Henrik Skorá – abstrakt billedkunstner
I mange år havde jeg den ambition, at jeg ville koncentrere mig om at male. En karriere som billedkunstner var imidlertid ikke foreneligt med et krævende job indenfor salg og marketing … eller det var det i det mindste ikke for mig.
Selv om jeg havde ambitionen og følte, at maleriet lå til mig, skulle der gå mange år, og jeg skulle nå at fylde 53 år, før jeg i 2006 gjorde noget ved det.
Så skete der endelig noget: Jeg sagde mit job op, sprang ud som full time abstrakt billedkunstner og tog første skridt ind i en eventyrlige verden. Det skulle dog vise sig, at den på godt og ondt var noget anderledes end det, jeg havde forestillet mig.
Jeg havde læst og hørte om spændende mennesker, der “realiserede sig selv” og “gik efter drømmen”, så hvorfor ikke også mig. Jeg syntes ikke, at mit liv var kedeligt, men det var ikke det, jeg ville vælge, hvis jeg nu havde frit valg på alle hylder. Jeg ville være abstrakt billedkunstner, og jeg ville ikke gå i graven uden i det mindste at have givet det mit bedste forsøg.
Jeg traf, må jeg indrømme, med svag rysten på hænderne, den beslutning, at jeg ville sponsorere mig selv som abstrakt billedkunstner. Sponsoratet var nødvendigt, fordi jeg forudså, at indtjeningen ville være lav i det mindste i starten. Penge må man jo have, og jeg ville sikre, at der var økonomi til at føre eksperimentet ud i livet.
Jeg tænkte, at selvom jeg sikkert ville sælge et eller andet det første år, så ville det ikke blive salget af malerierne, der ville kunne betale regningerne. Jeg ejede på det tidspunkt et hus i Vanløse sammen med min kone, og det hus besluttede vi at sælge. Vi ville realisere flere planer: jeg ville være abstrakt billedkunstner, og hun ville have havudsigt.
Vi fik begge opfyldt vore drømme, og friværdien fra huset muliggjorde sponsoratet i flere år, og hvis kassen skulle løbe tør efter nogle år, måtte jeg til den tid tage stilling til, hvad jeg så ville gøre. Det skete imidlertid ikke, og i dag maler jeg, har mange malerier til salg, og jeg sælger dem.
Jeg er uddannet på Kunstakademiet som arkitekt. Selv om jeg under min uddannelse beskæftigede mig meget med tegning og maleri, forestillede jeg mig ikke, at jeg skulle ende som abstrakt billedkunstner. For jeg skulle jo være arkitekt. Det gik dog helt anderledes. Jeg valgte i stedet en spændende karriere inden for salg og marketing.
En vigtig del af historien er, at jeg forlod København og flyttede til Nordfalster. Her fandt jeg og min kone et dejligt sted i Gåbense med udsigt til vand, mark og skov. Ud over at få en enestående smuk base gav det mig nogle økonomiske muligheder, som jeg ellers ikke ville have haft. Der er nemlig forskel på at løbe penge hjem til et hus i København og et hus på Falster. Det hele var derfor økonomisk set ikke så hasarderet, som det måske kunne se ud.
Alligevel er det der med at være abstrakt billedkunstner og male malerier noget, man skal vælge, fordi man har ualmindelig meget lyst til at male. Man skal bestemt ikke vælge det for at blive rig.
Mit atelier ligger i huset, og det er her, jeg maler dagligt. Jeg indrømmer, at det ind imellem støver til. Ikke fordi den abstrakte billedkunstner ikke er aktiv, men fordi han ikke har tid til at støve af.
Abstrakt billedkunstner
Arbejdet
Jeg arbejder her på billedet "Daggry", inspireret af en tidlig morgentur i skoven.
Det jeg bruger
Jeg arbejder i akryl og har over flere år købt mig fattig i gode farver og pensler.
Atelieret
Det er vigtigt for mig at have et sted, hvor jeg kan arbejde i fred uden forstyrrelser.
… at være abstrakt billedkunstner
Mine billeder er abstrakt ekspressionistiske, og jeg arbejder i temaer (fx udkant, relationer, vækst o.l.), og jeg arbejder meget. Mit arbejdsliv som abstrakt billedkunstner er krævende både mentalt og rent tidsmæssigt. Jeg finder inspiration først og fremmest i mine nære omgivelser – træer, fugle, både, kontrasten mellem by og land og dernæst også i mennesket, det de gør ved hinanden, samfundet, kærlighed, opfindelser osv. Ligeledes er musikken en stor inspirationskilde for mig som billedkunstner sådan at forstå, at jeg både hører på den og spiller den selv.
Det liv, jeg har i dag, er tilrettelagt, så jeg kan jeg koncentrere mig om maleprocessen hver dag, og jeg har det fantastisk. Jeg nyder roen, naturen og arbejdet med malerierne. Her er frisk luft, højt til himlen, det er her, havørnen flyver, og jeg har tid til at tænke mig om.
Jeg holder et foredrag om mit karriereskifte fra salgsdirektør til abstrakt billedkunstner. Foredraget handler om at gøre det, man virkelig gerne vil … om at skifte spor i en lidt sen alder.
Malerier
Byerne
I 2016 havde jeg mulighed for at bo i Rom i en her måned. Det var mageløst, og det kom der en del billeder ud af.
Naturen
Naturen med dens utallige former og farver spirer frem i billederne, når man bor smukt og lige klods op ad den.
Det store og det små
Det har altid fascineret mig at arbejde med det store i det små fx grøftekanterne, der rummer mange fine motiver.
Jeg har tabt mit hjerte til de abstrakte malerier, og jeg arbejder hver dag på, at der skal blive mange flere af dem.
Book en udstilling
Malerier skal ses i virkeligheden. Kontakt mig for en aftale om udstilling.
Foredrag
Jeg holder foredrag om emner relateret til kunst, flere kunsthistoriske foredrag om mine store helte, og jeg fortæller også min egen historie om det at beslutte sig for at blive billedkunstner. Der er musik til flere af foredragene.
KONTAKT
BESØG
Henrik SKORÁ
Atelier & Udstilling:
Gåbense Strandvej 61 G
DK-4840 Nr. Alslev
City
Sankt Nikolaj Vej 15, 1.sal th.
DK-1953 Frederiksberg C
www.skora.dk