Impressionismen

Impressionismen er en af de få kunstretninger, som næsten alle har hørt om, og den er måske den sidste kunstretning, som vi sådan uden videre “kan forstå”.

Perioden varer faktisk ikke særligt længe kun ca. 20 år fra 1870 – 1890, men er den mest indflydelsesrige ”isme” i nyere tid. Den får betydning for hele det 20. århundredes malerkunst og påvirker stadig maleriet den dag i dag.

Stilen har ind imellem lidt uretfærdigt været lagt for had af efterfølgende tiders avantgarde, som værende sukkersød og useriøs. Den er fuld af optimisme, glæde og lyst til livet, noget der ofte er blevet betragtet som useriøst af de mere sammenbidte kunstnere. Alligevel har vi vel alle et blødt punkt for disse meget smukke billeder … jeg har i det mindste.

Billederne vakte den gang sidst i det 19. århundrede stor forargelse, og når man ser billederne i dag kan det være svært at forstå, at Monet, Pissarro, Renoir, Degas, Cezanne og alle de andre kunne lave så megen ravage i Paris’ etablerede kunstverden ved at støde, forarge og chokere den tids beskuere. Men sådan er det nok altid, når noget helt nyt introduceres og skaber uligevægt og forandring i de møjsommeligt sammenstykkede referencerammer.

Når man siger impressionisme, ser mange af os billeder af åkander, malet af Monet … eller er det Manet … for de hedder jo næsten det samme … men det er nu Monet, som er denne periodes helt centrale maler … det er ham, man kalder for impressionismens fader.

De var aldrig en bevægelse og heller aldrig en organiseret gruppe. Men de havde en del fælles interesser, som holdt dem sammen, og som gjorde, at de slog sig sammen for at male eller udstille deres billeder i 1870’erne og 1880’erne.

Foredraget er opdelt i to separate foredrag på grund af emnets omfang og antallet af kunstnere. Man kunne holde et helt foredrag om hver af dem, men jeg giver en fyldig gennemgang af de ideer, der holder gruppen sammen, og jeg præsenterer de enkelte malere, deres liv og særheder, og jeg gennemgår deres produktion i de faser, de falder i og den synergi, der har været internt i gruppen. Jeg har valgt at lægge vægten på Monet, Renoir, Pissarro, Cezanne og Degas, men foredragene indeholder også korte gennemgange af de impressionistiske kvinder og andre af de kunstnere, der ikke opnåede den samme stjernestatus som de fem “store”.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg selv er meget begejstret for denne fuldstændig fantastiske periode, som er så propfuld af nytænkning, drama, livsmod og talent, som impressionismen er.