Caravaggio

En genial hidsigprop
Få mere information

Caravaggio

Den italienske barokmaler Caravaggio hed oprindeligt Michelangelo Merisi og blev i 1571 født i den lille by Caravaggio. Han tog så siden navn efter byen.

Foredrag om Caravaggio

Caravaggio levede med en dødsdom for et mord og fik måske derfor en forkærlighed for afhuggede hoveder. Her er det Judith, der halshugger Holofernes.

Frem til sin tidlige død i 1610 er Caravaggio med til at revolutionere maleriet omkring år 1600, og han former grundlaget for den nye stilart: barokken. Hans malerier indeholder mildt sagt store dramaer, som skildres i store lyskontraster (chiaroscuro). Caravaggio tager arven op efter Leonardo da Vinci og anvender et fortællesprog, hvor billedets motiv belyses af en slags ”spotlight”. Det giver kraftigt belyste mennesker med dybe skygger foran meget mørke baggrunde. Det er et fortællesprog, der rigtig godt matcher de meget dramatiske motiver og historier, han valgte at fortælle.

Caravaggio foretrækker det grufulde og rædselsvækkende fx i maleriet “Judith halshugger Holofernes”. Judith “hugger” således ikke Holofernes hoved af, nej, hun har fat i hans hår med venstre hånd og “skærer” det af, mens en gammel stuepige står klar til at gribe hovedet i et klæde af en slags. Det er lige før, at man som beskuer får blod på sit tøj

Dramatikken i de store, brillant malede og fint detaljerede malerier ligger tæt op ad, det liv Caravaggio selv førte. Han dør kun 38 år gammel, men i sit korte, omtumlede liv når han en masse. Han bliver fx for en periode Roms mest berømte kunstner, han dødsdømmes for mord af Paven, han flygter rundt i Italien med Pavens folk i hælene, mens han stadig besynderligt nok finder ro til at male en række store mesterværker. Han når Malta, hvor han optages i Johannitterordenen, bliver slået til ridder, men falder i unåde og fængsles. Han flygter og slæber sig syg og forarmet tilbage mod Rom med nye billeder i det håb, at disse kan bevæge Paven via hans højre hånd – den magtfulde kardinal Borghese – til at benåde ham. Men under denne sidste rejse mister han alle sine billeder på et skib, der sejler fra ham.  I en håbløs jagt forfølger han skibet langs kysten til fods og til hest, til han dør af udmattelse og malaria i en lille havneby Porto Ercole.

Med de spektakulære og fantastiske malerier i centrum fortæller foredraget i mange billeder den dramatiske historie om Caravaggio, hans sejre og nederlag, hans hæsblæsende liv og hans tidlige død.

KONTAKT 

+45 21 64 16 39

henrik@skora.dk

 

BESØG

Henrik SKORÁ
Atelier & udstilling:

Gåbense Strandvej 61 G
DK-4840 Nr. Alslev

City
Hasselvej 15 st. tv.
DK-2830 Virum

www.skora.dk

FØLG MIG PÅ