Kunst i hjemmet 

Den kunst i hjemmet, vi havde i min barndom, var først og fremmest reproduktioner. Jeg havde en fin Monet hængende overfor min seng. Det er den her: Valmuemark nær Argenteuil fra 1873. Det billede startede jeg dagen med hver morgen i mange år. Jeg lå og kiggede på det billede i en 5 minutters tid og tænkte på, hvad det mon var, de to par i billedet skulle. Jeg fandt også mærkelige væsner i træernes linjer og fortrukne ansigter i marken med valmuer, og jeg så andet i billedet, end det, det egentlig forestillede. Jeg tænkte aldrig over, om det var ”pænt”.

Vi havde også malerier. De hang i stuen og var ”pæne”. Men det var ikke noget vi købte … det var noget, vi arvede. Det var malerier i guldalder- og Skagen-stil fra mormors hedengangne stuer. Hverken min far eller mor købte nogensinde et maleri. Jeg tror ikke engang de nogensinde overvejede at gøre det.

Sådan var det sikkert i mange familier. Men i dag er kunst i hjemmet blevet noget andet, og der er mange – også helt unge familier, der køber malerier. De køber ikke med investering for øje. De køber, fordi de godt kan lide et billede, synes farverne er smukke, eller de falder for et bestemt motiv.

Jeg kommer ofte i forskellige hjem og hænger et af mine malerier op, så man kan prøve, hvordan det passer sammen med de ting og mennesker, der bor her.

Det er som regel en vældig positiv oplevelse. Først og fremmest er der jo en grund til, at en familie har valgt en ”prøveophængning” af lige netop et bestemt maleri. Selv om maleriet ikke har en egentlig praktisk funktion i stuen, som en sofa fx har det, så kan et maleri sætte lidt mere fut i en stue, end den samme sofa, en stol eller en lampe kan … heldigvis.

Når jeg maler mine malerier, er ambitionen ikke at fremstille noget, der skal passe til puderne og gardinerne i et hjem. Det ville blive for kedeligt for mig. Men det gør jo ikke noget, hvis farverne i et hjem passer til et af malerierne … selvfølgelig ikke. Den der bor i stuen bestemmer jo, hvad der skal hænge på væggene.

Hvis man er glad for nogle bestemte farver, og at disse farver tilfældigvis findes i et af mine malerier, så er det  da dejligt. Jeg er uanset grunden glad for, når nogen kan kan lide mine billeder, og hvis de synes, de er pæne nok til, at de vil have dem hængende i deres stue, så er det da endnu bedre.

Jeg arbejder i mange timer med en stemning, en lille historie, et udsagn eller hvad det nu er, der har tricket noget i mig. Om det er  ”pænt” er ikke relevant for mig, mens jeg arbejder på maleriet. Men når maleriet er malet, og der kommer mennesker og ser på det, så er det en anden sag. Jeg ved jo godt at, hvis jeg har malet et smukt maleri, er chancerne for, at billedet kommer til at hænge i et hjem meget højere, end hvis jeg har malet et billede med stor gru eller uro. Jeg maler naturligvis også de mørke motiver … men de kommer så til at hænge nogle andre steder.

Kunst i hjemmet skal være en del af en helhed, og en familie vil selvfølgelig undgå billeder, der fx skræmmer livet at familiens mindste medlemmer. Død og ødelæggelse er jo heller ikke noget, der fremmer hyggen omkring spisebordet … derfor kommer de heller ikke til at hænge i spisestuen, med mindre der er tale om en meget “fin” kunstner.

Alle mine malerier har noget at byde på, har noget på spil, hver gang man ser på dem. Måske ser man nye ting i billedet, nye vinkler og historier, eller måske giver billedet nogle gode samtaler. Selvfølgelig passer et vilkårligt billede ikke ind i ethvert hjem, nogen bryder sig måske ikke om farverne … ”Jeg hader gult”, er der nogen, der siger, eller ”jeg synes, billedet er for mørkt til stuen”, og det er selvfølgelig helt OK.

Med kunst i hjemmet siger jeg, sådant lidt spøgefuldt, at hvis man forelsker sig i et af mine malerier, og det ikke passer ind i det hjem, man har, så må man enten ændre lidt på hjemmet … eller finde sig en anden kæreste.