holder billedets højre og venstre del fra hinanden, men som hvert øjeblik kan briste som en sæbeboble.

Hans forsøg med kul og metal og et spirende håb står frem, mens han måske vil finde frem til det forjættede land i form af guldet, som mest ligger bagerst i billedet øverst til venstre.

Begge billeder var spændende at male og var resultatet af mit bekendtskab med Strindbergs roman Inferno. Havde jeg ikke havde læst den, havde jeg ikke malet disse billeder.

Billedet måler ligeledes 80 x 80 cm.

Jeg ser mig meget omkring og bruger meget tid på at finde inspiration til mine malerier.

Jeg går ture, læser, hører musik, spiller klaver, i det hele taget alt, hvad jeg kan finde på, der vender hjernen lidt. Det er sådan med ideerne, at jeg mener, de kommer, når man står og skal bruge dem. Det er ofte sådan, at jeg kommer til at stå med lidt for mange ideer til at kunne nå at realisere dem alle sammen. Ja, jeg skal bruge dem, og det er godt at have mange ideer, men også lidt skidt, fordi ikke alle ideer har potentialet  til at blive til noget. Noget man egentlig troede på ville ende godt, bliver bare en masse arbejde uden resultat, og det kan være meget frustrerende: Skal man være tålmodig og arbejde videre, selv om det er op ad bakke, eller skal man stoppe, skrotte det arbejde, man har lagt i et billede, male det over og gå videre med noget andet?

Undertiden kan en ide også komme helt færdig til en, og det er forfriskende anderledes.

Det skete for mig til sidste års arrangement Åbne Atelierdøre Guldborgsund. Jeg havde besøg af en dame, der havde arvet et maleri – et billede af en lille gård ved en vej tæt på havet eller en stor sø. Det var malet af en kunstner, der signerede sig som L. Dalbo. Maleriet betød på forskellig vis noget for min gæst, uden at hun dog ønskede at hænge det i sin stue. Hun kunne godt lide min stil og ville gerne kombinere den med sit arvede maleri. Det var en stor kompliment, og jeg var naturligvis meget ivrig efter at påtage mig opgaven.

Efter den indledende proces sættes de detaljer på, som jeg mener er vigtige.

Om abstrakt kunst

Willem de Kooning
Woman 1
1950 -52

Tilbage til min første oplevelse af de abstrakte malerier. Jeg viste maleriet til mine kammerater, og jeg husker, at vi var enige om, at kunstneren nok ikke havde gjort sig særlig umage, for det var slet ikke malet særlig flot, sådan som vi kunne se andre malerier i bøger fra reolen. 

I dag ved jeg, at vi gjorde de Kooning uret. Han var klassisk uddannet og kunne male hvad som helst spot on, så det lignede. Men det var ikke det, der interesserede ham. Det aktuelle maleri er en del af en hel serie de Kooning malede i 1950’erne, og det er angiveligt det første i serien. Det hedder Woman 1, og det er et maleri, som de Kooning kæmpede meget med. Han arbejdede på det i mere end halvandet år.

Han lavede i den sammenhæng et utal af skitser og malede den ene version oven på den anden, skrabede væk, malede ovenpå igen og igen. Måske er han ikke engang blevet helt færdig (sådan kunne det godt se ud). De Kooning stoppede bare: Han kunne ikke tilføje mere til maleriet, og lader det så være op til os, der ser på billedet, om selv at lave en konklusion. Det færdige billede interesserede ham ikke så meget som selve processen med at male det. 

Billedet fremstår ualmindelig stærkt. Det er et ret stort billede 193 x 147 cm, og da jeg så det på MOMA i New York, overvældede det mig, selv om jeg kendte det indgående i forvejen.

Som barn var jeg også fascineret af det klassiske maleri: billeder, som var “flot” malet, og som lignede noget, og det er jeg stadig. Jeg synes dog, at det figurative maleri har sværere ved at røre mig på samme voldsomme måde som det abstrakte.

Malerier som de Koonings er “abstrakte malerier” og for mig og vennerne dengang blev det ensbetydende med masser af farver kastet tilfældigt op på lærredet. Vi malede ”abstrakt” med en intens fryd og aggression. Vi var vist nok også lidt ”uartige”, når vi malede sådan. Oven i det hele havde vi den befriende følelse, der var ved, at ingen kunne komme og sige: ”ja men, det ligner jo ikke noget” … NEJ … det var jo hele ideen.

Jeg husker også, at jeg og vennerne dengang talte om, at selv om vi prøvede igen og igen, så var vi ikke i stand til at male den fornemmelse af gru, som var i de Koonings maleri. Han kunne noget, vi ikke kunne. Han havde i sine abstrakte malerier arbejdet sig frem til noget, der var hans eget og ikke set tidligere.

De andre abstrakte

Senere stiftede jeg bekendtskab med abstrakte malerier af Wassily Kandinsky, Picasso og André Derain, og det blev især disse tre, som spændte min fjeder. Hvad var det for noget, og hvordan kunne man finde på at male sådan?

Jeg undrede mig over, at kunstnerne kunne sætte gang i min fantasi og mine følelser ved at sætte farver og former sammen på bestemte måder, som var helt anderledes end det “der lignede”. WOW … og på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg også ville male sådan. Jeg ville male abstrakte malerier.

Jeg begyndte med det figurative maleri og udviklede mit billedsprog frem mod det, der blev min måde at male abstrakte malerier på, det der senere blev til min arbejdsmetode eller maleproces.  

Jeg bruger mange, mange timer på at male et billede, og det ender meget ofte et helt andet sted, end det jeg egentlig startede med at male hen imod. Det betyder ikke, at det bliver tilfældigt, men at processen er en slags dialog mellem mig og billedet.

Kandinsky – det abstrakte maleris fader – og alle de andre

Selv om Kandinsky havde været død i 8 år, da jeg blev født, er han et af mine helt store idoler. Han måtte virkelig kæmpe for sine abstrakte malerier. Jeg føler en stor respekt over for ham og hans arbejde eller måske snarere en slags taknemmelighed.

Hans måde at male på og de abstrakte malerier, der kom ud af det, har været en forudsætning for min nuværende karriere som billedkunstner. Det har været en stor inspiration for mig at se ind i, hvordan han arbejdede med abstraktionen, og hvordan han i flere omgange kom frem til sine kompositioner og udviklede de abstrakte malerier over flere år.

Det er bl.a. Theo van Doesburg og Piet Mondrian, som ud fra andre forudsætninger og intentioner næsten samtidig malede deres udgave af de abstrakte malerier. Man siger, at succeser har mange fædre, og det gælder også for de abstrakte malerier.

Man elskede og hadede, og ofte forstod man ikke helt de abstrakte malerier. Alligevel er det selve ideen bag de abstrakte malerier, der i starten af 1900-tallet skaber billedkunstnerens muligheder for at arbejde meget frit med stemninger og følelser. Igen lidt på samme måde som musikken gør det. Men man taler fx ikke om “abstrakt musik” eller “naturtro eller realistisk musik”. Musikkens udtryk er i sin natur “abstrakt”. Det er vi vant til og siger fx ikke “ja, men det ligner jo slet ikke”. Musik er musik, og på samme måde er de abstrakte malerier abstrakte.

I min uddannelse som arkitekt på Kunstakademiet fik jeg en grundlæggende uddannelse i tegning og de forskellige discipliner indenfor maleriet. Jeg malede både de figurative eller naturtro og de abstrakte malerier. Jeg blev introduceret for mange teknikker og arbejdsmetoder, som jeg bygger videre på i dag. Især har det at arbejde med at konkretisere en ide været helt grundlæggende for mig … og de abstrakte malerier udtrykker vel om noget ideer.

Henrik Skorá
HAVNEN

Henrik Skorá
LYDEN AF ET KYS

Henrik Skorá
THREE HAND BOOGIE

Selv om jeg maler de abstrakte malerier og ikke de figurative, er de ikke tilfældige. Tingene hænger sammen. Når jeg fx siger, at jeg maler lyden ind i billedet, så er lyden en af forudsætningerne for, at lige det bestemte maleri fik lige det udtryk. Lydbilledet – i sig selv en abstraktion – fortolker og synliggør jeg i mit maleri sammen med alt det andet.

Måske er det dybest set meget individuelt og slet ikke så vigtigt, hvad farve et kys nu har. Men jeg bruger det til at male billedet. Det bliver et “stativ”, et udgangspunkt at hænge billedet op på, som ikke er konkret, men absolut heller ikke tilfældigt. 

At male et abstrakt maleri uden direkte reference til virkeligheden, som vi kender den, er en spændende udfordring, hvor en  del af udfordringen netop er at skabe den reference, og få maleriet til at “pege” ind i den virkelige verden. 

Så mine abstrakte malerier er derfor skabt fx helt stille, larmende, blæsende, varme, kolde, sultne, nysgerrige, forelskede eller noget helt andet. Den, der ser på billedet, behøver ikke at få de samme associationer, som jeg har haft, mens jeg malede, for man skal helst skabe sin egen oplevelse. Det er sådan, det må være.

Så tak til Kandinsky, van Doesburg, Mondrian, de Kooning, Picasso og alle de andre, der har kæmpet og stadig kæmper for at ændre grænserne for, hvad der kan males. De burde have fået Nobelprisen for deres indsats for de abstrakte malerier. De har givet en gave til alle, der beskæftiger sig med kunst på den ene eller den anden måde … og det gør vi vel næsten alle sammen.

Nedenfor kan du se mine gode råd om udstilling af malerier. Jeg skriver først lidt om de tanker, jeg gør mig op til en maleriudstilling og slutter med en tjekliste. Du kan nedenfor evt. klikke dig frem til det, der interesserer dig, eller du kan gå direkte til min TJEKLISTE.

1. Generelle betragtninger, mest hvis du udstiller for første gang
  – Hvorfor udstiller du?
  – Når andre har en mening om dine billeder

2. Forskellige slags udstillinger
  – Udstilling hjemme hos dig selv
  – Udstilling uden for dit hjem
  – Aftalerne
  – Transport & indpakning
  – Plan
  – Signering af billeder
  – Priser
  – Indpakning til kunden
  – TJEKLISTEN

Er det din første maleriudstilling?

Inden jeg tager fat på alle de praktiske ting, har jeg lige et par ord til dig, der udstiller for første gang.  

Start med at finde ud af, hvorfor du gerne vil udstille. Hvad er det, du vil have ud af alt besværet, som  er forbundet med en udstilling af malerier? Vil du sælge eller blot vise dine billeder, have lidt sjov og se, hvad der sker, eller vil du måske bane vejen for et fremtidigt samarbejde med nogle bestemte mennesker … eller hvad er dit mål?  

Det er helt klart lettere at lade malerierne blive hængende på væggen derhjemme. Der er en del bøvl forbundet med at udstille malerier eller andre værker … keramik eller hvad som helst.

Efter min mening er der imidlertid en masse gode grunde til deltage i en udstilling af malerier: 

• Du kan være så heldig, at du sælger noget. Selv om jeg hele tiden har mine malerier udstillet på min webshop – se mine malerier til salg her – stiger chanserne dramatisk for et salg, når dine billeder udstilles i virkeligheden. På den anden side, hvis du udstiller alene for at sælge, vil du ofte blive skuffet.
• Udvid dit netværk. Du kan næsten ikke undgå at træffe andre kunstnere, interesserede eller ligefrem potentielle kunder og måske endda  folk, der arrangerer udstillinger. Sørg for at få kontaktinfo på så mange som muligt og skriv også gerne, hvilken type de er. Er de fx kunstner, kundeemne, arrangør, kunstforening … osv.
• Dit navn bliver eksponeret om ikke andre steder så på plakaten. Måske er der en artikel i den lokale avis om udstillingen, måske sendes der invitationer til fernisering af udstillingen. Under alle omstændigheder får du vist flaget og dit navn.
  Benyt også selv lejligheden til at udsende en pressemeddelelse, hvor du fortæller om dig selv og din udstilling. Det er ikke helt sjældent, at lokalaviserne bruger din pressemeddelelse til et indlæg. Husk at vedhæfte et par gode billeder af dig selv og dine billeder.
• Bliv klogere. Jeg kommer lidt ind på det i næste afsnit, men når man deltager i en udstilling af malerier, får man mulighed for at tale med andre kunstnere eller besøgende. Nogen af dem ser dine billeder for første gang. Hvad synes de om dine billeder? Du får input og gode samtaler til at generere nye ideer.
• Sidst, men ikke mindst er der muligheden for anerkendelse. Vi vil vel alle sammen gerne have at vide, at det vi gør er godt, at vi er gode eller dygtige. Jeg tror ikke, man kan høre det for meget. Når man udstiller malerier, er der dog klart også en risiko for, at man får det modsatte, mere om det nedenfor, men alle kommentarer både gode og dårlige er bedre end ingen kommentarer.
• Nyd det. Efter at have arbejdet med billederne i lang tid er det dejligt at vise dem frem for andre mennesker. Det er vel det det går ud på? OK, det sjoveste er at male billederne, men det er næsten lige så sjovt at udstille dem, og hvis ikke det er det, så tænk over, hvad du selv kan gøre for, at det bliver sjovt.

Mange timers arbejde er brugt på at male billederne og forberedelserne med pakning, transport, ophængning m.m. er også ret tidskrævende. Hvis det hele skal give mening i den sidste ende, må man være helt klar på, hvad formålet er. Hvorfor man gør det og efterfølgende vurdere, om man så kom i mål med det. Gør man ikke det, kan man godt løbe lidt sur i det.

Besøgende på en udstilling har en mening om det, du maler

Når du arbejder kunstnerisk i et eller andet medie, vil du før eller siden få mulighed for at udstille dine værker. Den mulighed skal du tage, også selvom du ikke føler, at du er helt klar. For hvis man venter, til man er helt klar, til alt er perfekt og i orden, kan man komme til at vente meget længe. Derfor … hvis du får muligheden … så er du klar! 

Nogle gange er det dog omvendt fx: ”Det siger mig ikke en skid”, ”Det er grimt” eller ”Det ligner en skov efter en atomkrig”, og det kan godt være lidt nedslående at få de negative kommentarer. Man skal derfor være klar til at tage imod lidt af hvert, og hvis ikke man er det, så skal man lade være med at udstille.

Første gang jeg udstillede, havde jeg i overmod inviteret en kendt gallerist, og han var ikke så begejstret: ”Jeg keder mig”, sagde han og foreslog mig, at jeg hellere skulle bruge min tid på at spille klaver, for det havde han hørt, jeg var god til. Jeg var ved at forsvinde ned gennem gulvet dengang. Det var meget nedslående, men – må jeg indrømme her mange år efter – også forfriskende ærligt. Hvis man kan bruge udstillingerne til noget, så er det at finde ud af, hvordan “man ligger” lige nu, og hvilken vej man skal gå … og det er godt, for man bliver klogere. 

Gode råd til, hvordan man konstruktivt kan bruge andre menneskers kommentarer … både de gode og de dårlige:

• Sig tak, uanset hvad folk siger. Folk må jo sige, hvad de vil, og de giver deres kommentarer af mange forskellige grunde, som du ikke kender. Langt de fleste siger ikke noget og går så videre. Det gør jeg tit selv, hvis ikke jeg kender kunstneren. De tavse kan man ikke rigtig bruge til noget, så når nogen siger noget, er det godt, og du får måske noget at vide, som du ikke selv havde tænkt på.
• Spørg ind til, hvorfor de siger, det de gør. Positive kommentarer er rare, men sjældent dem, du kan bruge til at komme videre. Så gå dem lidt på klingen, fx ”Må jeg spørge dig, hvad det er, du godt kan lide ved billedet?” eller ”Må jeg spørge, hvorfor siger du det?”. Det gør det også lettere at få de negative kommentarer, hvis man får en dialog som fx: ”Hvad er det, du ikke så godt kan lide?” Hvis du er heldig, kan du få noget at tænke over, og i bedste fald komme til at male nogle bedre billeder … og det er jo ikke så tosset.
• Nogle menneskers mening er vigtigere end andres. Der er forskel på, hvem det er, der siger noget. Find ud af, hvem du taler med, hvis du ikke kender vedkommende i forvejen. Det er bestemt ikke alle, der reelt har noget at sige, som man kan bruge til noget, men husk alligevel at sige ”Tak for dine input”.
• Under alle omstændigheder: Nyd udstillingen, hav det sjovt, og hvis der er andre udstillere, så se også på deres ting og tal med dem om det. De er i samme situation, som du er.  Find nogen du swinger med, måske er det starten til en ny kunstnersammenslutning, hvor du kan udstille.

Flere slags udstillinger af malerier

I dag er udstilling af malerier blevet en tilbagevendende del af mit virke som billedkunstner. Jeg “pakker” relativt ofte en udstilling, og jeg forsøger derfor at systematisere det hele så meget som muligt, så det i sig selv ikke bliver meget tidskrævende arbejdsopgave.

Selv om det grundlæggende er det samme, der skal ske, er det alligevel lidt forskelligt afhængigt af, hvilken slags udstilling det er.

Udstilling i en kunstforening eller et galleri.

Der er flere former for udstilling af malerier og udstillinger i det hele taget, der stiller lidt forskellige krav. Der er fx:

• Udstilling hjemme hos dig selv
• Udstilling uden for dit hjem
  • Udstilling i kunstforeninger
  • Indbudte udstillinger, hvor du deltager som en af flere andre
  • Gruppeudstillinger, hvor du er en del af en gruppe
  • Udstilling i større sammenhæng messer o.l., hvor man køber en stand
  • Kuraterede udstillinger, hvor man indsender sine værker, som så skal gennem en bedømmelse før de udstilles.

Masser af kaffe og te er godt. Pas på med alkohol. Man kommer hurtigt til at skåle med mange, folk slår sig ned, og der går måske lidt vinstue i den… koldt vand er også godt.

Udstilling uden for dit hjem

Når en udstilling af malerier foregår væk hjemmefra, øges behovet for planlægning.

Jeg gør det, at jeg “starter med slutningen”. Det vil sige, at jeg i detaljer forsøger at forestille mig, hvordan det vil være, når jeg står i situationen: Billederne hænger på væggene, og der kommer folk og ser på billederne. Hvordan er billederne er hængt op, hænger de tæt, flugter de i toppen eller bunden, skal dem jeg taler med have noget med fra mig en prisliste eller et visitkort?

Det er et råd fra den amerikanske erhvervsguru og bestsellerforfatter Stephen Covey’s bog ”7 gode vaner”. Det er en god bog, som jeg vil anbefale alle at læse.  Den har ikke noget med udstilling at gøre, men om det med at få tingene til at lykkes. 

Få styr på aftalerne

Når man deltager i noget, andre arrangerer, er det først og fremmest vigtigt, at du har styr på, hvad der er aftalt mellem dig og det sted, forening eller gruppe, der arrangerer udstillingen.

Du skal 100 % vide, hvad der er aftalt, og du skal have det på skrift: tider, periode, ophængning, nedtagning, hænger du selv op, er der hjælp, antal værker, evt. aftale om køb i forbindelse med udstillingen og i givet fald hvilket beløb, der købes for, evt. forsikring, kontaktperson, telefonnumre, parkering i forbindelse med aflæsning, er der en vogn til at køre billederne på, arrangeres en fernisering, og skal du sige noget osv. osv 

Hvis ikke udstillingsstedet kan eller vil give mig en kontrakt, sådan er det nogle steder,  så skriver jeg selv alle aftalepunkter ned i en mail og sender til min kontaktperson. Det gør dit liv meget lettere at afklare uoverensstemmelser omkring aftaler i god tid inden udstillingen.

Transport

For det meste transporterer jeg selv mine billeder rundt til udstillinger. Jeg maler næsten ikke billeder, der er større end, at de kan ligge i min bil. En virkelig kedelig begrænsning, for mine billeder kan ikke være større end max 110 x 160 cm.

Når billederne så undertiden er større, må jeg låne en trailer eller transportvogn. (Man kan også låne en trailer gratis hos Silvan). 

Jeg pakker de mindste billeder nederst, så de store kan ligge frit ovenpå. De store er mest følsomme for slag og tryk. Jeg pakker fx som vist på billedet#

Nogle udstillingssteder stiller en ”trækvogn” til rådighed, så man kan transportere billederne fra bilen til der, hvor de skal hænge. Det er en stor hjælp. Er der ikke sådan en vogn, har jeg selv en lille sammenklappelig sækkevogn med. Jeg tror, man kan købe sådan en hos Harald Nyborg for få hundrede kroner. Det er vigtigt, at den kan klappes sammen og blive helt flad.

Læsning af bilen

Jeg læsser de små og mellemstore billeder først, så de ligger i bunden af bilen. De store lærreder er mest følsomme for tryk og buler, så de ligger mere eller mindre løst øverst. Skulle der ske det, at der kom en trykbule i et lærred, fordi lasten har forskubbet sig under kørslen (det sker ret ofte), kan du sprøjte lidt vand på bagsiden af lærredet bag bulen, så det bliver relativt fugtigt. Når det tørrer, trækker det bulen tilbage.

Parkering 

Det med parkering er blevet sværere at håndtere, og jeg har gennem tiderne fået flere p-bøder … og de penge er rigtig ærgerlige. Så spørg: ”Hvor kan jeg holde, mens jeg læsser af, og hvor kan jeg holde, mens jeg hænger op?” Mange gange har arrangørerne en løsning på dette problem, så få styr på det, inden du ankommer med alle billederne.

Planlæg din udstilling og tegn en plan

Så nu står du der med alle billederne.

Hvis det er muligt, så se stedet inden udstillingen evt. bare på fotos. Det bedste er, hvis du kan få en grundplan med vægstørrelser og antal lokaler osv.

Det er godt at have en plan for hvilke billeder, der skal hænge hvor, hvordan billederne skal fordeles over væggene og …meget vigtigt … en tidsplan: Hvornår kan du komme ind? Hvor længe gætter du på, det tager at hænge op osv.? Husk, at det tager altid længere tid at hænge op, end man regner med.

Man skal naturligvis sætte udstillingen sammen, så billederne klæder hinanden. Det kan være et ret stort, men meget også vigtigt arbejde. Så brug lidt af tiden på det, inden du skal hænge billederne op. Det kan være en god ide at samle grupper af billeder med samme tema eller af samme størrelse. Man kan også sætte billeder sammen med samme farveholdning eller komposition. Det er lidt smag og behag, men det er rart, at der er en linje i ophængningen, så man kan se, at billederne ikke bare er kastet tilfældigt op på væggen.

Signering af billederne

Det er her lidt forskelligt, hvad man synes. Nogle mener, at signaturen skal stå på forsiden, andre mener bagsiden. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Personligt signerer jeg på bagsiden, men hvis en køber gerne vil have en signatur på forsiden, så kan det godt lade sig gøre.

Jeg medbringer derfor altid har en lille pensel og lidt maling til at signere billeder. 

Hvis man gør lidt ud af prislisten, vil den måske blive gemt. Prislisten skal naturligvis indeholde din kontaktinfo.

Indpakning

Hvis du er på en stand eller sælger fra en udstilling, – hvordan får kunden så maleriet? Det er efter min mening ikke så fedt, at køberen bare går afsted med billedet under armen. Så hvis det kan undgås, gør jeg det, men det kan jeg ikke altid fx hvis jeg sælger til en kunstforening efter at have udstillet der, så lader jeg de solgte billeder blive hængende/stående på stedet.

På andre udstillinger er det rent praktisk besværligt at have indpakning til store billeder. Jeg har dog altid wrap til rammen og plasthjørner, så man i det mindste beskytter rammen mod stød og ridser. Rent salgspsykologisk giver det køberen en oplevelse af i det mindste en vis service. Står man i en forretning eller et galleri, er der lidt højere forventninger til indpakning, men det er stadig svært at få pakket et stort billede ordentligt ind. Ofte tilbyder jeg at levere store malerier hos kunden. Så ser jeg også, hvor det kommer til at hænge, og det kan jeg meget godt lide.

Belysning af malerierne

Oplevelsen af dine billeder afhænger 100% af  det lys, der falder på dem. Det er et ret stort emne, som jeg kun flygtigt vil behandle her. Jeg har skrevet lidt om lys i mit indlæg om Indretning af atelier, men det er noget andet i forbindelse med udstilling, hvor du typisk ikke har kontrol over, hvilken belysning der er tilgængelig på stedet.

Udstiller du fx i en kunstforening, vil stedet næsten altid være en privat eller offentlig virksomhed, og der er tingene, som de nu engang er.

Udstilling af malerier på en messe, som vist på billedet herover, giver dig mere kontrol og mulighed for at tilkøbe flere spots. Det afhænger naturligvis af, hvor meget lys der er i forvejen.

Hvis du er afhængig af dagslys, så vær opmærksom på, at i vintermånederne er det mørkt udenfor allerede kl. 16.

Tjekliste for udstilling af malerier

Komposition i malerier

Ideer til malerier kommer, når man skal bruge dem

Jeg bliver nogle gange spurgt om, hvor mine ideer til malerier kommer fra. Hvad det er, der inspirerer mig? 

Jeg oplever min proces på den måde, at ideer er noget, der opstår, når jeg har brug for dem. Der er noget, der ikke er, som jeg gerne vil have det. Jeg tænker så på, hvad jeg kan ændre, for at få det, jeg gerne vil have, og så kommer der en ide til det. Jeg tænker ikke specielt på, at nu skal jeg have en ide, men der sker noget, når jeg går igang, når jeg stiller mig foran lærredet, eller gør andre ting – hvad som helst – i min hverdag.

Nogle gange kommer ideerne let til mig, og andre gang er det sværere. Jeg har så nogle “ide-brønde”, som jeg kan gå til, når det kniber for mig. 

Musikken er en stor inspirationskilde, både den jeg lytter til, når jeg maler, og den jeg selv spiller, når jeg holder pause. Musikken giver mig undertiden en oplevelse af abstrakte mønstre og i en vis udstrækning også af farver og former, og når jeg arbejder, veksler jeg gerne mellem maleriet og klaveret. Det er ikke sådan, at det så vælter frem med ideer til malerier, men det giver mig en friskhed i hovedet et nyt udgangspunkt til at fortsætte. 

Naturen er en anden kæmpe stor kilde til inspiration. Man kan finde endeløst mange former og mønstre i en bunke kvas, hvis man kikker efter dem. Jeg tager ofte et foto som en slags notat for bedre at kunne huske, hvad jeg har set. Læs mere om naturen som inspirationskilde her.

Ideerne kan nogle gange fortsætter  med at melde sig helt op til, at maleriet er færdigt og hænger på væggen for at blive solgt. (Se mine malerier til salg her).

Arbejdet med inspiration

Som sagt er det  mest musikken og naturen, der kan sætte mig igang, men når det er sagt, er menneskene en fantastisk inspirationskilde: Det de gør ved hinanden, ved naturen, ved samfundet osv. Eller det kan være den måde, de står på, når de taler sammen, når de danser, når de spiller musik osv. … og så undertiden det, de slet ikke gør. Jeg har en evne til at leve mig ind i andre menneskers personlighed, deres følelser, meninger og baggrund. I det mindste, tror jeg, at jeg har en sådan evne. Måske kan jeg i virkeligheden ikke leve mig ind i noget som helst, og det jeg tror menneskene tænker og føler er helt forkert, men det er sådan set lige meget. Jeg skal bare tro, at jeg kan og gøre det, og så kan det  genererer en masse ideer til malerier.

Ideer til malerier er i sig selv ingenting

En ide får først værdi, når den bearbejdes, afdækkes eller graves frem. Den udvikles ved, at man  kombinerer den med andre ideer og ikke mindst hårdt arbejde. Jeg tror, det er derfor mine maleri ideer oftest kommer, lige når jeg har mulighed for at gøre noget ved dem. I sig selv er en ide ingenting. Man kan få en million fantastiske ideer til malerier, men hvis ikke, man gør noget ved dem, visner de, forsvinder og byder sig måske til hos en anden kunstner. Så er det lige meget, hvor gode og originale de er. Det, at man får en ide om at prøve et eller andet, betyder først noget, når ideen kommer ud af penslen og ud på lærredet som streger eller farveflader, og som regel er det også først her, man kan se, om det er en god eller dårlig ide.

Min proces med ideer til malerier ender selvfølgelig ikke altid godt. Nogle gange kikser jeg et maleri, og det bliver noget skidt. Ideerne var gode, processen var god, jeg arbejdede hårdt, og alligevel endte processen ikke med et godt maleri: fiasko, deprimerende, øv … men jeg er jo ikke en maskine. Sådan er det undertiden, men hvis jeg følger processen, så ender det faktisk ret ofte godt. Det kan også være, at jeg tror, jeg er færdig, men i virkeligheden er jeg stadig midt i processen.

Jeg stoler meget på min arbejdsproces, den fører mig igennem, når et maleri undervejs ikke ser ud til at ville lykkes. Jeg ser sådan på det, at de malerier, der ikke lykkes, er en del af den “store proces” omkring min udvikling. Der er derfor en lys side af fiaskoen, når det ikke lykkes. Den modstand, maleriet giver mig, er med til at skabe udvikling. Det er her jeg kommer på tæerne, stiller spørgsmål til det, jeg foretager mig, og det er godt. Du kan læse et indlæg om modstand her.

Min morale her er: Man skal blive ved med at gøre det, man tror, er det rigtige, så bringer kombinationen af troen og arbejdet mig i mål med et eller andet. Nogle gange viser det sig bagefter, at det, jeg troede på, var forkert. Så må jeg ændre på det, og når jeg  gør det, så  bliver jeg dygtigere. Så kommer de gode malerier før eller senere. Stol på det. Modstand, nederlag, og det jeg må sortere fra, er en vanskelig og undertiden smertefuld del af processen, men uden nederlag ingen sejre.

Ideerne kan ikke styres

Mine ideer giver mig forståelse af noget, jeg egentlig godt vidste. De kommer ikke til mig udefra, de er der i forvejen. De ligger og venter og springer så pludselig frem med afsæt i et eller andet, man har set, hørt eller tænkt på . Det kan være et træ, jeg har set, nogle sten eller et fodspor i sandet. Det er ikke altid, jeg ved, hvad det er, der giver ideen, men altid, at den kommer fra en oplevelse af en slags. Jeg passer på ikke at styre denne proces mere end højst nødvendigt. Jo mere jeg styrer, jo færre ideer til malerier, kommer der. Hvis jeg vil kontrollere en ide, så den udvikler sig på en bestemt måde, er det som om, mit idecenter oppe i øverste etage siger til mig: ”OK, hvis du selv vil bestemme det hele, så må du også klare den selv”, og så lukker de for leverancen. Katastrofe!

Så det kan sammenlignes med en dans på line. Jeg skal ikke tænke for meget på, hvor jeg sætter fødderne, mere at jeg skal over på den anden side. Jeg kan dog godt gå og ”male” lidt på en ide, mens den stadig er inde i hovedet. Uden at styre den kan jeg skubbe den lidt rundt, udvikle den eller rette den til, så den passer til det, jeg skal bruge den til.

Jeg behandler som sagt  mine ideer til malerier ret forsigtigt, for når ideen er kommet til mig i en bestemt form, er der jo en grund til det. Forsigtigheden eller respekten for ideen gør, at jeg får de fleste af dem, præcis når jeg skal bruge dem. Kommer en ide, mens jeg er i gang med at arbejde på en anden, må jeg vælge: enten springe til den nye ide eller blive ved den, jeg var igang med. Måske må jeg ændre noget af det, jeg lige har lavet for at få noget bedre. Jeg kan også lade den nye ide visne, for alle ideer er jo ikke lige gode … men pas lidt på med det. Tag et notat eller en lav en skitse.

Maleprocessen har ikke nogen fortryd-knap

En meget vigtig del af processen er at have modet til at satse, på det, man tror, er vinder-ideer. For der er ikke nogen ”fortryd-knap”. Det, jeg maler over, er væk. Jeg kan ikke bare sige fortryd, fortryd, fortryd … og så komme tilbage til der, hvor jeg begyndte at ødelægge noget, der måske fungerede godt. Man skal turde ofre noget for at vinde noget. Nogen siger ”Kill your darlings” for at få noget bedre. Hvis ikke man tør det, bliver man aldrig bedre.

Mine ideer til malerier starter derfor ofte med, at jeg har oplevet et eller andet. Jeg sætter så en forsigtig skitse af en ide løst af på lærredet og begynder at arbejde, mens jeg venter på, at ideerne skal komme til mig. Jeg bevæger mig fra ide til ide gennem forskellige faser i billedet, mens maleriet bygger sig op på lærredet. Den tråd af ideer, der flyder gennem mit hoved og ud af hånden, ender med at give maleriet en slags ”egen vilje”. Det er som om, et maleri selv ”vil” noget, og det retter jeg mig næsten altid efter. Sådan er det, indtil mine ideer ikke længere udvikler maleriet.

Hvornår er et billede færdigt?

Et andet meget stillet spørgsmål er: Hvornår er et maleri færdigt? Mine malerier er færdige, når maleriet og jeg ikke har mere at sige til hinanden … alt er sagt … nu kigger vi bare hinanden i øjnene.

Inspiration og kreativitet er begge begreber, der hænger sammen med ide-processen. Det er bare en anden måde at se det på. Inspiration er en ting og kreativitet noget andet, men begge er de fuldstændig sammenvævet med vores måde at leve på. Man kan ikke forestille sig et liv uden ideer, inspiration eller kreativitet, men vi oplever dem meget forskelligt. Derfor er der også forskel på, hvordan man anvender disse færdigheder, hvis man fx skal kokkerere et måltid mad, samle en reol fra IKEA, bygge et hus eller søger efter ideer til malerier, så man kan få malet nogle billeder.

Det har jeg faktisk et helt foredrag om, som hedder ”Inspiration og kreativitet”.

Indretning af atelier er spændende, og det kan være meget inspirerende at se, hvordan andre kunstnere indretter deres arbejdsplads.

Hvis du har mulighed for det, så gå ud og besøg andre kunstnere og se deres indretning af atelier.

Har du ikke lyst til at rende folk på dørene, eller bryder du dig ikke om uopfordret at ringe til folk, så kan man mange steder besøge kunstnere, når  de fx deltager i arrangementer á lá “Åbne Atelierdøre” eller “Besøg en kunstner”.

Det er en guldgruppe af ideer at gå rundt og se de forskellige maleres atelierer. Her ser man, hvordan tingene kan gøre og ikke mindst, det der måske ikke vil passe så godt til den måde, man selv arbejder på.

Jeg ved godt, at det er ikke altid, man selv har så stor indflydelse på de omgivelser, man arbejder i. Det må man selvfølgelig forholde sig til og forsøge at få det bedste ud af, men jeg er i den heldige situation, at jeg har haft kontrol over rigtig meget.

Da jeg begyndte mit nye liv på Falster i 2006 og tog hul på en tilværelse som billedkunstner, var min første opgave: indretning af atelieret. Det er en proces, der aldrig er stoppet helt, og indretningen af atelieret har ændret sig en del gennem årene.

For det meste har ændringerne været drevet af, at jeg har manglet plads til alt muligt: bordplads, lys, lærreder, papir og rammer, men jeg sammenligner udviklingen af atelieret med den udvikling, jeg selv har gennemgået: jeg arbejder og bliver klogere.

Man skal forberede sig på, at man hele tiden er lidt i gang med  indretning af atelier, og at den proces aldrig slutter.

Jeg startede – sikkert ligesom mange andre – med at have alt for meget fremme. Jeg ville det hele og indrettede mig med en masse ting, der teoretisk set kunne være gode at have liggende kar til brug. Men det rodede hurtig til, og rod er efter min mening hovedfjenden. Jo flere ting man har liggende, jo hurtigere roder det til, og jo mere frustrerer det en.

Rod betyder, at man ind imellem må bruge irriterende lang tid på at finde det, man skal bruge. Hele ideen med at have ting liggende fremme er, at de er hurtige at gå til. Hvis man så alligevel skal bruge tid på at grave det frem, duer det ikke. Det distraherer og er dræbende for processen, når man står der og er mere end klar, og man så skal kigge langt efter en bestemt pensel.

Derfor er mit bedste råd omkring indretning af atelier: GØR DET SÅ ENKELT SOM MULIGT.

Man bør i starten bruge lidt energi på at finde ud af, hvad man bruger hele tiden. Altså bogstavelig talt hele tiden. Det kan være nogle få pensler, nogle bestemte farver, bøtten med vand, noget at tørre våde pensler i  osv.

De ting, der bruges hele tiden, skal ligge fremme og kun det. Læg resten på faste pladser i skuffer, kasser og i skabe eller andre steder. Læg dem helst kun i et lag (altså ikke stablet oven i hinanden).

Hvor let tilgængeligt, man kan gøre tingene i atelieret, afhænger selvfølgelig af, hvor meget plads man har, men mest muligt skal være let at finde og let at komme til.

I starten havde jeg fx en lille “hyggeudstilling” af færdige malerier i et hjørne af atelieret. Men det var en dårlig ide, endte jeg med at synes, for der er nok af andre ting at bruge pladsen på. Så hæng dine færdige malerier andre steder fx i din stue, eller hvor du nu har plads til det.

Indretning må omfatte en eller anden form for system evt. som her små kasser til at opbevare farverne i. Det system brugte jeg tidligere, hvor jeg underviste meget og havde behov for hurtigt at kunne pakke alle farver ned i en stor taske og tage det hele med ud.
I dag fungerer det bedre for mig at have alle farver liggende overskueligt fremme på bordet. Jeg lægger dem i farvegrupper, de røde her, de blå der osv. Jeg tager så de farver, jeg arbejder med, over på et rullebord og blander dem i små skåle.

Jeg har også ind imellem behov for at lægge billedet ned, så det er vandret. Det er praktisk, når man fx lakerer et færdigt billede, skal sætte det i ramme, eller hvis man maler vådt i vådt. Tidligere gjorde jeg det på gulvet, men det er jeg blevet for gammel til. Derfor har jeg købt nogle sammenklappelige bukke, som ikke fylder ret meget, og som kan stå i et skab, når jeg ikke bruger dem.

Indretning af atelier, de vigtigste principper

Nedenstående er ikke “alt om indretning af et atelier”, men du kan se, det, der efter min mening er vigtige ting at tænke over, når man planlægger sin indretning af atelier.

• Hold det enkelt eller Støvreglen, er lidt det samme. Reglen er, at når noget støver til, så er det med at få det ud af atelieret eller ind i et skab. Støv lægger sig kun på det, der ikke bruges, og det, der ikke bruges, skal væk. Jeg har gennem årene skilt mig af med en masse, og selv om jeg bruger atelieret til flere ting, har jeg ret god plads. Men pas på, for rodet ligger hele tiden og lurer på en.
• Der skal være god gulvplads. Man skal kunne træde nogle skridt tilbage uden at støde ind i alt muligt.
• Der skal være meget bordplads. Gerne et stort faststående, og mindst ét bord – ikke alt for stort – på hjul er godt. Så kan man let flytte det hen til der, hvor man har brug for det.
• Der skal være et godt dagslys … det vil sige gerne store vinduer. Hvis de vender mod nord, er det godt, men hvis ikke, skal man indrette, så der ikke falder sollys direkte på lærredet, mens man maler. Det er et lille irritationsmoment i mit atelier, at jeg om sommeren, må flytte lidt rundt alt efter, hvor solen falder ind gennem de ikke helt nordvendte vinduer. Men jeg lever med det.
• Der skal være et godt kunstlys. Det er helt afgørende, at man anvender belysning som bedst muligt giver en mulighed for at bedømme farverne. Det kan alle sikkert være enige om, men i praksis er mange af de lamper, der markedsføres som “dagslyslamper” eller “naturligt lys” efter min mening ikke særligt velegnede som arbejdslys eller maleri belysning i det hele taget.
  I øvrigt er det med kunstlys lidt en videnskab, så jeg kastede håndklædet i ringen og henvendte mig til en fagmand. Det var en rigtig god ide. Her fik jeg lov at låne lamper til test og blev sat ind i begreberne.
  En meget afgørende ting er lampens RA-værdi (kaldes også CRI – Color Rendering Index). Det angiver pærens evne til at lyse ensartet med lys i hele farvespektret. Det er afgørende for, hvor godt vi kan vurdere farverne. RA-værdien angives som en talværdi, hvor 100 svarer til fuldstændig ensartet dækning og er det bedste. I praksis er værdier over 90 OK for at få den nødvendige naturlige gengivelse af farverne.
  Man skal også vælge, om man vil have lys med en udendørs farvetemperatur: ca. 4000 Kelvin eller indendørs: 3000 Kelvin. Jeg valgte indendørspærer, fordi 4000 Kelvin har et blåligt skær, og på mig virkede det lidt koldt og uinspirerende. Øjet “forstår” godt forskellen og indretter sig, så man ser farverne korrekt i begge typer af lys. Vi har vænnet os til det, og det er derfor, at vi kan gå direkte ind i stuen fra haven uden at tænke over, at lysets temperatur skifter, og at farverne ser lidt forskellige ud inde og ude.
  Jeg startede med halogenlys, der havde en meget høj RA-værdi. Det var udmærket lys, men det var dyrt i drift, og det værste var, at det varmede uacceptabelt meget. Når jeg malede om aftenerne i sommerperioden kampsvedte jeg … og alene af den grund duede det ikke.
  I dag har jeg investeret i en loftskinne med flere relativt kostbare spots og wall washers (lamper, der ensartet spreder lyset ud over en stor flade), der lyser med en såkaldt metaldamppærer  (klik her for link til disse pærer). Pæren giver et tæt på fuldstændig ensartet lys med et ensartet farvespekter, dvs. at alle farver er repræsenteret ligeligt, så man kan bedømme farverne i forhold til hinanden.
  Metaldamppærer er gode, fordi de giver meget lys (der er virkelig knald på) i forhold til et ret lille el-forbrug fx 35 W eller 70 W. De bruger meget af energien til at give lys, og derfor varmer de ikke ret meget. Det er vigtigt, for om vinteren er de tændt i mange timer.
  LED pærer har idag været igennem en rivende udvikling og er blevet rigtig gode. De bliver ikke varme, de er små og uhyre billige i drift, og de har lang levetid. Du skal dog være opmærksom på RA-værdien, som skal være bedre end 90. Mange LED er kun på omkring 80, altså lige i underkanten af det acceptable. Men LED er absolut en god og relativt billig løsning. Jeg ville nok, hvis jeg skulle indrette i dag, se på denne mulighed.
• Man skal kunne lukke døren. Når jeg maler, kan jeg godt larme med høj musik og lignende, og samtidigt er jeg ret følsom overfor andres larm. En ting er, at jeg selv larmer, men at andre gør det. Derfor er en dør, der kan lukkes, en god ting.
• Et godt lydanlæg. Det er jo altid vigtigt, og det er jo kun pengepungen, der sætter begrænsningen … kvalitet er dyrt og dejligt, men et lille anlæg kan udmærket gøre det. Vi er forskellige her, og lidt lyd er meget bedre end ingen lyd.
• Det skal være nemt at rengøre. Det er, synes jeg, ufattelig kedeligt at gøre rent. Derfor skal det være let at gå til, så man bruger så lidt tid på det som muligt. For der skal være relativt rent i et atelier. Når man fx lakerer sine billeder til sidst, skal der ikke hvirvle en masse støvpartikler rundt i lokalet, som ender i lakken.
• Udluftning er vigtigt. Afhængigt af om man maler med akryl eller med olie, vil det lugte meget forskelligt. Olien lugter meget og i hele huset. Man kan godt nok i dag få malemidler at blande i, som ikke lugter ret meget, men efter min mening er det ikke smart at stå i en dunst af terpentin eller tilsvarende, uanset om den lugter meget eller lidt.
  Jeg maler ikke med olie længere, fordi jeg får ondt i hovedet af det, så mit råd er, at  maler man med olie, skal man lufte godt ud under vejs. Akrylmaling tørrer ved at vandet i den fordamper, og når det er sket hærder den. Det lugter næsten ikke, men den afgiver sikkert også ting, der ikke er så gode at indånde. Derfor – uanset hvad man maler med – skal det være let at lufte ud, og man skal gøre det ofte.

Indretning af atelier er en meget personlig ting. Derfor er ovenstående naturligvis kun min mening. Der er helt sikkert mere end én sandhed. Så når man indretter sit atelier, skal man, som med alt andet der har med maleri at gøre, være åben over for forandringer, og så skal man selvfølgelig finde sin egen vej.

Tidens farver

I min barndom var der nogle farver, man godt kunne lide, og så var der andre, man bestemt ikke kunne lide. Det var lidt på samme måde, som at man ikke både kunne være fan af Rolling Stones og Beatles. I dag er det anderledes. Jeg er glad for både Stones og Beatles … og alle farver, og jeg forsøger at bruge dem alle sammen i mine malerier. Ikke dem alle sammen i et og samme maleri, men jeg forsøger at sammensætte grupper af farver, som klæder hinanden og passer til det udtryk, jeg gerne vil give mine malerier. Endelig forsøger jeg hele tiden at gøre noget andet, end jeg plejer, bruge nye farver eller farvekombinationer og søger nye udtryk til mit maleri. Det ligger ikke alene i farverne, men de er uden sammenligning mit væsentligste udtryksmiddel.

Tiderne skifter

Når jeg ser, hvordan farver blev brugt tidligere, og hvordan det er idag, er der meget stor forskel. Ikke mindst på mængden. Vores tid er mere farverig end nogensinde. Der er forsket meget i det psykologiske omkring, hvordan vi opfatter farver. Man ved i dag mere om, hvordan farver mentalt virker på os, end vi vidste for bare 10 år siden. Den viden anvendes benhårdt af de mange, der gerne vil have os til det ene eller andet. Vi har i mange år lavet revolutioner med den røde farve, sagt “se her” med en bestemt gul farve og slappet af i grønne omgivelser. Det kan også betyde alverden for salget af en bestemt dims, hvilke farver den har. Blå mad fx er der ikke så stor rift om.

Det er dog ikke en eksakt videnskab, og det udvikler sig hele tiden. Det er derfor helt sikkert, at de farver, vi synes godt om lige nu fx i tøjmoden, ikke er de samme om få år.

Samtidig er det sådan, at de farver, vi hver især foretrækker, er forskellige fra person til person, også selv om vi i stor udstrækning præges ens af de strømninger og tidsmæssige valg af farver, der er i mode og design. Jeg har malerier til salg, og jeg vil gerne sælge malerierne til nogle, der forhåbentlig bliver glade for at have dem hængende i deres stuer. Alligevel må jeg finde ind til noget,  jeg selv tror er de rigtige farver. Det virker ikke for mig, hvis jeg skal stå og tænke på hvilke farver, der nu passer her eller der, hvikle farver mine kunder over en bred front nu foretrækker eller om farveteorien siger det ene eller der andet.

Jeg husker, hvordan jeg i mit første hjem havde mange brune farver: nougat-brun, palisanderbrun, umbra, beige, æggeskal og andre brune nuancer. Sådan skulle det være dengang. Jeg ser med “farve-rædsel” på de fotografier, der er taget dengang, hvor orange også var også et must i det unge hjem. I dag er de hvide vægge tilbage igen, igen. Det er dejligt, synes jeg, ikke mindst fordi det gør det nemmere at placere et maleri på en væg.

På trods af at individuelle præferencer og følelser er bestemmende for, hvilke farver vi foretrækker, er det muligt at arbejde ret præcist med farver. Når vi vælger farver tager vi udgangspunkt i vores følelser, og omvendt vil de farver, vi ser, vække følelser eller stemninger i os.

Der er tusindvis af farver, og man behøver jo ikke bruge den alle sammen i et maleri. Jeg stræber efter den enkle, men udtryksfulde farvepalet.

Brug af farver udgør et ubevidst sprog

Fordi øjnene tiltrækkes af farver med lys og høj kontrast, vil vores øjne først søge derhen, hvor kontrasten er størst. Det gør det i en vis udstrækning muligt at styre, hvordan beskuerens blik vandrer over et lærred. Det sker fx ved at bruge farver i kontrast til hinanden (kontrastfarver). Selvom kontraster ikke kun hænger sammen med farver, så er farver et visuelt sprog, som folk ser og opfatter, uden de tænker nærmere over det.

Det er i det ubevidste, at vi opfatter farverne og danner vores indtryk af dem. Derfor kan de bruges til at skabe fokus. Det er næsten det samme som at råbe, at dette her er værd at se på. Vores hjerne forsøger konstant at finde en mening med det, den præsenteres for. Det er et konstant bombardement af uendeligt mange indtryk, og for at klare det må hjernen sortere en masse fra. Alt er ikke lige vigtigt, og den går efter det væsentlige, resten forsvinder. Hjernen har over mange år lært sig, at den skal finde det vigtige der, hvor kontrasten er størst. Vi gør det ikke bevidst, og vi kan fx ikke beslutte os for, at vi ikke vil lade os påvirke af farverne i et bestemt billede … det sker bare, hvis vi altså ser på billedet.

Der findes ikke grimme farver

Ingen farver er efter min mening hverken smukke eller grimme. Man kan selvfølgelig sige, at nogle farver ikke passer så godt sammen med andre. Alligevel er der farver, som jeg elsker at arbejde med, fordi “de gør, som jeg siger”. De passer sammen med det, jeg gerne vil i mine billeder. Fx er jeg meget begejstret for farven Indigo (Schmincke PRIMAcryl Indigo Fluid), som jeg anvender i mange af mine billeder.

Farver og det, der sker, når de sættes sammen på forskellig vis, er årsagen til, at jeg begyndte at male. Det er en evigt fascinerende proces for mig, og mine malerier er tunge af farver. Det er ikke det pæne, jeg går efter, men det, der virker. Et maleri skal have noget at sige om et eller andet, det store eller det små, og farverne er en del af det sprog, jeg bruger.

I maleriet MIT TRÆ nedenfor her på siden er de blå og blålige nuancer sat sammen med de brunlige. Min tanke er, at de skal spille sammen om at skabe en lidt kølig og højtidelig stemning af det lys, der kan ligge i skoven en tidlig morgen. Det er en oplevelse, jeg har haft mange gange og gerne vil give videre med farver og former. Jeg vil med andre ord gerne fortælle noget med de farver, der er en del af maleriet. Måske får andre en anden oplevelse ud af mit billede, og det må de gerne. Der er ikke facitlister til mine billeder, og oplevelsen er ens egen.

Jeg har i øvrigt et foredrag, der handler om farver, hvordan vi oplever dem forskelligt til forskellige tider, hvordan vi kan bruge dem, og hvordan vi påvirkes af dem i forskellige situationer. Foredraget hedder “Farverne i vores liv og livet i farverne”. Læs mere om foredraget her.

Billedkunst sætter ild i mig

Billedkunst … jeg havde ikke råd til at lade den være

Gratis adgang til billedkunst

Det er lidt flovt at indrømme, at min interesse for billedkunst måske startede, fordi jeg var meget sparsommelig i min studietid. Jeg fik et studiekort på arkitektskolen, der samtidig gav mig GRATIS adgang til en række museer. Ordet “gratis” havde især dengang en magisk tiltrækningskraft på mig, og jeg følte mig på en måde presset til at udnytte denne mulighed. Ellers ville jeg jo spilde de penge, jeg kunne spare på entréen. Sådan har vi nok alle sammen forskellige indgangsvinkler til billedkunst.

Jeg kom meget på Charlottenborg, der dengang havde mange og meget varierede udstillinger med billedkunst. Det var fedt at komme der, og de havde en glimrende cafe, hvor man kunne købe en sandwich ret billigt … ikke gratis desværre, men billigt.

At få en “smag”

Senere bidrog besøg på Statens Museum for Kunst (SMK), Den Hirschsprungske Samling, Louisiana og andre af vores fremragende museer til, at jeg fik et egentlig forhold til billedkunst: Noget sagde mig mere end andet. Noget kunne jeg særligt godt lide, og noget brød jeg mig ikke om. Jeg fik en ”smag”, tror jeg, man kan kalde det.

Det blev også vigtigt for mig at vide noget om de kunstnere, der frembragte billedkunst og om billedkunst i det hele taget. Hele den side af billedkunsten var naturligvis ikke helt så spændende som selve værkerne, men når man vidste noget om historien bag det hele, blev værkerne faktisk mere spændende. Fx var Guldalderen pludselig ikke længere en for mig lidt støvet periode i dansk kunsthistorie. Det var en periode, der udsprang af særlige vilkår i datidens samfund. Historien om de udøvende kunstnere viste sig at være en spændende skildring af en gruppe menneskers svære og næsten heltemodige kamp for at få kunstnertilværelsen og en produktion af billedkunst til at hænge sammen i datidens overbefolkede København. Så værkernes historie viste sig at være næsten lige så interessante som selve værkerne. Jeg fik på den måde et meget spændende indblik i det at male. Mit eget maleri udviklede sig, og Guldalderens billedkunst kom til at fylde mere i min bevidsthed.

Det kan være, at man hænger et maleri op i sit hjem, som løfter stemningen betydeligt i stuen. Sådan er det faktisk, uanset om værket nu også er stor kunst. De fleste af os har ikke midler til at erhverve stor eller dyr billedkunst, og mindre kan også gøre det. Det vigtige er, at man hænger noget op, der gør noget ved en. Der bliver ligesom mere plads i hovedet på en.

Billedkunst opleves bedst foran et billede. Virkelighedens udgave af et maleri – originalen – er altid langt bedre end selv det bedste foto af det.

Det har vi her i landet ret gode muligheder for fx med Guldalderen. Især måske hvis man bor i København. Her findes nemlig rigtig mange værker fra perioden på bl.a. SMK og Den Hirschsprungske Samling  Men der er så uendelig meget mere billedkunst end Guldaldermalerierne, og det vil være umuligt at komme rundt i verden og se det hele. Fx så jeg selv for første gang Leonardo da Vincis ”Den sidste nadver” under et besøg i Milano i foråret 2016. Det var på alle måder en stor oplevelse, selv om det faktisk var ret besværligt at komme til at se den.

Tidligere kunne man købe sig fattig i flotte bøger om billedkunst. Det kan man sådan set stadigvæk. Men i dag er internettet en fantastisk let måde at komme til at se billedkunst fra hele verden hjemme fra sin egen sofa. Det er ikke det samme som at se originalerne. Men  det er på mange måder rigtig udmærket og kan give en god fornemmelse af et værk. Selv om jeg kendte ”Den sidste Nadver” ret indgående, inden jeg så billedet i virkeligheden, blev jeg fuldstændig slået omkuld. Da jeg endelig stod foran Leonardos verdensberømte maleri i munkenes spisesal under klosterkirken Santa Maria delle Grazie i Milano, blev jeg helt rørt. Det var fantastisk på en måde, jeg ikke havde forudset, mens jeg studerede billedets detaljer på nettet. Leonardo rakte via sin billedkunst gennem mange århundreder og slog en klo i mig.

Selv om jeg finder mange kunstformer interessante (fx musik og teater), er det billedkunst, der rigtig har fået tag i mig. Det væsentlige er selvfølgelig, at man får nogle spændende oplevelser ud af kunsten. Om de er store eller små, det er ikke så vigtigt, bare man ind imellem ser eller hører noget, der pirrer ens interesse og fantasi. Måske er det rart, måske er det lidt foruroligende eller tankevækkende. Det er følelser, man allerede bærer i sig, men som kunsten formår at vækker i en og gøre vores verden større.

Oplevelserne kan være mange. Måske hører man et godt stykke musik eller ser en god udstilling. Måske er man sammen med nogle venner, så man er fælles om oplevelsen og får noget mere at være fælles om.

… om at holde en pause 

Tanker om at male
Maleproces

Jeg har stort udbytte af i kortere tidsrum absolut ikke at foretage mig noget som helst … egentlig bare sidde og glo.

Pause – Ikke at male

Så for mig er pausen blevet en nødvendig del af maleprocessen. Det, som jeg udfylder mine pauser med, kan være mange forskellige ting. Nogle gange foretager jeg mig absolut ingenting. Selv om det lyder som om det nok skulle være til at finde ud af, så er det måske ikke så let alligevel. Jeg tømmer hovedet og sidder nærmest bare og glor. Jeg tror, det er det, mine børn kalder “at stene”, men det er vel en form for meditation. Andre gange går jeg rundt og ser lidt på billedet, jeg er i gang med. Jeg hænger det måske op i min stue, så jeg ser det et andet sted end på staffeliet … laver te og ser igen osv.

Andre gang skal jeg helt væk. Jeg spiser, løber en tur, læser, ser TV, sover … alt muligt andet end at male. Løbeturen er (selv om den er ret tidskrævende) meget velegnet som pause og mental nulstilling. Der sker noget i hovedet, når man løber. Det er ikke noget, jeg ved voldsomt meget om, men rent kemisk sker der ændringer i kroppen, mens man løber, og det påvirker hjernen … i det mindste virker det positivt på min hjerne. Man lufter ud i bogstavelig forstand. Men jeg kan jo hverken løbe eller spise så ofte, jeg holder pause. Derfor er musikken blevet min foretrukne pauseaktivitet.  Musik har bl.a. den fordel, at man hverken bliver træt i benene eller fed af den.

Musik – når man lytter

Det at male passer godt sammen med at lytte til musik, og jeg synes bedst om at male til jazz eller klassisk musik. Det kan man sagtens, for når man lytter, foregår det andre steder i hjernen, end de steder man bruger til at male med.  Jeg koncentrerer mig bedre om at male. Det ansporer mig ligefrem og er en slags “mental væg”, jeg kan læne mig tilbage i. Det er i en vis udstrækning styrbart på den måde, at Miles Davis fører mig andre steder med mit maleri, end fx Beethoven gør det. I sig selv giver musikken mig en oplevelse, og ud over det kan den påvirke andre oplevelser, som jeg kan bruge til at male på. Den skaber følelsesmæssige indtryk. Den skaber stemning og eftertanke og gør i det hele taget meget af det, jeg faktisk gerne selv vil fremkalde hos andre ved at male mine billeder.

Musikken er også god at høre i pauserne. Det er lidt anderledes, end når man maler til den, men det er rart, og man kan lytte mere opmærksomt og opleve den på en anden måde.

Musik – når man selv spiller

Men mest markant indvirker musikken på min hjerne, når jeg selv spiller. Der er nemlig meget stor forskel på at lytte til musik og selv at frembringe den. Når jeg spiller klaver, fylder musikken mit hoved ud … væg til væg. Jeg kan kun det. Jeg kan fx ikke samtidig tænke på at male. Jeg kan ikke engang koncentrere mig om at se på et maleri. Jeg kan heller ikke læse eller føre en samtale.

Jeg kan godt spille sammen med andre og sanse den særlige form for fællesskab, der er, når et orkester ”swinger”. Men min hjerne rummer stadig kun musikken. Det er dog på en underlig ubevidst måde, for meget af det jeg spiller, tænker jeg ikke så meget over. Det kommer bare ud ad fingrene. Det kan muligvis høres på den musik, jeg spiller … men mit hoved har gang i noget, som jeg ikke er helt bevidst om.

Når jeg rejser mig igen fra klaveret, kan jeg ofte umiddelbart starte igen. Forhindringerne er væk. Derfor er det så vigtigt for mig med klaveret i atelieret. Det får det hele til at “spille” lidt bedre.

Når man spille selv, bruger man sin hjerne – faktisk mange dele af den – på en anden måde, end når man maler. Derfor er det godt at spille i sine pauser.

Maleriudstilling

En maleriudstilling viser resultaterne og ikke selve processen

Det at udstille sine malerier er en særlig fornøjelig del af det at være billedkunstner. En hvilken som helst maleriudstilling viser resultatet af det arbejde, man har udført nogle gange i en bestemt periode, andre gange om et bestemt tema … men det kan være om hvad som helst.  

En maleriudstilling viser kun de færdige værker og giver derfor kun et overfladisk indtryk, af det, jeg synes, er det mest interessante ved mit job – nemlig arbejdsprocessen. Bevares, det er det en maleriudstilling går ud på, men det er lidt ærgerligt, fordi arbejdsprocessen er så interessant, at jeg også gerne vil give et indblik i den.

For at råde bod på det holder jeg nogle gange et lille foredrag i forbindelse med udstillingen, som regel til ferniseringen af udstillingen. Under tiden giver jeg også en såkaldt “art-talk”, hvor jeg går ind i de enkelte værker og fortælle om, hvordan de er blevet til, og hvad der har formet dem.

En maleriudstilling er en form for forløsning

I det daglige står jeg alene i mit atelier og maler. Man må nok sige, at det er et ensomt job, men jeg arbejder simpelthen bedst, når jeg er alene. Det er ikke sådan, at der er adgang forbudt i atelieret, når jeg arbejder, men det er, synes jeg, ret privat, når jeg arbejder.

Jeg har her på denne hjemmeside et online galleri, som også er en slags maleriudstilling og så har jeg en webshop, hvor man kan se de malerier jeg har til salg.

Det bedste er naturligvis at se malerierne i virkeligheden, og en maleriudstilling er for mig en form for forløsning, hvor jeg fx kan vise et halvt års arbejde frem på én gang side om side. Jeg ser værkerne i en sammenhæng, de ikke er set i før, og selv om en udstilling kan have mange forskellige former, er det altid en fornøjelse . Nogle gange hænger jeg mine billeder op og forlader stedet igen i al stilhed, mens der andre gange arrangeres en fernisering eller åbning, hvor jeg er en del af et festligt øjeblik med taler, drinks og mange mennesker. Det er i de situationer meget dejligt at møde og tale med de interesserede, der er mødt op for at se maleriudstillingen.

De mennesker, der kommer, er interesserede, ellers var de der jo ikke. De ser mine malerier, spørger og kommenterer, og når man i lang tid har stået med et maleri alene, er det en meget intens oplevelse. Jeg holder nemlig meget af at tale om mine malerier, og ind imellem tier jeg også stille så længe, at jeg kan høre, hvad andre mener om dem. Undertiden kan disse kommentarer sætte noget igang og få stor betydning for hvordan de kommende billeder bliver.

Jeg svarer også gerne, når folk spørger mig om, hvordan jeg har løst den eller den detalje. Det at fortælle om arbejdsprocessen er en god ting også for det næste maleri. Der kan komme nye ideer, mens jeg taler med en udstillingsgæst. De spørger jo nogle gange om noget, jeg ikke har tænkt på, eller de ser ting i malerierne, som jeg ikke selv havde været opmærksom på. Det er vel den egentlige bonus ved at deltage i en maleriudstilling … man får også selv noget med hjem.

Undertiden er man så heldig, at man udstillier i en gruppe eller sammen med kunstnere, man ikke kender i forvejen. Det er meget stimulerende. For når man er sammen om noget, er der mere frit slag omkring, hvordan vi hver især gør tingene. Det er jo altid sådan, at vi alle har forskellige indfaldsvinkler, til det vi laver, og det er meget inspirerende at høre, hvordan andre kunstnere arbejder, søger inspiration, hvilke materialer de bruger, og hvor de har været for at udstille sidst.

Jeg er  fast medlem af flere grupper bl.a. DET BLÅ TÅRN, MED MERE og  ART Nordfalster, som jeg har udstillet med flere gange.

Der er meget, man skal huske, og jeg har lavet et indlæg om det med en huskeliste om ting, jeg selv mener, er vigtige at huske, når man går arbejder med det ofte store projekt, det er, at arrangere eller deltage i en maleriudstilling.  Se indlægget her.