Inspiration og kreativitet
Alle mennesker har i vuggegave fået en vis portion kreativitet og inspiration. Foredragets emne er disse to begreber, der er fuldstændig sammenvævet med det at være menneske og vores måde at leve på.
Kreativitet og inspiration gør det muligt for os at løse problemer og se nye muligheder. Det kan være for at overleve, skabe sikkerhed, overvinde forhindringer, blive mætte osv. De to er hele forudsætningen for, at mennesket overhovedet er her i dag, og at vi er blevet til det, vi er i dag.
At være kreativ
I foredraget fortæller jeg om, hvordan jeg arbejder med inspiration og om min kreative proces frem imod det færdige maleri. Min indfaldsvinkel er først og fremmest billedkunstnerens og ikke videnskabens seneste landvindinger inden for dette område. Jeg skal hver dag ”trække noget frem” et sted fra og få det over på lærredet. Foredraget handler om, hvad det er for et sted, og hvordan jeg gør det.
Det at få ideerne og få dem konkretiseret, har jeg beskæftiget mig indgående med over mange år. Det har naturligvis i den forbindelse også været interessant at undersøge, hvordan andre kunstnere arbejder med deres kreativitet og inspiration.
Selv om vi er utrolig forskellige, og ikke to kunstnere arbejder ens, er der visse fællestræk, når man ser på den mentale proces, der foregår i ”malerhjernen”.
Det, jeg arbejder med, når jeg skaber et billede, er ikke noget, jeg har fuld kontrol over. Kreativitet og inspiration er desværre ikke noget, man kan slå til og fra, som man selv vil. Jeg kan fx ikke beslutte mig for, at nu vil jeg få en god ide, men jeg kan bringe mig selv i situationer, hvor ideerne får gode betingelser for at opstå. En vigtig ting for mig er, at jeg så at sige skal “have brug for” ide’erne, ellers kommer de ikke.
Musik
Min arbejdsmetode udspringer af musik. Jeg arbejder bevidst med musikken som stemningsskaber, inspirationsfremmer og mental “udluftning” eller en slags helle. Musik skaber et mentalt rum, jeg kan arbejde i og er i sig selv både beroligende og stimulerende for min koncentration. Derfor hører jeg meget musik i atelieret, mens jeg maler. Det er anderledes, når jeg fx skriver. Her må jeg have helt ro og musikken forstyrrer mig i det arbejde. Det er noget med, at musikken og det at male “bor” forskellige steder i hjernen, sådan må det i det mindste være for mig.
Jeg maler godt til jazz og klassisk musik, og jeg har det bedst, hvis musikken ikke er voldsomt påtrængende og kræver min opmærksomhed. Når jeg lytter til den, skal den være baggrund. Helt anderledes er det, når jeg selv sætter mig til klaveret. Man kan ikke rumme ret meget andet end musikken, når man selv spiller, og derfor er det en fantastisk måde at stoppe op på, nulstille og starte påny. Når man spiller, tager musikken en opmærksomhed fuldstændig, og derfor kan man efterfølgende starte helt ren og mentalt nyvasket og måske starte igen på et billede, som man var gået i stå med.
Jeg giver i foredraget flere musikalske eksempler til at belyse, hvordan musikken kan bruges, og hvordan den formår at booste min kreativitet og intuition.
En idegunstig situation kan også skabes ved, at man giver sig selv visse begrænsninger … man vil noget, men på en bestemt måde. Begrænsninger udfordrer og virker fremmende på kreativiteten. En ”sten i skoen” billedlig talt får en til at overveje, om man behøver at gå så langt eller om den lige vej nu også er den bedste … man ser på mulighederne fra en ny side.
Men musikken er vigtigste ingrediens i min proces.Jeg spiller gerne selv musik før, under og efter arbejdet. Måske er det ikke så længe af gange, men så ser jeg ”med friske øjne”, tænker på noget andet, eller jeg går en tur går en tur, går ind i værket eller fjerner mig fra det fra det, jeg mediterer, hører mere musik, læser digte, står på hovedet, løber … der er utrolig mange måder at skabe en idegunstig situation på. Vi arbejder alle lidt forskelligt, og meget afhænger af, hvem man er, og hvordan man er blevet sådan.
Endelig er der er forskel på, om man kokkererer et måltid mad, samler en reol fra IKEA, bygger et hus, laver en fantastisk finte med fodbolden og scorer et utroligt mål eller maler et billede. For når vi spiser mad, selv når den laves af dygtige kokke, er endemålet at blive mætte, og når ”boldkunstneren” Messi gør utrolige ting på fodboldbanen, er det for at score mål og vinde … og når vi laver kunst … er endemålet at lave kunst. Formålet med kunst er kunst, kan man sige … kunstneren er et menneske som udtrykker tanker, følelser og alt mulig andet i en slags sprog, og kunstneren henvender sig til andre mennesker. Derfor er alt ikke kunst, og hvis Picasso smurte sig en spegepølsemad, var “værket” godt nok lavet af en stor kunstner, men han ville have noget at spise, ikke lave kunst. Det, vi vil, og den måde vi vil det på, er afgørende.
I min egen proces vil jeg ende med at vise en virkelighed … det kan være hvad som helst … som jeg mener, den er. Jeg vil fortælle andre om det, jeg ser. Når jeg siger det på den måde, er det, fordi virkeligheden ofte er lidt anderledes, end vi tror den er … i det mindste, sådan ser jeg det. Det er ofte i de tilfælde, hvor jeg ser denne forskel … en sprække i vores verden … at der er inspiration at hente for mig.
Det er noget, jeg gør, fordi det pirrer mig at udfordre og undersøge min egen og andres opfattelse af den virkelighed, vi er i. Heldigvis kan tingene udmærket leve i det små. Jeg skal ikke frelse verden, men det, jeg laver, skal på den anden side heller ikke være ligegyldigt. Jeg vil noget med mine malerier, og det er afgørende for min inspirationen og kreative proces … og for meget andet.
En anden ide-booster er, at noget er vigtigt. For nu at bruge virkeligheden igen, så er der er et ansvar forbundet med at pille ved den almindelige opfattelse af virkeligheden. Kunstneren kan røre ved det enkelte menneskes holdning til sandt og falskt, væsentligt og uvæsentligt og i det hele taget vores opfattelse af livet, den verden eller det samfund, vi lever i … og så kan det ligefrem blive lidt farligt. For så er kunst ikke længere noget, vi krydrer vores hverdag med, noget der er pænt at se på. I stedet er det blevet noget, der kan få os til at ændre den måde, vi tænker på og dermed også den måde, vi handler på. En lang række samfund fx det kommunistiske Sovjetunionen og nazismens Tyskland var bange for den moderne kunst … og med god grund.
Om at arbejde med sin kreativitet og intuition
Jeg spiller og fortæller i foredraget også om den måde, jeg selv rent praktisk arbejder med inspiration og kreativitet, og hvordan andre fortæller mig, at de gør det. Efter og under foredraget lægges op til debat og meningsudveksling om dette spændende emne.
Jeg medbringer selv klaver og lydanlæg, hvis ikke dette forefindes på stedet.
KONTAKT
BESØG
Henrik SKORÁ
Atelier & Udstilling:
Gåbense Strandvej 61 G
DK-4840 Nr. Alslev
City
Sankt Nikolaj Vej 15, 1.sal th.
DK-1953 Frederiksberg C
www.skora.dk